Vi sætter mål for vores liv hele tiden. Bitte små mål: ”Om lidt vil jeg lukke for Facebook og gå tilbage til mit arbejde” og kæmpe store mål: ”Jeg vil have nyt job”…ok, måske var dét at slukke for Facebook et af de større mål;-), så ”Om lidt vil jeg skylle min kaffekop af og sætte den i opvaskemaskine” er måske et bedre eksempel.

Uanset hvad vi ønsker at gøre eller føler vi bør gøre, så afhænger succesraten for dine mål 100% af din intention bag dine mål:

Dit mål har langt større chance for at blive realiseret hvis det er noget du vil skabe og ikke noget du vil fjerne. Hvis du har et mål om noget du bevæger dig hen imod og ikke noget du flygter fra. Hvis det er noget du vil have mere af og ikke noget du vil have mindre af.

Men nu er vi mennesker bare så besynderligt indrettet at vi oftest tænker på det vi er trætte af, det vi vil undgå og det vi vil slippe for. Vi er trætte af vores job og vil derfor sige op, vi er trætte af vores kroppe og går derfor på kur, vi er trætte af vores partner og bliver derfor skilt. Vi prøver at komme af med noget vi er utilfredse med. Det er jo som sådan forståeligt nok. Du skal jo ikke blive i et job der ikke er givende for dig – ej heller et parforhold.

Men for at det kan lykkedes at blive tilfreds med sit job eller et nyt parforhold, eller sin krop, må vi tænke over hvad det er vi gerne vil have – og så gå efter det.

”Jeg er træt af mit job. Der er ikke nogen udfordring og kollegerne er kedelige og sladrer”.

Ok, hvad vil du have i stedet for?

 

”Jeg er træt af at være tyk og slap”

Ok, hvad vil du i stedet for?

 

”Jeg er dødtræt af min mand”

Ok, hvordan skal din drømmemand se ud? Her kan du da godt bruge Channing Tatum eller George Clooney som inspiration, men jeg anbefaler ofte at kigge mere på kvaliteterne og ikke en hel pakke:-) (Og nu blev jeg så lige sidetracked 15 minutter fordi jeg skulle google fotos af Clooney)

 

Jeg gider ikke gøre rent. Jeg hader at gøre rent og jeg synes det er dødssygt. Og nej, det hjælper ikke for mig at sætte Wham på. Jeg synes det er dejlig musik, men jeg går stadig og tænker på at det er kedeligt at gøre rent. Men jeg har fundet ud af at mit mål er at have et rent hjem. Så når jeg støvsuger, tænker jeg helt praktisk at jeg bevæger mig hen imod mit mål.

Når jeg træner, er det ikke for at tabe mig, men for at have det godt fysisk og have plads til klejner og rødvin.

Når jeg lukker ned for fotos af George Clooney i stedet for at savle over ham resten af formiddagen, er det fordi jeg gerne vil have mit budskab ud.

Mit budskab er:

Det kan være svært at sætte sig mål og opnå dem hvis der er altid er en negativ betydning i målsætningen. Derfor skal du vende det til noget positivt, noget du gerne vil, noget du kan skabe, eller bevæge dig hen imod.

I det online forløb jeg udbyder til februar kommer vi naturligvis også til at tale om mål og hvordan vi sætter os mål vi rent faktisk opnår. Læs mere her:Mere ud af livet

Indtil da kan du jo melde dig til mit forløb og så overveje hvor meget julepynt du gerne vil have i dit hjem, hvor meget gløgg du har lyst til at drikke med din chef og hvor meget tid du vil bruge på at købe julegaver – og hvor meget tid du hellere vil bruge på at sidde i sofaen, se julefilm på netflix og spise klejner.