Du er god nok. Punktum.
Og så burde der egentlig ikke stå mere i min blog i dag. For vi burde jo ikke skulle rende rundt og forklare os og forsvare os hele tiden. Vi burde ikke skulle vise på instagram hvad vi gør, som betyder at vi er gode nok, kloge nok, smarte nok, dygtige nok, tjekkede nok.
Jeg starter et forløb med en klient i denne uge som omhandler skyggerne i os. Både de lyse og de mørke. De lyse – dem vi rødmer over at skulle tage ind. De mørke – dem vi gemmer væk.
”Sæt dig selv fri” hedder forløbet.
Både de lyse og de mørke skygger hæmmer os i vores liv.
De lyse begrænser os fordi vi ikke kan (må/tør) indrømme at vi er fantastiske som vi er. Der er nogen der på et tidspunkt har fortalt os at det ikke er klædeligt at prale med at man er klog, skæg, køn, dygtig…så man gemmer sit lys. Man dæmper sig for ikke at fylde med sit lys, for ikke at genere andre.
Men, som der står i Williamsons smukke citat, så gavner det ingen at vi gemmer på vores lys. Eller som min mormor altid sagde: ”Smil smitter” og så pegede hun på sit hjerte-klistermærke fra Irma som sad på væggen
At stå ved ens lyse kvaliteter som menneske, er ikke at prale eller være bedrevidende eller nedladende overfor andre. Det handler ikke om at vise andre man er bedre. Det handler om at stå ved sig selv og vise det. Det smitter
Vi kan sagtens være i tvivl om hvilke lyse skygger vi har puttet langt væk bagerst i skuffen for det ligger ikke i den danske jantelovsnatur at shine. Men jeg siger at det skal vi til at gøre. Både for os selv og for andres skyld. For tænk på al det lys vi kan få skabt sammen.
Der findes mange lyse skygger. Her er et par stykker:
Begejstret
Sanselig
Fandenivoldsk
Kreativ
Værdig
Nysgerrig
Stille
Fjollet
Modig
Hvis du er i tvivl om hvilke du især kan shine med, vil jeg anbefale at du kigger ud på de mennesker du beundrer. (Du kan naturligvis også skrive til mig og få en tid til en session, men start lige her først):
Nævn 3 personer du beundrer. Hvad beundrer du dem for?
Jeg har Dolly Parton, min søster og skuespilleren Susan Sarandon.
Dolly fordi hun er sød og fandenivoldsk. Hun klæder sig som hun vil og synger om det hun vil uanset om folk synes hun er billig og en dårlig musiker.
Min søster fordi hun er god til at slappe af selvom andre synes hun burde en hel masse. Susan Sarandon fordi hun har spillet en masse seje modige kvinder på film og det virker som om hun er en kombi af dem alle sammen i virkeligheden.
Sød, fandenivoldsk, afslappet, sej og modig kommer der ud af mit lille tankeeksperiment.
Næste step er hvordan jeg får mere af det i mit liv og her passer de egenskaber sjovt nok meget godt sammen. For jeg skal være mere modig og få slappet mere af, hvis jeg skal have overskud til at være sød og fandenivoldsk på samme tid. Ellers kommer jeg til at trampe hen over folk for jeg er for sur og stresset til at se lige.
Jeg ved at fandenivoldsk ikke holdes nede hos mig, mens ”afslapning” er sværere. Så det er min nummer 1: At huske at få slappet af – og at give mig selv al den tid il det som jeg har brug for.
Når jeg får slappet af, er jeg gladere og så shiner mit lys klart og rent – og det er guld værd for mig selv og alle omkring mig.
Så, du derude: Hvad gemmer du på af lys?
Hvad har du lært du ikke må prale med?
Tænk hvad det kunne ændre på for dig og andre, hvis du tillod dig selv at shine med dit lys