Min blog forleden om stress på arbejdet affødte en messenger-tråd med en veninde om hvordan vi får sat grænser for os selv så vi ikke bliver stressede – eller hvordan vi ofte ikke får sat dem eller overholdt dem vi har sat.

Det kender vi vist alle til.

Som Fie Hørby så rammende sagde det sidst jeg havde undervisning på Blackbird Institute: ”Det er dyrt at gå over sin egen grænse for man ender med at blive nærig et andet sted”

Vi kommer til at gå med til for meget fordi vi brænder for det vi laver, fordi vi ikke kan lide at sige nej, fordi vi ellers får dårlig samvittighed, fordi vi også vil nå det sjove udover daglige pligter, fordi vi også vil have de spændende opgaver på jobbet, fordi vi tænker at andre er vigtigere, fordi vi liiiige kan tage et stræk mere og så slappe af.

Men uanset hvad er der en pris at betale for at gå over sin egen grænse. Nogle gange ved vi ikke engang vi havde en grænse der, så det hele ramler pludselig uden varsel – lærer vi på den hårde måde hvor grænsen går.

Andre gange ved vi det godt inderst inde og bliver så gale på os selv over at vi ikke har taget os selv alvorligt og sagt stop i tide.

Sidst jeg var til undervisning på familieterapeut studiet på Blackbird, havde jeg på forhånd besluttet mig for at gå tur i hele frokostpausen hver dag alle 3 dage.

Det er næsten ulideligt for mig at sidde så længe på min mås, så jeg ved at det gør mig godt i krop og sjæl at få gået en tur en times tid midt på dagen. Så jeg havde pakket gåtur-venlig madpakke.

Og så stod jeg der med drikkedunken i hånden og hørte alle de andre snakke om at sidde sammen og spise.

Det var da dødsvært at gå sin vej for jeg ville da hellere sidde og hygge med de andre. Men jeg var min egen bedste ven og huskede mig på at jeg ville fortryde det en time senere når min mås satte sig i en stol for resten af eftermiddagen.

Så jeg gik og det var rigtig godt. Det interessante ved det er sådan set ikke at jeg gjorde det, men at dette var modul 7 og at jeg har tænkt på det siden modul 1 var slut i oktober 2020, men først gjort noget ved det nu. Ene og alene fordi jeg ikke havde lyst til at stå udenfor.

Et andet eksempel er min adfærd overfor min datter. 13 år og fuld af energi og en billiard ideer. Jeg vil så gerne hjælpe med at hun får afløb for alle sine skønne ideer, men jeg kan simpelthen ikke følge med.

Så alt for mange gange er jeg gået med til meget mere end jeg selv orker og så ender det galt. Det ender nemlig med at jeg bliver træt og skælder hende ud for at ville så meget hele tiden. Av mor, den må du selv lige hente hjem.

Så jeg øver mig i at sige: ”Nix, her går min grænse. Jeg har ikke lyst til flere ideer nu”.

Hun bliver da stiktosset over at jeg ikke gider flere kørsler/indkøb/madlavning men hun får lov at have al sin energi og kreativitet uden at jeg får lukket hende ned på en sur måde fordi jeg selv har mødt min grænse.

Jeg har dyrekøbte lærepenge på de fleste fronter – mon ikke de fleste af os har det?

Men jeg er blevet bedre til at tage mig selv og mine grænser alvorligt.

Og gudskelov oplever jeg hver gang at det gør noget godt for mig selvom det umiddelbart føles svært at sætte eller holde grænsen.

Vi er flokdyr og vil derfor gøre alt for at høre til. Men vi kan ikke høre helhjertet til nogen ydre steder hvis vi ikke først hører til hjemme hos os selv