Sådan skriver Vincent F. Hendricks i sin bog ”Nok om mig. Hvad med dig? Hvad synes du om mig?”

Citatet er fra et eksempel han giver, hvor en person A siger noget som opfattes kontroversielt af en kollega B til et møde. B bliver meget vred over det A siger og kaster sin vrede på A. A svarer: ”Din vrede er ikke mit ansvar”

A har ikke svinet andre til eller været vred på andre. Han har konstateret noget som er pinsomt i organisationen og påtaler det højt. B trigger på det og bliver vred. Vi får ikke at vide hvorfor B bliver vred, om han er skyld i det eller forsvarer andre eller trigger på noget helt andet i hans eget bagland som minder om det her.

Pointen er at Bs vrede ikke er As ansvar.

Og han har jo ret – A og Vincent F. Hendricks.

En veninde, som også har læst denne fantastiske bog om hvor selvoptagede vi mennesker kan være, nævnte dette her eksempel som en af de vigtige for hende – og hvor har hun ret!

Hvor ofte udsættes vi ikke for andre menneskers vrede som ikke er vores ansvar?

I supermarkedet, på motorvejen, i børnehaven, i s-toget, på arbejdet…i privaten.

”Rigtig meget af den vrede jeg udsættes for er jo ikke mit ansvar” konstaterede min veninde.

Personligt har jeg været på en laaaaaang rejse, fordi jeg er opdraget til at ALT er mit ansvar. Også andre menneskers glæde og folks vrede. Så meget at jeg har haft meget lidt tid til at tage mig af min egen – både glæde og vrede.

Men der skete flere ting da jeg var omkring 30. Jeg fik en blodprop og blev akut opereret. Det kostede en klinisk depression fordi jeg pludselig var tæt på døden uden varsel. Jeg mødte min nuværende mand i 1999. Han har været min største læremester i at passe på mig selv først og han har passet på mig.

Da jeg fik børn i løbet af 00’erne lærte jeg på den hårde måde at min vrede over babyers, småbørns og unges måde at være på mest har noget med mig selv at gøre, mine grænser mine værdier og om jeg får passet på mig selv. Det har ikke så meget med børnene at gøre. De er bare som de er.

Yderligere kronisk sygdom som kostede mig mit job og næsten mit syn gjorde at jeg måtte tage hele min livsvision op til overvejelse. Heldigvis fandt jeg en vej og nøj hvor er jeg glad for den i dag.

Mine uddannelser siden 2010 indenfor coaching, skyggearbejde og psykoterapi har kun bekræftet det jeg allerede var begyndt at lære med egen krop og sjæl.

I dag ved jeg godt det som Hendricks skriver om:

At andres følelser ikke er mit ansvar.

Det er ikke det samme som at sige at jeg er ligeglad med andres følelser. Det er heller ikke det samme som at sige at jeg er ligeglad med om andre bliver sure på mig.

MEN

Hvis jeg bliver vred på nogen over noget de siger, er jeg først nødt til lige at trække vejret.

Det gælder mand, børn, venner, kolleger, medbilister etc.

Så er jeg dernæst nødt til lige at hitte ud af hvorfor pokker jeg bliver vred over det der bliver sagt.

Bliver jeg såret? Trigger det et gammelt mønster? Føler jeg mig uretfærdigt behandlet?

Inden jeg bare reagerer og ”brækker mig verbalt” ud over den anden, må jeg lige hive fat i mig selv og finde ud af hvor vreden stammer fra.

Ofte stammer den fra noget indeni mig. Noget som ikke har med nogen andre at gøre, heller ikke den der har trigget vreden.

Oftest handler vreden om noget inde i mig, en gammel følelse af ikke at være god nok.

Jeg har lært med tiden at jeg er nødt til at få styr på mig selv og min vrede inden jeg taler med den der har trigget vreden. Fordi det sjældent handler om den anden person.

Jeg tager dermed ansvar for mine egne følelser.

Det er overhovedet ikke nemt.

Det er langt mere befriende i øjeblikket at lade sig rive med og lade sin vrede gå ud over den, der trigger vreden.

Men det er en stakket frist for det er en destruktiv vej at gå ned ad. Så kan vi stå overfor hinanden og skiftes til at brække os ud over den anden. Det eskalerer blot situationen. Det løser intet. Men det ligger lige til vores alle sammens højre ben.

Det vigtigste jeg har lært, er at stoppe med at tale og mærke min krop.

Hvor sidder vreden i min krop? Hvor kan jeg mærke vreden?

Så tvinger jeg mig selv til at gå et par runder med det – eller ”tage et par ture mere i karussellen” som de siger på mit psykoterapeutstudie.

Nogle gange får jeg ventileret overfor min mand, min søster eller en veninde. Men ikke overfor den person, der har trigget vreden, så længe jeg er vred. For så er der risiko for at bussen kører med mig.

90 ud af 100 gange må jeg indse at det 100% er mit ansvar alene.

At det er et mønster jeg er blevet trigget af som ikke har noget med den pågældende person at gøre. Så arbejdet ligger alene hos mig selv.

10 ud af 100 gange føler jeg at den anden person har såret mig. Det er stadig mit ansvar – vreden eller den sårede følelse og jeg har måske brug for at sætte en grænse eller udtrykke et behov for noget jeg har brug for fremadrettet i relationen.

Det kan f.eks. være når jeg siger til mine børn ”Jeg hører I siger I synes jeg er sart. Det bliver jeg lidt ked af at høre. Jeg er nok mere sart end jer hvad sprogbrug angår. Tror I at I kunne øve jer i at tage lidt hensyn til det når I taler til mig?”

Jeg er på ingen måde perfekt og kommer da bestemt til at vrisse af min mand og må sige undskyld.

Men jeg øver mig hver dag på at tage ansvar for mit eget shit og kunne godt ønske mig andre øvede sig lidt mere. Så kunne det være kassedamer kunne rejse sig og give den travle mor en krammer fordi hun sagde ”Hold fast hvor er jeg træt, klokken er ulvetime og jeg kan nærmest kun stå oprejst fordi jeg holder fast i indkøbsvognen” i stedet for at svine kassedamen til fordi hun glemte at taste rabat ind på tomater.