Ferier er som når FCK vinder sølvmedaljer

…Det har faktisk været en temmelig god sæson men alle snakker kun om de 3 tabte kampe.

Vi har haft, som de fleste andre, nogle ugers ferie sammen i vores familie: far, mor og 2 børn.

Og ved I hvad jeg griber mig selv i?
Og hører børnene fortælle?
Og hører min mand fortælle?

Om de idiotiske naboer vi havde på et hotel som holdt os vågne det meste af natten på trods af at hotellets sikkerhedsvagt prøvede at dysse dem ned.
Om det kæmpe vejarbejde + lastbiluheld som forsinkede os i timevis.
Om den dårlige service der var på restauranten på min fødselsdag…

En dag da vi alle var godt i gang med at brokke os, måtte jeg lige sige STOP til mig selv og min familie:
”Nu tager vi lige ferien fra en ende og gennemgår den”:

Flyveturen ud gik som smurt (det gjorde hjemturen også).
Vi fik en ekstra fed bil at køre rundt i fordi udlejningsfirmaets mand åbenbart synes vi fortjente det.
Jeg fik gratis morgenmad på min fødselsdag og mine børn havde lavet en fin gave til mig.
Vi boede nogle gode steder 80% af tiden.
Da vi sad i bilkø, fik vi streamet netflix en masse bagi og sunget foran.
Mine børn fik nogle tasker de altid havde drømt om.
Vi fik lækker mad og dejlig vin det meste af tiden.
Vi mødte næsten kun søde, rare, spændende mennesker – inkl. en hyggelig middag med genboen fordi vores veje krydsedes.
Vi fik en masse solskin og gratis cola refills

Intet er perfekt og vi kan ikke vinde guld hver gang. Men sølv er også ret godt
Da vi havde gennemgået turen, sagde børnene at det var sjovt at man mest huskede det negative…ja, det er en trist menneskelig evne. Men vi kan arbejde bevidst på at blive bedre til at huske de gode ting.

Vi skal også huske at gøre det nu hvor hverdagen for alvor banker på for der er temmelig langt til juleferien…(som også kan være stressende for mange? )