Jeg vil gerne eje en million milliard og have en kok og en vingård i Italien og et sommerhus i San Diego. Jeg vil gerne elskes af alle og have verdensfred.
Det er skønt at drømme om hvad jeg ville gøre og købe hvis jeg havde den der million milliard, men det kan faktisk være lidt angstprovokerende at dykke ned i hvad det egentlig betyder: Hvad er det jeg har behov for? Alt det vi gerne vil have (”want” på engelsk) er jo udtryk på overfladen for hvad vi gerne vil have dybt nede (”need” på engelsk).
Men selvom det på overfladen er udtryk for noget mere uhåndgribeligt er det stadig helt ok at ønske sig en kok eller et Rolex ur. I min verden betyder det ikke at jeg er overfladisk eller indskrænket fordi der er materielle ting jeg gerne vil have. Men jeg skelner mellem de praktiske ønsker jeg har og så mine behov.
Vi har alle behov og mange af os har lært at vi skal dække andres behov først før vi må så meget som tænker på vores egne. Det er praktisk nok den første tid i et barns levealder – at moderen dækker barnets behov sådan rimeligt akut – men ellers er det på sigt generelt mere hensigtsmæssigt at vi tager vores egen iltmaske på først.
Jeg er selv virkelig dårlig til det og min automat-pilot skubber helt per automatik mine egne behov til side, hvis der er andre der viser behov for noget fordi jeg har lært at andres behov kommer før mine egne. Andre sidder fast i noget de slet ikke har behov for fordi samfundets kodeks siger de bør gøre det alligevel. Andre igen finder sig i misbrug og vold fordi de tror at de ikke er noget værd og at deres behov ikke er reelle.
Man skal ikke være atomfysiker eller psykolog for at se at det jo ikke dutter. Men hvorfor bliver vi så ved? Hvorfor bliver jeg ved?
Jeg tror det handler om selv-kærlighed. Om at være mere god ved sig selv og drage omsorg for sig selv som man ville drage omsorg for andre. Om at anerkende og rose sig selv som man ville anerkende og rose andre. Om at værne om og ære sine behov (og materielle ønsker) som man ville værne om og ære andres behov.
Men de fleste af os – især kvinder af flinkeskole-generationen – stejler ved tanken om mere selv-kærlighed fordi vi sætter lighedstegn mellem selv-kærlighed og (negativ) egoisme. Men vi behøver jo ikke gå helt i den anden grøft og aldrig tage hensyn til et andet menneske mere (men det kan godt være vi kommer til at gå til ekstremer når vi øver os i starten:-)). Vi kan starte stille og roligt med at tænke helt stille med os selv: Hvad er mit behov? Hvis jeg ønsker mig et kok, hvad dækker det så over? Hvis jeg ønsker mig et sommerhus i San Diego, hvad dækker det over?
Nogle ønsker er nemme at afkode: Verdensfred for mig betyder at livet er fri for meningsløs disharmoni. Jeg er ikke bange for konflikt og tager gerne en rask politisk diskussion, men det gør ondt på mig når det bliver meningsløst. Når mennesker sårer andre uden de har gjort noget, men bare stod i vejen for et menneske som var i sin egen smerte.
Jeg kan ikke få verdensfred, men jeg kan vælge hvem jeg omgås. Engang søgte jeg at redde mennesker der sad i dyb smerte og som uforvarende kom til at såre mig og andre fordi de ikke kunne redde sig selv, men bare vendte sorg og smerte udad i aggression. Det gør jeg ikke længere for jeg har behov for harmoni. Og jeg er ikke et dårligt menneske fordi jeg siger stop til en relation der ikke nærer, men dræner mig.
Jeg ønsker mig en kok og en housekeeper. Det får jeg heller ikke, men jeg ved det dækker over at jeg har behov for at bruge min tid på at skrive og være sammen med familie og venner – og derfor må det praktiske ikke fylde for meget. Så jeg øver mig i selv-kærligt at lade opvasken stå, lave pasta-kødsovs til flere dage, ikke melde mig til kagebagning eller sheltertur i børnenes skole fordi så har jeg tid til mig og mine sysler.
Det fascinerende er jo også at når jeg sådan øver mig i at være mere selv-kærlig, opstår der også mere overskud til at være for andre fordi jeg oplever at det er noget jeg nu bevidst vælger til og ikke bare har som pligt fordi jeg skal være ”et ordentligt menneske”.
Så det er win-win at blive mere egoistisk.
På falderebet: Vi ønsker os ikke det samme. Ikke alle vil have et Rolex eller en vingård. Nogen vil en tur til månen – det er jeg ligeglad med. For nogle vejer frihed tungere end tryghed. For nogle er samhørighed grundstammen, for andre er det udvikling. Vi skal derfor huske at kommunikere vores behov for andre kan ikke læse vores tanker og de har sjældent præcis samme kombi af behov. Hvordan og hvornår vi så kommunikerer dem til verden er næste trin i denne livslange læring:-)
Så ud og elsk dig selv meget mere – uanset om det er i Toscana eller Tønder
