Charlotte sad og smugkiggede hen over sin MacBook på sin teenagedatter og hendes kæreste som officielt lavede lektier ved køkkenbordet, men det var mest fnis og kærlig skubben til hinanden over matematikbøgerne. I det mindste var det rigtige bøger, konstaterede Charlotte, som savnede rigtige bøger i børnenes undervisning, som kun var digital i disse dage. En dag havde Caroline fnysende fortalt at de skulle skrive på papir til en engelsk prøve. Charlotte rystede på hovedet ligesom når de unge mennesker ikke kunne finde ud af at give penge tilbage i rigtige penge i Netto. De var simpelthen ikke vant til at håndtere fysiske penge eller bøger for så vidt.

Hun kiggede på de to unge mennesker og spurgte igen sig selv om hun også troede på de kunne hjælpe, som Clara havde forslået det i går da de havde talt sammen hos Caliana. Noah var hun sådan rimelig sikker på, men hun tvivlede på om Caroline ville være med på at hjælpe. Dengang for 4 år siden da hun boede hos Maria i Stråleglans – nissernes hovedstad – noget tid og bl.a. hjalp Clara, havde hun, med julemandens hjælp, bildt familien ind at hun havde været på business tur til Australien. Der havde været en episode hvor hun havde FaceTimet fra julemandens kontor og fortalt sandheden – at hun var hos julemanden og hjalp ham. Jesper havde synes det var den sjoveste prank til børnene og den var da også gået rent ind hos William. Anton havde ikke kigget et sekund op fra sin PlayStation dengang og Caroline, som var 12 år dengang, havde mest bare holdt gode miner til slet spil for Williams skyld, fornemmede Charlotte.

Caroline var mere pragmatisk à la sin far og Charlotte vidste udmærket hvad Jesper synes om overjordiske væsner, engle og deslige: Hyggeligt eventyr for børnene, men respekten for voksne, som troede på mere mellem himmel og jord kunne ligge på et meget lille sted hos hendes mand.

Men Clara havde insisteret på at hun fik noget hjælp og at hjælpen skulle komme fra dem, der var rene i hjertet hvad juletro angik. Det var lidt en svær opgave for mennesker, der var helt rene i julehjertet, var jo som regel små børn – og dem kunne Charlotte jo i sagens natur ikke få meget hjælp fra.

Men hun var med på at unge mennesker stadig havde mere ren glæde til livet end dem gruppe af gamle stressede voksne hun tilhørte.

Lige nu var faktisk et godt tidspunkt for Jesper kom sent hjem i dag pga. aftenmøde med kunder. Anton arbejdede altid til 19 og William var hos en kammerat og skulle først hentes kl. 20.

”No time like the present” sagde Charlotte højt og lukkede MacBook’en. Noah og Caroline kiggede på hende da computeren smækkede i.

”Og der var du så mor” grinede Caroline

”Der er noget jeg gerne vil tale med jer om. Har I lidt tid nu?”

Caroline rynkede brynene ”Om hvad?”

”Noget I skal hjælpe mig med. Noget som kun I to kan hjælpe mig med”

Teenagedatteren sukkede ”Er det noget tungt og besværligt som tager lang tid?”

Charlotte kiggede med det hun håbede, var et opmuntrende smil på sin datter

”Ikke fysisk svært, men måske udfordrende på en anden måde. Det kræver i hvert fald al den kreative energi I kan opdrive”

Noah rykkede nærmere ”Jeg er på – det lyder sgu da spændende, ik’ Caro?”

Caroline virrede lidt med hovedet som om hun ikke var helt sikker, men rykkede også nærmere ”Alt for dig Noah”

Charlotte tog en dyb indånding

”Ok, men det jeg fortæller nu, er fortroligt. I må love mig ikke at fortælle det videre for så dur planen ikke. Det er vigtigt. Super vigtigt”

”Ja, ok, chill mor, det er vel ikke noget med vi skal slå Putin ihjel eller bortføre hans datter, ro på”

”Men I lover at holde det for jer selv. I det mindste ved I begge to noget, så I kan tale med hinanden – og mig”

”Jaaaaaer mor, kom nu bare videre”

Noah nikkede lidt mere alvorligt ”Vi holder kæft Charlotte”

”All right” Charlotte pegede ud mod hoveddøren hvor det lille juletræ stod

”Som I ved, har jeg de sidste dage talt om at lyset på træet ikke lyser så stærkt. Du har også bemærket det andre steder Noah”

De nikkede.

