Hun vendte øjne af mig og talte til personen i telefonen: ”Hold da op” sagde hun med en kritisk stemme og jeg følte en voldsom trang til at forklare mig. Til at følge efter hende og forklare hende hvorfor jeg havde råbt, hvorfor jeg ikke bare var en aggressiv hundeejer som lod sine frustrationer gå ud over en stakkels hund.

Men jeg gjorde det ikke for det ville alligevel virke for ynkeligt – og i øvrigt som om jeg så var skyldig og havde brug for at bortforklare. I stedet gik jeg og funderede over hvorfor jeg havde et behov for at forklare mig overfor kvinden der himlede.

Jeg har haft en hund som blev kørt ned for øjnene af mig, så jeg er ret obs – og lettere paranoid – på min nuværende hund når den er løs ved en vej.

Jeg havde netop lukket min hund ud af bilen og synes den var på vej ud mod vejen, så jeg råbte strengt ”Nej. Liva, plads”. Det var dét kvinden med telefonen reagerede på.

Jeg kan jo være ligeglad med hvad hun synes. Jeg ved hvorfor jeg gjorde det og har det fint selv med min handling. Hvorfor har jeg så brug for at hun også synes det var ok? Hvorfor synes jeg det er svært at lade hende dømme mig uden at forklare mig?

Fordi jeg gerne vil anerkendes, holdes af, være rigtigt og føle mig elsket og værdig.

Når en fremmed misforstår mig og dømmer mig, kan jeg blive frustreret, men har lært med tiden (og alderen) at kunne lade det passereJ

Det er straks værre med dem tæt på. Uha, det er slemt når man bliver misforstået eller dømt ude af nogle der står en nær.

Så kan der godt gå ”forklar-mig-røv” i den. For jeg vil jo gerne fremstå rigtig i deres øjne, så de fortsat synes jeg er sød.

Problemet er bare at folk jo godt kan være uenige. Selvom jeg synes mine handlinger er berettigede og fuldt forsvarlige, er det bare ikke sikkert andre er enige.

Mit lange skoleliv har kommet mig til gode i den henseende for i det forum har jeg diskuteret alt med alle og ofte været uenig med nogen – og drukket øl og haft det skægt samtidig.

Min ”pillen-i-navle” de sidste 10 år har kommet mig til gode i den forstand at jeg har fundet meget mere ståsted hjemme hos mig selv og er gået væk fra people-pleaser tilstanden. Det er noget angstprovokerende – desværre – at skifte fra at gøre alle tilpas til at stå op for sig selv. Men det har givet mig den integritet i mig selv som jeg nok savnede i mine yngre år hvor jeg for ofte gik på kompromis med ting fordi jeg troede det ville gøre at andre ville holde af mig

At gå på kompromis gør ikke – på den lange bane – at folk holder mere af dig. Det gør bare at de tror de kan bruge dig som dørmåtte.

Jeg har øvet mig på at stå fast og holde fast i min integritet. Jeg kan mærke det fysisk når jeg er ude af integritet. Og jeg kan mærke det slipper fysisk igen når jeg får rettet op. Det er ikke svært, men det er hårdt arbejde fordi de gamle vaner er svære at slippe. Fordi det godt kan give et lille sug i maven når fru ”Forklar-mig-røv” skal undlade at forklare kvinden med telefonen hvorfor jeg råbte af min hund. Men det er det værd fordi jeg får mere tid til mig selv og mit når jeg ikke skal bruge så meget tid på at få andres ok. Jeg kan bedre lide mig selv når jeg stoler på mig selv og mine tanker i stedet for at forlade mig på andres accept.

Jeg bliver gladere – hvilket jo sandsynligvis vil tiltrække mere kærlighed fra andre end (sø)forklaringer, så det ender jo med at blive en win-win.

Jeg håber jeg har forklaret det godt nok?😜