Hvad kommer du til at fortryde?

Du fortryder de ting du ikke fik prøvet – ikke de fejl du har lavet.

Jeg læste et resumé af nogle undersøgelser der kiggede på hvad mennesker i deres sidste tid fortrød. Konkret spurgte man dem blandt andet hvad de fortrød.

De fortrød de ting de gerne vil have prøvet men ikke havde fået gjort.

Hvorfor holder vi os tilbage med at gøre ting vi har lyst til?

Fordi vi ikke har tid, fordi vi ikke tør, fordi vi er bange for hvad andre tænker, fordi vi er bange for at slå os,

Og fordi vi er bange for at fejle.

Men det var ikke fejlene folk fortrød i deres sensommer! Det var ikke fejlene der fyldte på den lange bane. Det var sorgen over ikke at have kastet sig ud i livet med al dets uperfekthed og komplikationer. Længslen efter hvad der kunnet have været.

Det betyder jo ikke at vi alle skal sige vores job op nu og rejse til Honolulu og bungy jumpe resten af vores dage, men vi kan lige tænke bare 3 minutter mens vi drikker kaffe eller sidder i kø på motorvejen: ”Hvad vil jeg gerne prøve som jeg ikke har prøvet endnu fordi jeg er bange for at fejle?” Bare en lille ting som jeg kan kaste mig ud i.

Jeg har en veninde som altid siger ”Jamen jeg har brug for et eksempel ” – så here goes – og det er meget jordnært:-) Jeg skal til bryllup i morgen og vil gerne have en buksedragt på. Men jeg er bange for at den sidder for tæt så folk vil tænke: ”Aj, er hun ikke for ….alt muligt til at have den på”. Men den er virkelig pæn synes jeg, så nu lover jeg at tage den på – hvis du lover mig at tænke over noget du er lidt bange for at gøre. Noget som du vil fortryde du ikke gjorde når du er 80.

 

God weekend