4. december

Charlotte stod i blæsten på Nørreport og spejdede efter en kvinde i lange gevandter, der ville flagre rundt i vinden om dens ejer.

Hun blev lidt skuffet da hun så Caliana komme gående imod sig i en dynefrakke og noget der lignede almindelige sorte bukser. Godt nok var halstørklædet kulørt, men slet ikke så alternativ spændende som Charlotte havde forestillet sig man så ud når man havde skiftet navn efter numerolog råd og talte med døde mennesker.

De satte sig inde på Espresso House. Charlotte valgte bevidst et sted nede i hjørnet for hun var jo unægtelig ikke interesseret i at andre skulle høre det hun fortalte. Caliana tog frakken af og afslørede en meget almindelig t-shirt fra Ganni indenunder halvt dækket af en grøn cardigan.

”Du er meget normalt klædt” konstaterede Charlotte og rettede sig selv ”Ja, undskyld, det er der jo ikke noget galt i. Jeg troede bare du ville være sådan lidt mere hippieagtig klædt på”

Caliana grinede ”Ja, der er mange der bliver skuffet over at jeg ikke danser ind med Shaman trommer og så videre. Men du kender jo mig fra gamle dage – min tøjstil har ikke ændret sig som du ser. Man behøver jo ikke være klædt på som hippie bare fordi man er lidt skør i bolden”

Hun smilede skævt til Charlotte og tog en slurk af sin latte.

”Jeg er da nysgerrig på hvad du har på hjertet Charlotte” fortsatte Caliana ”Du har altid gået klædt lidt som mig, men skør i bolden – det har du aldrig været” Caliana lagde sin hånd på Charlottes som lå på bordet mellem dem.

”Puh, så skulle du have set mig for 4 år siden” Hun tænkte tilbage på den jul i 2018, hvor hun havde været så træt og stresset at hun var faldet om – og endt i Stråleglans, Nissernes hovedstad. ”Det er også derfor jeg vil tale med dig – fordi du godt kan rumme, tænker jeg, at andre er skøre i bolden…lidt alternativt tænkende” Charlotte klappede Calianas hånd tilbage

”Det er crazy det jeg vil fortælle så du må love at du ikke fortæller det videre, selvom du ikke kan eller vil hjælpe”

”Det kan jeg da på ingen måde sige nej til – simpelthen for spændende” Caliana nikkede og løftede øjenbrynene.

”OK” Charlotte tog en dyb indånding. ”Tror du på nisser?”

Caliana tog hende helt alvorligt og rynkede panden ”Hm, det ved jeg ikke. Har jeg set nisser eller mærket dem på min vej – næh. Tror jeg på overjordiske væsner, der kan guide os eller lede os på afveje – bestemt. Så ja, der er sikkert også andre eksistenser der har med julen specifikt at gøre.”

Charlotte tog en tår luft mere og sprang ud i det:

”Jeg har været i nissernes hovedstad og jeg har også mødt julemanden”.

Caliana så helt upåvirket ud og tog en tår kaffe mere ”Ja, så. Passer han på vores billeder om ham?”

”Øh ja” Charlotte var et øjeblik lidt paf over at Caliana ikke reagerede med at sige hun var idiot eller bare rystede på hovedet og gik, men så tænkte hun at Caliana nok havde hørt flere skøre ting i sine samtaler med døde mennesker. Så hun fortsatte som om Caliana troede på hende.

”Lang historie kort, så har alle nisser en hue med en kvast som lyser i forskellig farve alt efter hvad problemet er for det menneske de har ansvar for at hjælpe i december måned. Lilla er f.eks. børnenes farve. Kvasten lyser svagt når der er ubalance og stærkt når der er balance. Og jeg synes at alle julelys jeg har set indtil videre i år, lyser meget svagt. Så jeg er bange for at samfundet generelt er i kæmpe ubalance”

Charlotte holdt vejret og så på sin veninde.

Caliana snerpede munden sammen og så tænksom ud ”Hm. Så fordi vi alle stresser rundt og der er krig og alt muligt, så skinner julelysene ikke så meget?”

”Jep, giver det mening eller jeg mener kan du se det for dig?”

”Ja, bestemt. Det giver da fint mening, men hvad skal jeg gøre – jeg kan jo ikke se de der kvaster der lyser eller ikke lyser”

”Jeg tror ikke du behøver at kunne se kvasterne. Jeg tror bare du behøver at tro på du kan skabe forbindelsen for mig sammen med mig”

Caliana smilede ”Hvis der er noget jeg er med på at forbedre, så er det menneskets stressede tilstand som går ud over os alle sammen hver evig eneste dag”

Charlotte greb ned i sin taske og hev et par sutsko op

”Se, det er det eneste jeg fik med hjem fra min tid hos nisserne. Jeg boede hos den sødeste nisse Maria som gav mig disse sutsko. En anden nisse, Clara, som hjalp mig hjem, gav mig lov til at beholde dem” Hun rakte dem frem mod Caliana

”er det ikke sådan lige som med sporhunde at du skal have noget fra afdøde til at skabe kontakt? Måske kan et par nissesutsko fra deres by hjælpe?”

