Lad os være ærlige: Ingen har lyst til have familieterapeuten til bords
Der er da ingen der gider at sidde og tale med en som vil vurdere dig og hvordan du håndterer dine relationer, især dit parforhold og dine børn
Jeg sludrede med nogle kolleger den anden dag om at det var rart at have hinanden at tale med. For ingen i vores familie eller vennekreds virkede synderligt interesseret i at høre om vores kommende eksaminer i ”parforhold”, ”skæld ud”, ”empati & kontakt” eller ”tilknytning”
Naturligvis er der mange mennesker som bare er aldeles uinteresseret i emnerne og derfor ikke gider tale om det. Lige som jeg er ikke kan mønstre særlig begejstring for folks nye bolig-byggeprojekter, når de diskuterer det i rige detaljer med min mand (som er i branchen) over rødvinen. Men det er også svært at tale med andre om hvad man lærer som familieterapeut eller hvad man arbejder med når man er færdiguddannet fordi det er så utrolig sårbare emner som familier, børn, parforhold – og mønstre i disse relationer
Vi er helt bløde og åbne lige der hvor vi taler om vores relationer til andre mennesker – uanset hvor meget vi så prøver at dække det bag diverse hårde skjolde. Vi gør alle sammen det bedste vi kan og så er der dælendulme da ikke en eller anden psykoterapeut der skal komme og fortælle mig at det er forkert det jeg gør overfor mine børn eller i mit parforhold
Så vi undlader at snakke om emner som måske kan udstille os selv. Og vi tier også selvom der måske er noget vi er kede af, eller ikke fungerer som vi kunne drømme om. Fordi det er værre at blive udstillet og udskammet som forkert og dårlig forælder eller kæreste. Ofte hører jeg folk sige at vi terapeuter jo kun er ude på at finde det dårlige og så tale om alle vores fejl hele tiden. Intet kunne være fjernere fra sandheden. På min uddannelse taler vi om at ”gøre mere af det der fungerer”. Altså kigge på det der går godt og gøre mere af det. Men det kræver jo at vi også må kigge på det der ikke spiller. Og det er svært, hårdt og meget meget sårbart
Min tilgang til arbejdet er denne: Jeg vil have de bedste betingelser for gode relationer i mit liv. Derfor reflekterer jeg en del over hvordan relationer i mit liv fungerer og om der er noget jeg selv kan gøre for at det kan blive (endnu) bedre
En familieterapeut har jo ikke perfekte relationer og perfekte børn. En familieterapeut har bare lært tips, tricks og værktøjer som vi bruger til at gøre mere af det der virker.
Det handler nok mest for mig om at have modet til at stoppe op og sige: “Hov, der kvajede jeg mig. Av. Hvad kan jeg lære af det og hvordan bevæger jeg mig frem ad”.
Mit fag er meget hands-on og 100% fyldt med eksempler fra vores alles dagligdag. Når jeg fortæller en historie om noget jeg har lært – for eksempel at det ikke nytter at straffe børn for noget de har gjort – er det min oplevelse og min tilgang. Da bliver det svært ved førnævnte middag fordi min bordherre måske kan føle at jeg fortæller netop den historie fordi han ved han engang tog vaffelisen fra sin søn fordi han ikke havde ryddet op på sit værelse. Jeg aner det ikke, men han føler sig ramt.
Vi bliver alle trigget på andre menneskers opførsel og historier fordi det tit vækker nogle minder om oplevelser vi selv har haft. Og der kan jeg som familieterapeut sagtens forstå at jeg kan vække alt muligt ubehageligt ved at tale om mit studie/arbejde
Men vi må ikke stoppe af den grund. For udover at gøre dagligdagen til et hyggeligere, mindre stressfyldt sted at være for os alle, ja, så er det også min mission at vi skal turde åbne os lidt mere og tale om det der er svært. Fordi det hjælper
Men vi skal være varsomme og kærlige mod hinanden når nogen tager et skridt i den retning. Vi skal lytte med hjertet forrest og de gode råd pakket helt væk
At lytte med hjertet forrest – Det er en familieterapeuts allerfineste værktøj – og vi skal have spredt det ud så alle kan bruge det i deres dagligdag