Hvor gør vi det tit – lader hovedet tage magten i vores liv og glemmer resten af os selv.

Vi ved i bund og grund godt hvad vi kan, men vi lader os ofte styre af ydre ting som frygt for at fejle, frygt for at være udenfor, frygt for at fremstå dum og uperfekt.

Hovedet kører afsted med os med 1000 tanker i sekundet med dommedagsprofetier a la:

Pinligt, hvis du dumper, ser for tyk ud, lyder dum, fremstår tåbeligt, bliver opfattet som sur, skrap eller mærkelig

Selvom vi måske inderst inde har en intuition, en mavefornemmelse, som hvisker: Det kan du godt, du er ikke dum eller grim eller forkert.

Hovedtankerne får lov at vinde over mavefornemmelsen fordi vi er bange for at stå udenfor. ”Ikke at høre til” er det værste der kan overgå mennesker – ja, pattedyr i det hele taget. Så vi æder os selv og vores drømme i ønsket om at blive anerkendt af nogle andre.

Bad news er bare at det ikke holder på den lange livsbane.

Jo mere du fornægter dig selv, din intuition og mavefornemmelse, jo mere er du bare en overflade som folk ikke kan se igennem. Det gør folk utrygge og de vil tage afstand.

Så ved at kæmpe for at undgå at blive alene, ender du lige præcis der: Alene.

Det kan godt være du bilder dig selv og andre ind at du bestemt ikke er alene. Du har da selv valgt at være alene.

Du undgår at tale personligt med andre, men er den der altid har en masse overfladiske spørgsmål parat, så du kan afværge at det bliver personligt og vedkommende. Du er nødt til at finde på praktiske undskyldninger for at slippe for at svare hvis folk skulle stille personlige spørgsmål, for din facade er det eneste du tør stå ved.

Efterhånden affinder folk sig med at sådan er du og afstanden er så tyk at den nærmest kan føles i luften mellem jer.

Så føler man sig endnu mere alene og trækker sig endnu mere, mens hovedet rationelt fortæller at man da sagtens kan klare sig selv og ikke har behov for andre.

Men inderst inde siger hjertet noget andet.

Hvis vi tør være stille et øjeblik og mærke og lytte, så ved vi godt at vi har behov for andre, for nærhed, omsorg, dybe relationer, kram og samtaler som handler om noget mere end vejrudsigten eller hvad du fik til aftensmad i går.

Vi er nødt til at stikke næsen frem, alene og sårbar, med risiko for at blive dømt forkerte af omverdenen.

De fleste af os har prøvet det: At blive dømt ude af andre. Så det tager en modig kriger at stå derude med sit selv blottet.

Men vi må gøre det for at være hele mennesker og for at blive gladere mennesker som går efter det vi selv vil.

Vi skal for syv sytten da også blive bedre til at være der for hinanden, når vi nu står derude blottet og lige til at stikke i.

Så skal vi holde os fra at dømme ud fra egne retningslinjer og værdier, for ingen af os er ens.

Så skal vi elske det andet menneske for at turde stå der og være sig selv (også selvom du måske synes hun er mærkelig).

Når vi går planken ud, står ved os selv og så ovenikøbet bliver mødt med kærlighed, ja, så tør vi godt gå videre ud i verden som det enestående menneske vi er inderst inde.

Når vi bliver mødt samtidig med vi står på vores eget grundlag, så tør vi give mavefornemmelsen mere plads og hovedet lidt ro.

Det er en tilstand jeg godt vil anbefale