”Jo, det kan du have ret i – måske vil det virke” Caliana nikkede anerkendende og tog sutskoene ”Men hvordan så herfra?”

”Well, altså det haster jo for det er allerede 4. december og de arbejder kun i vores verden indtil d. 25 fordi nogle jo holder jul d. 25, så jeg vil da gerne prøve så snart du kan”

Caliana vendte og drejede sutskoene ”Jeg skal ikke noget i dag og jeg er virkelig nysgerrig på det her” Hun kiggede på Charlotte med et glimt i øjet

”Jeg bor i et hus ude ved Amager Strandvej. Et sted hvor vi kan være i fred – folk er jo generelt lidt mistrosske for folk som mig der taler med spøgelser og ånder. Vi kan tage derud med det samme?”

En halv time efter låste Caliana dem ind ude ved vandet og Charlotte følte sig straks hjemme i hendes hus. Der lugtede bare af god stemning. Også selvom det stadig ikke var sådan et flipper-hippie sted som Charlotte havde forventet af en der taler med døde. Her var bare helt almindeligt hyggeligt.

“Sæt dig ind i stuen så kommer jeg med noget te og vand. Jeg kan ikke mere kaffe lige nu – er det ok med dig?”

”Top” kaldte Charlotte over skulderen, smed skoene og gik ind i stuen.

Caliana kom med to dampende tekrus ”Lakrids-ingefærte – håber det er ok med dig?”

”Lyder nice” Charlotte viftede med sutskoene ”Skal du så have dem på?”

Caliana satte krusene ned på bordet ved siden af sofaen hvor Charlotte sad og tog sutskoene.

”Nej, jeg tror vi skal sidde ved siden af hinanden og holde på dem begge to samtidig for du har jo også forbindelse til nisserne. Hvad var det nu hun hende der gav dig sutskoene?”

”Maria” svarede Charlotte ”Jeg boede jo også i hendes hus i Stråleglans”

”Allright, vi går i gang. Du skal bare sidde og være med. Ikke snakke til mig og hvis jeg spørger dig om noget, så gør dine svar så korte og præcise som muligt, så jeg bevarer min transcendentale kontakt så vidt muligt og ikke bliver for forstyrret af det jordiske her”

Charlotte slukkede sin mobil for at være helt sikker på den ikke pludselig bimlede midt i Calianas show. Hun satte sig med hænderne på sutskoene mellem hende og Caliana. ”Jeg er klar”

Caliana lukkede øjnene, rettede sig op og hænderne fandt sutskoene i sofaen. Hun lagde hænderne lige op og ned ad Charlottes. Så trak hun vejret dybt flere gange. Efter lidt tid begyndte hun at virre med hovedet som om hun kiggede efter noget. Pludselig stoppede hendes ansigt lidt skråt til venstre for Charlotte, hun lænede sig lidt frem.

”Maria?” spurgte Caliana

Der var helt stille i huset og Charlotte gloede intenst på det sted som Calianas ansigt var rettet mod, men kunne ikke se hverken nissekvast endsige Maria.

”Maria siger hej til dig Charlotte og at hun er glad for at du har beholdt sutskoene. Hun siger hun kan huske du var meget glad for dem, da du boede hos hende”

Charlotte var lige ved at råbe ”jubiiiii” men huskede så på at hun ikke måtte forstyrre for meget, så hun tav bare.

”Maria siger hun ikke kan komme herhen da hun ikke er rejsenisse, men at hun godt kan høre hvad du siger. Så hvis du kan fortælle hende hvorfor jeg har hidkaldt hende. Husk så kort som muligt”

Charlotte mærkede stressen i kroppen over at skulle være så kortfattet med noget der var så vigtigt for hende. Så mindede hun sig selv om at Maria jo kendte forhistorien og var helt bekendt med lyset i nissekvaster og hvordan det kunne svinge. Så hun sagde blot:

”Hej Maria, jeg tror vi har et problem i vores verden – eller i min del af den i hvert fald. Julelysene omkring mig lyser ikke særlig kraftigt i år. Det er ikke noget med batteri eller strøm. Jeg tror det er den ubalance der også sætter svingninger i lyset på jeres kvaste. Jeg har brug for jeres hjælp til at fixe det”

Charlotte kiggede hen på Caliana, som nikkede til noget ude i rummet.

”Hun siger at de godt ved det. De har ventet på en åbning, på noget i menneskene, nogen som ville se det og råbe vagt i gevær. Den har du skabt. Clara kommer til dig senere i eftermiddag. Hvis du kunne blive hos Caliana, kan det gøres så diskret som muligt samtidig med at I kan få tid til at snakke om hvad der kan og skal gøres inden jul.”

Caliana tilføjede

”Jeg skal ikke noget. Du må gerne blive for min skyld. ”

Charlotte tænkte at hun godt kunne slippe afsted med at blive og bare skrive til Jesper at det var uventet hyggeligt at mødes med sin gamle veninde, så hun ville blive hængende i byen. Han ville alligevel bare sidde derhjemme foran VM i fodbold sammen med William.

”Tak Caliana. Tak Maria. Jeg bliver her og venter på Clara. ”

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.