”Jeg tror ikke det hjælper mor at du siger til hende hun skal slappe af”.

Det var om morgenen på min datters fødselsdag og jeg havde lige skåret mig i fingeren. Jeg vidste med det samme at det var grimt og nu stod jeg og tudede ned i håndvasken hvor den ret voldsomme mængde af blod blandede sig lyserødt med det vand min mand holdt min hånd ind under. Jeg hørte ikke han sagde ”slap af” til mig og det havde nok også været lige fedt for jeg følte mig som verdens største idiot fordi jeg godt vidste at jeg var nødt til at tage på skadestuen mens min nu 11-årige datter sad blandt sine netop åbnede fødselsdagsgaver.
Hvis jeg havde hørt ham sige ”slap af” til mig havde jeg sandsynligvis råbt ukvemsord af ham for jeg er helt enig med min søn; det var ikke lige noget der hjalp mig der.

Der findes ingen regel for hvornår det er passende at hidse sig op eller slappe af.

Der findes ikke noget kodeks for hvornår det er helt ok man brokker sig over noget eller hvornår man skal tage det med et smil.

Men der findes absolut en uskreven regel om at det er pisseirriterende når andre vælger for en.

Så når jeg står der og er vildt ked af at være en skodmor (for sådan følte jeg det) er det mega irriterende at min mand ikke kan give mig plads til at være det.

Når man hele ferien i et uland mangler sin bagage og fejrer nytår i mandens underbukser fordi der ikke er tøj at købe i min størrelse, og man brokker sig til flyselskabet er der lige nogen der skal understå sig i at sige ”tag det med et smil – du er jo trods alt på ferie”

Omvendt er det også frustrerende hvis andre brokker sig på dine vegne, når du egentlig ikke selv har lyst til det. ”Hvis jeg var dig så ville jeg klage” ”Jo, men nu har jeg ikke hverken lyst til eller brug for at klage”. Hvis folk nærmest kræver at du brokker dig over noget der er sket selvom du synes at du godt kan gå væk fra det uden mere snak.

Jeg kalder det ”havevandring”. I stedet for at blive i din egen have, nyde blomsterne eller luge ukrudt, render du rundt i andres haver og fortæller dem hvordan der skal se ud, hvilke ting der skal væk og hvilke ting der må få lov at blive.

Jeg gør det selv – vandrer over i andres haver, men jeg er blevet bedre til at gribe mig selv i det inden jeg når ud af min egen havelåge.

Jeg øver mig i at holde mig ude af mine børns haver, men bare stå ved hækken og hjælpe dem til hvordan de kan vande eller snakke med dem om hvilke blomster de selv kan lide og ønsker skal gro hos dem.

Og så øver jeg mig i at få sagt pænt fra hvis andre forvilder sig ind i min have uinviteret. De kan ende derinde af forskellige grunde: Fordi de vil det bedste for mig eller fordi de ikke selv kan finde ud af at være i de følelser jeg udtrykker. Uanset hvad må jeg pænt bede dem om at gå tilbage i deres egen have igen.

Eller som min svigermor siger det: ”Hvis du gerne vil give andre et råd, så spørg først om de har lyst til at få et. Hvis de siger nej, så lad være” (selvom det nærmest er ubærlig svært red.🙂)

Så jeg slappede ikke af hin formiddag i september, jeg tudede hele vejen til skadestuen og indtil jeg blev tilset af en læge. Mens jeg fik 3 sting i fingeren ringede jeg efter hjælp til fødselsdagen hos en god ven og min svigermor. Ingen af dem havde gode råd til mig om hvordan jeg skulle have det – kun omsorg. Det var den smukkeste værtindebuket.