Tanken om at skulle punge ud med 2.500 kr. tiltalte mig meget lidt, så jeg bad min søn om at lyve over for skolen. Det holdt i cirka 5 minutter så vandt integritet over pengepungen.

En klassekammerat til min søn havde lånt hans drikkedunk og lagt den tilbage i tasken men havde ikke fået lukket drikkedunken ordentligt, så tasken fik et bad – inklusive den iPad skolen har udleveret til skolebrug. Den var druknet og helt død.

Min søn nægtede heltemodigt at implicere kammeraten – meget nobelt, men nu stod vi jo så med udsigten til en regning for en ny iPad. (Der har været forsikringssnak på adskillige forældremøder uden at jeg er blevet klogere på reglerne om hvornår hvem skal punge ud for en ødelagt iPad som skolen forlanger de bruger).

Jeg var ret sikker på vi selv ville komme til at stå med regningen når nu min søn insisterede på at sige at han selv havde druknet iPad’en. Så jeg sagde at han skulle sige til skolen at den var gået i stykker og at han ikke vidste hvorfor.

Min dreng på 13 år kiggede på mig og spurgte: ”Så jeg skal ikke sige noget om vandet?”

De der kender mig ved at jeg kalder en skovl for en skovl og siger tingene som de er koste hvad det vil. Jeg ved ikke hvad der fik mig til beslutte mig for at gå den anden vej. Men min søn som er meget retfærdighedssøgende havde svært ved at gå med på min instruks.

”Skal jeg lyve overfor skolen?”

”Mja, det er jo nærmere at undlade at sige hvorfor…ik?”

Grebet i skammen over at lyve fik jeg lige reageret udad for at dække over det og truet min søn med at han selv skulle betale for den ødelagte iPad. Så gik han med til at lyve.

Han gik ind på sit værelse og jeg stod i køkkenet med aftensmaden, men jeg kom ikke videre med at skære løg for jeg var jo godt klar over at løgn ikke duede af flere grunde.

For det første kan jeg ikke selv gøre det.

At lyve er at være uægte overfor den man lyver for. Det er utroligt ubehageligt at stå som modtager af en løgn – at stå og lytte til en løgn og vide det er en løgn – og tænke på hvorfor modparten har brug for at lyve overfor en.

Er du udsat for løgn på hverdagsbasis, bliver du usikker på verden omkring dig. Usikker på hvem der lyver og hvem der siger sandhed. Du bliver også usikker på dig selv og hvad du oplever, hvis dem omkring dig lyver om en situation I har oplevet sammen. (Hvis dette afsnit lyder skræmmende bekendt, så prøv at google ordet ”gaslighting”)

Det er for besværligt at lyve for man skal hele tiden huske på noget andet end sandheden og det er opslidende.

For det andet er det sgu da ikke det jeg vil lære mit barn. At jeg ikke vil stå ved konsekvenserne af min handling, men lyve mig ud af en situation jeg selv har rodet mig ind i.

Her vil nogen nok fremføre at jeg som forælder skulle overrule min søn og ringe til kammeratens forældre da det jo var hans skyld, men jeg valgte at følge min søns bøn om at udelade kammeraten.

Så jeg gik ind til min søn og talte hen over FIFA kommentatoren på skærmen:

”Jeg har skiftet mening. Selvfølgelig skal du ikke lyve overfor skolen – eller nogen andre for den sags skyld. Jeg snakker med vores forsikringsselskab og du siger sandheden i skolen i morgen. Så må vi tage den derfra”

Min søn svarede: ”Skal jeg så betale selv for en ny?”

”Nej” svarede jeg ”men du får ikke lov at dække over andre en anden gang. Du ved ikke hvordan din kammerat vil reagere – måske vil han være lige så ærlig og sige til skolen det ar hans skyld. Du tager muligheden fra ham – muligheden for at gøre det rigtige når du beslutter noget på hans vegne.”

Min søn afleverede den ødelagte iPad og sagde at der havde været vanduheld i hans taske uden at implicere andre. Nu afventer i skolens dom om hvem der skal betale.

Men integriteten har jeg i behold og det føles helt rigtigt