Jeg er 48 og opvokset i en tid hvor piger stadig lærte at de primært skulle opføre sig ordentlig forstået som at de ikke skulle fylde. Det er ikke noget jeg sidder og bebrejde forældre, lærere, naboer – det var tidsånden selvom at klicheen ”børn skal ses, men ikke høres” var på retræte. Men jeg ved at mange af mine kvindelige jævnaldrende venner nikker genkendende når talen falder på flinkeskolen. Jeg tror også mange yngre kvinder har gået der.

Jeg har brugt utrolig meget af mit liv på at gør andre tilpas. Det lå ligesom bare i kortene at det var mit job. Det var først da jeg var midt i 30’erne og fik en alvorlig blodprop at jeg begyndte at tænke at det måske egentlig var helt rimeligt at jeg satte mig selv først. Jeg begyndte at øve mig – og så fik jeg to børn – og var ”ego-projektet” ligesom sat på hold i nogle år!

Men det lurede jo hele tiden i baggrunden – at jeg gerne ville lære at bruge mere tid på at please mig selv. At jeg gerne ville tage mig selv og mine drømme og ambitioner mere alvorligt. Dagligheden overhalede mig tit indenom, men alligevel blev det ved med at poppe op. Jeg lavede ikke revolutioner, men tog et skridt af gangen.

Der var mange omkring mig der nød godt af min trang til altid at skulle gøre andre tilpas. Der var flere tæt på mig som havde fået carte blanche til bare at kræve og regne med at jeg stillede op og fandt mig i alt. Det kan jeg jo ikke fortænke dem i – jeg hoppede jo hver gang nogen sagde hop og rettede ind.

Men det var virkelig stressende. Hele tiden skulle jeg have et øje på hver finger og mindst en tanke på alle omkring mig, så jeg kunne afkode alles behov og opfylde dem.

Da jeg dykkede dybere og dybere ned i min coaching uddannelse, fandt jeg ud af noget som først føltes uendeligt trist: Jeg gjorde det jo fordi jeg altid havde lært at det var sådan jeg fik kærlighed. Igen ikke fordi nogen bevidst gjorde noget ondt eller sårende, det var bare sådan det faldt ud.

Men jeg knoklede rundt og gjorde og gjorde for alle omkring mig for så håbede jeg de ville give mig tilbage i form af kærlighed.

Hvis du genkender dette, sidder du også nu og råber: Men det fik du jo ikke!

Nej, jeg fik nemlig ikke det jeg kæmpede for at få for sådan fungerer det ikke.

Andre mennesker giver dig ikke ægte kærlighed fordi du gør ting for dem. Andre mennesker giver dig kærlighed fordi du er dig.

Jeg kunne ikke finde ud af det fordi jeg i bund og grund ikke troede på at jeg – bare mig uden to-do-lister – var værdig til kærlighed.

Så jeg tog en modig beslutning: Jeg ville øve mig i at elske mig selv. Jeg kunne tage skridtet fordi min datter var bevæggrunden. Jeg vil at hun skal vokse op og nære stor kærlighed til andre og livet, men først og fremmest til sig selv.

Det var jo ikke sådan at jeg fra den ene dag til anden holdt op med at gøre noget for nogen og bare satte mig i sofaen og sagde: Jeg elsker mig som jeg er – gør I ikke også?

Nej, små skridt med at sætte nogle grænser. Jeg fik verbale tæsk fordi folk ikke forstod at jeg pludselig ikke var pleaseren længere. Min mand undrede sig og øffede lidt, men det viste sig jo at han jo faktisk elsker mig som jeg erJ

Men selvfølgelig er der tab: Der er nogen der ikke kan lide mig som jeg har udviklet mig over de sidste 8 år. Nogen der siger direkte til mig: Hvorfor kan det ikke bare være som det var engang.

Det har jeg sørget dybt over. Men gevinsten – freden i mit sind – ved at opdage at jeg er god nok som jeg er, er altoverskyggende.

Hvis jeg bare kan motivere en enkelt kvinde til at sige: ”Jeg vil sgu også prioritere mig selv, elske mig og stoppe med at have evig stress over alle dem jeg skal stille tilfreds”, så er det endnu en stor gevinst.

Jeg udbyder derfor mit online forløb #mereudaflivet til kvinder som har brug for lidt starthjælp i den retning: Mere ud af livet

Skal du også tage et lille skridt i retningen af mere selvkærlighed?