Det er jo komplet uansvarligt af mig at sidde og skrive denne blog. Ude i virkeligheden venter min to-do-liste. Jeg skulle køre på genbrugsstationen, stryge, læse op på vores feriedestination så vi ikke spilder tiden, lave madplan – og købe ind dertil og flere andre fornuftige ting.
Problemet er bare at jeg har været assistent på en selvudviklingsworkshop i denne weekend. En af mine kolleger havde en billede af sig selv som barn som baggrund på sin telefon. For at ære og elske sig selv. For at huske at være i kontakt med det hun ønskede som barn – og savnede. Jeg har nu også puttet et billede af mig selv som baggrund. Min far mener jeg er 18 måneder på fotoet. Jeg ser glad ud.
Så jeg sad der ved mit skrivebord og min to-do liste og gad virkelig ikke stryge eller køre på genbrugen. Så jeg tog min telefon i håb om at nogen havde postet noget revolutionerende indenfor de sidste 5 minutter på Facebook. Og jeg så mit eget billede og tænkte: Hvad ville Nicoline 18 måneder svare hvis jeg spurgte hende hvad hun synes jeg skulle gøre.
Jeg tror hun ville svare: Årh mand stryge er kedeligt og jeg er ligeglad med om lagnet er glat i 10 sekunder inden man ligger i det. Al det der skal til genbrug står fint i garagen lige nu og man kan sagtens komme hen til cyklerne. Næh, du skal hellere skrive lidt om hvordan vi alle sammen kan blive mere glade og fjolle mere og have mere sjov fordi voksne er altid så fornuftige og kedelige.
Hun har jo ret – Nicoline 18 måneder. Jeg vil da hellere bruge min tid på at skrive om hvordan vi får mere glæde og lys i vores liv end at folde lagner. Og jeg stiller endnu en gang mig selv spørgsmålet: Hvorfor søren bliver jeg så ved med at lave dødssyge to-do-lister og regler for mig selv om hvad jeg bør gøre?
Det korte svar er: For at få kærlighed.
Min historie er at hvis jeg har orden på alt og er ordentlig så bliver jeg elsket. Hvis jeg roder og er uansvarlig, fjollet, larmende og overfladisk er jeg ikke værd at elske.
Jeg har taget oplevelser fra min barndom og ungdom og fået dem til at betyde en masse om mig. Jeg har kodet det ind i min GPS og navigerer derfra. Det giver mig ingen glæde, kun stress. For jeg opnår aldrig frelse, nirvana eller true love. Fordi mit præmis er off.
Det ved jeg godt for jeg har været på denne selvudviklingskurs i 8 år nu. Det er bare sindssygt svært at omkode den pokkers GPS. Den bliver ved med at vise i en anden retning, selvom jeg prøver at køre en anden vej end jeg plejer.
I weekenden, da jeg assisterede på The Shadow Process, valgte jeg så (sammen med knap 80 andre) at slukke for min GPS og lade intuitionen råde. Det er hårdt, det er svært, det er udfordrende. Men det er hvert et sekund værd.
Jeg ser at jeg gerne vil nye steder hen uden GPS. Bare køre ud i det blå:-) Jeg vil gerne have mere sjov og jeg vil gerne gøre en forskel med mit arbejde. Jeg opdager at når jeg er bare er tilstede og ikke hele tiden skal handle for at blive anerkendt…når jeg bare er nærværende og tilstede, så gør jeg den største positive forskel for de fleste mennesker.
Søndag tændte jeg så for GPSen igen og prøvede at blive i atmosfæren fra weekenden. Det er ikke nemt og bum i dag sad jeg så pludselig i to-do-sumpen og den sure GSP dame blev ved med at sige: ”Fortsæt lige ud 8 millioner kilometer”.
Da var det jeg kiggede på telefonen og så mig selv. Da var det jeg slukkede GPSen mens hun råbte: ”Lav en U-vending så snart det er muligt”. Men jeg vil ikke fortsætte ad hendes vej.
Jeg vil skrive blog og redde verden…eller i det mindste gøre en positiv forskel for dem der ser det her. Hvis bare 1 person ændrer 1 lille bitte ting pga. min blog og får en gladere dag af det – så er det uendeligt meget bedre end en ryddelig garage.
Nicoline på 18 måneder siger nu: Sjovt ik? For det der oprindeligt føltes som uansvarligt (at skrive blog i stedet for at lave to-do), viste sig faktisk at være meget meget ansvarligt alligevel (måske giver det nogen noget positivt som de så beamer ud i verden omkring dem).
Jeg har netop sat mig selv lidt mere fri.