”Det er juleenergien, der er svag. Det er fordi den generelle energi omkring os er presset. Presset af energikrise og alt muligt andet. I år er det åbenbart særlig slemt og derfor slår det ud nu i de lys vi ser. Jeg har brug for jeres hjælp til at booste juleenergien.

Caroline kiggede på sin mor ”Mor, har du nu slået hovedet igen som dengang i 18 hvor du var på arbejde i Australien og bildte William ind du var hos julemanden?”

”På en måde ja” nikkede Charlotte ”jeg ved godt at det lyder crazy og jeg har virkelig brug for at I åbner op for alle muligheder”

”Alle muligheder” kom det skeptisk fra hendes datter ” inklusive at tro på nisser og julemanden”

”Ja, I skal kunne tro på det for at kunne hjælpe mig”

Caroline himlede med øjnene og kiggede på Noah

”Hva’ så Noah, tror du på julemanden?”

Han sukkede ”Puh, jeg ved ikke lige. Jeg tror på at din mor har brug for hjælp og jeg har jo selv set at lysene ikke er så kraftige i år”

Han kiggede på Charlotte ”Jeg vil gerne hjælpe, men jeg ved ikke hvor megen hjælp vi kan være. Vi kan jo hverken trylle eller tale med rensdyr” Der var ingen ironi i stemmen, kun lidt opgivenhed.

”Tak Noah” Charlottes stemme var taknemmelig og hun kiggede på sin datter ”Hvad siger du Caroline, vil du give det et skud?”

”Bare jeg ikke skal have nissehue eller træsko på” Caroline løftede en bestemt pegefinger mod sin mor.

”Kan jeg måske få lidt baggrund Charlotte? Hvad er det Caro taler om der skete i 18?”

Charlotte havde regnet med at hun nok blev nødt til at fortælle om dengang hun landede i Stråleglans og hun havde også regnet med der nok skulle lidt bevis à la en nisse til. Så hun havde aftalt med Clara at hun kunne hilse på når Charlotte havde fået de unge mennesker med på ideen. De havde aftalt at hun skulle stille sutskoene ude ved det lille træ ved hoveddøren, når der var klar bane.

”Lige et øjeblik” sagde hun til Caroline og Noah og gik ud og stillede sutskoene og håbede Clara kunne nå det inden aftensmaden og de andre i huset kom hjem.

”Lang historie kort: Nisser findes og jeg har boet et par uger i deres hovedstad Stråleglans” sagde Charlotte da hun sad ved køkkenbordet igen.

En af de nisser jeg lærte at kende dengang, var en rejsenisse, der hedder Clara. Jeg har sat mine sutsko ud som besked om at hun godt kan komme på besøg nu. Sutskoene fik jeg af Maria, den nisse jeg boede hos i Stråleglans i 18”

Noah lænede sig tilbage i stolen og foldede hænderne bag nakken ”Det her er jeg fanme glad for at jeg sagde ja til”

Caroline var ikke så fascineret som sin kæreste ”Hm, ja ja mor den historie hørte vi jo dengang da du ”FaceTimede” – Caroline lavede gåseøjne med fingrene – ”fra julemandens kontor”

”Australien var løgn. Jeg var i Stråleglans hele tiden. Men julemanden Klaus havde fundet på den anden historie fordi vi jo ikke kan rende rundt og fortælle om Stråleglans og arbejdet der. Det kan vi heller ikke nu, så husk at I ikke må fortælle det her videre”

Caroline så udfordrende på sin mor ”Ja ja mor, men undskyld mig – mens vi nu er i fantasi-nisseland -, er det i nissernes job at fixe hvad der så end er galt med juleenergien? Er det ikke ligesom deres ansvar?”

”Både og” svarede Charlotte ”de kan gøre meget, men hvis udgangspunktet i menneskenes verden er svagt, er det jo noget op ad bakke, kan du nok forstå. Derfor vil de gerne have vores hjælp”

”Ok, så skal vi så lære at lave nisse-magi eller whatever?” Caroline grinede af sin egen joke og slog Noah på skulderen. Noah tog Carolines hånd

”Jeg synes faktisk det her er virkelig interessant Caro, kan du ikke give mig lov til at have lidt barnlig glæde over snart at skulle møde en rigtig nisse?”

Caroline sank lidt sammen i stolen og kiggede skiftevis på sin mor og sin kæreste ”I er piv skøre begge to, men ok, indrømmet, jeg er sgu også lidt nysgerrig efter at møde en nisse”

”Hallooooo” lød det fra gangen. Charlotte kiggede på de unge mennesker, men det lod ikke til at de kunne høre Clara kalde.