Hvis du vækker mig midt om natten og spørger om jeg vil have ostepops, vil jeg sandsynligvis svare ja tak. Men hvis jeg vågner midt om natten og har en ubændig trang til ostepops, vækker jeg ikke min mand og beder ham cykle på tanken.

Jeg skrev om behov den anden dag og hvor vigtigt det er at vi får identificeret vores behov og anerkendt at de er i vores liv. Fordi det er dem der gør os glade, trygge, sjove, energiske og lykkelige. Men vi lever jo ikke alene i verden – og godt for det for så var der måske et behov eller to vi ikke kunne få opfyldtJ Vi lever i en verden fyldt med mennesker som slet ikke er som os, som slet ikke har de samme behov som os…eller i hvert fald ikke samme måder at opfylde dem på. Vi skal have jorden til at dreje rundt og kan desværre ikke sætte tiden i stå eller himmel og jord i bevægelse alene fordi vi har brug for ostepops.

Det er da skide irriterende;-)

Så hvornår må vi kæmpe for vores behov og hvornår skal vi lige stikke piben ind?

Når vi er helt små, siges det at behovsudsættelse ikke duer. Dem der har været igennem de første 3-4 måneder af et barns liv, ved at det er en udfordring at sige ”lige et øjeblik” til et sulten spædbarn.

Men efterhånden lærer vi jo at verden ikke falder sammen hvis der går 10 minutter inden maden står på bordet. Nogen gange kan der gå for længe dog – selv som voksen, men mere om det i bloggen indenfor de næste par dage.

Så vi kan udsætte vores behov, men vi skal ikke totalt negligere dem for så bliver vi sure og utilfredse. Vi kan heller ikke sidde og vente på at andre opfylder dem som ved sving med en magisk tryllestav.

Så vi op på hesten, ud i verden og prøve det af. Når vi har fundet ud af hvad der gør os glade i låget – f.eks. forandring – må vi kigge på hvordan søren vi får det. Det kan variere fra person til person så det er essentielt at du finder din egen opskrift. Men selvfølgelig kan den være inspireret af Google eller Beyonce eller Lars Løkke.

Når vi så tester vores måde at leve på, vil der være tider hvor det er smartest at holde vejret et øjeblik.

For nogle uger siden var jeg til bryllup og døjede med noget alvorlig øjenbetændelse (ikke noget der smittede heldigvis). Det er klart at jeg havde et behov for at føle mig trøstet fordi jeg var ked af det. Men det var jo ikke brudeparret som jeg skulle klage min nød til. Det var ikke til festen jeg skulle sidde og underholde om mine øjne og mine kvaler, selvom de fleste stemmer i og siger at det er ret vildt med mine øjne og sygdomme.

Så jeg kunne godt udsætte mit behov for trøst og kram fordi den dag handlede om to mennesker og kærlighed – ikke om øjenbetændelse.

Det interessante ved det var jo så at ret mange mennesker spurgte til mig alligevel (fordi jeg havde briller på – det har jeg normalt ikke) – og så fik jeg jo trøst og kram alligevel uden at jeg stod på champagnekassen og brølede hvor synd det var for mig og mine øjne.

Faren ved behovsudsættelse er at vi kan udsætte vores egne behov så længe at vi aldrig får dem opfyldt. Så det er en balancekunst som kun mestres ved at øve sig.

Jeg hjælper også mine børn med at øve sig for de er ældre end 4 måneder:-) Det er svært for man vil gerne have hele verden lige nu og man vil gerne hele tiden være i centrum ellers er små børn simpelthen bange for at de bliver glemt. Så jeg træner med dem og hjælper dem med at finde ud af hvad de virkelig har behov for og så forsikrer jeg dem om at de aldrig bliver glemt af mig selvom det alt for ofte handler om andre mennesker…sådan gør jeg vel egentlig også med mig selv.