Er du aldrig i ro?

”Jeg holder mig i gang hele dagen. Jeg er aldrig i ro”

…sådan nogenlunde lød det i en Vitaeproreklame jeg så forleden. En kvinde løb og løb rundt i filmen mens hun sagde ordene.

”Hvor er det synd for dig” tænkte jeg

Vi er nået dertil hvor det er tegn på styrke og sundhed er aldrig at hvile sig og være i gang hele tiden.

Det er ikke sundt og det har ikke noget med styrke at gøre.

Jeg vil hellere reklamere for balance i livet.

Hvile og action, styrke og afslapning.

Det er sundt og livgivende synes jeg.

Det andet bliver man bare træt, stresset og udmattet af – og det gør sgu da ingen lykkelige.

Vi ender i yderpolerne hvor den ene gruppe, der aldrig er i ro, er de seje, udholdende og på papiret lykkelige, mens dem der hele tiden er i ro på sofaen, er de dovne og ugidelige.

Kunne vi bede om lidt af begge dele?

Lidt sofa og lidt action,

lidt styrketræning og lidt tv-streaming,

lidt hygge med gåtur i skoven og hygge med kage ved kaffebordet.

Kunne vi have plads til det hele i livet, så vi også fik tid, mulighed og ”samfunds-lov” til bare at være til uden hele tiden at skulle præstere noget?