Argumentet ”sådan har det jo altid været” holder bare ikke når vi taler om kultur, der diskriminerer, ødelægger eller forvolder fysisk/psykisk skade.

Men de fleste af os sidder fast i gamle vaner og mønstre – skabt helt tilbage i barndommen – og de er virkelig svære at ændre på. Så er det nemmere at sige ”jamen sådan har det jo altid været”

”Dem med briller får tæsk i skolen”

”Dem der er tykke bliver drillet”

”Bøsser er klamme”

”Jo højere boglig uddannelse, jo bedre”

”Unge kvinder der går i seng med flere fyre er ludere, fyre der går i seng med flere kvinder er seje”

”Det er nok ikke så galt med klodens tilstand som politikerne siger – de overdriver som sædvanlig”

”Det er også de fremmedarbejdere, der er skyld i alting. Se hvor kriminelle de er”

Der er rigtig mange af disse forstokkede udtalelser og vi hører dem desværre stadig. Hvis vi prøver at ændre på holdninger og kultur bliver vi mødt med ”Jamen sådan har det jo altid været”.

Jeg vil hævde at mennesket er godt i sin essens og derfor ikke ude på at skade eller såre nogen. Vi er bare gode til at sidde fast i vaner, som er trygge – selvom de er destruktive. Og rigtig dårlige til at kaste os ud i nytænkning, som kræver lidt mentale kræfter.

Som kræver kommunikation, omsorg, dialog-kaffe, tilsidesættelse af egen behov, nysgerrighed og fremsynethed.

Vi skal undersøge og prøve at forstå i stedet for bare at dømme og sætte to streger under det. Men det er svært og det tager tid.

Så vi skal hjælpe hinanden. Hjælpe hinanden med at stoppe de dumsmarte bemærkninger om menneskers størrelse, udseende, religion, sexuelle præferencer, uddannelse, jobvalg.

For når bemærkningerne falder gør de ondt på de mennesker de rammer – også selvom det ”altid har været sådan”. Også selvom ”det bare er for sjov”

Fordi det skaber en kultur som siger: ”Det er ok at mobbe mennesker som ikke ligner mig selv”

Jeg elsker min verden, men jeg kunne godt tænke mig lidt større tolerance, forståelse og accept af hinanden.

Når jeg er på ferie med min familie, falder jeg i snak med alle mulige (og umulige) mennesker. Min familie griner og siger: ”Nu skal mor snakke med taxachaufføren eller tjeneren eller nabogæsten”.

Men jeg elsker det. Jeg lærer så meget om mennesker og den verden de lever i. Hvad enten de har en yacht med en helikopter på og har brug for at skifte forruden på helikopteren eller de har svært ved at brødføde familien fordi afgrøderne brænder væk i solen pga. klimaforandringer.

Jeg lærer at alle er lige rigtige og lige gode – og at vi kun kan gøre verden til et bedre sted hvis vi selv tager action i stedet for at læne os tilbage og sige: ”Vi må håbe nogen finder en løsning på de der klimaproblemer eller IS”

Action kan være stort og småt, men allerførst må vi holde op med at bruge undskyldningen ”Sådan har det jo altid været” og sige:

”Sådan skal det ikke være længere”