Til tider vil jeg gerne være barn igen og fri for ansvar…sådan tænker jeg nogle gange som voksen at det må være. Men jeg tror ikke børn føler de er fri for ansvar. Jeg tror tit de føler at vi voksne belæsser dem med ting de skal gøre og huske og ta’ ansvar for, for de skal jo lære at blive ansvarsfulde voksne.

Mine børn prøver så godt de kan at huske de ting de skal tage ansvar for.

Jeg kan godt huske mine ting – men jeg gider ikke altid. Nogle gange ville jeg ønske at jeg kunne lægge ansvaret fra mig og sige at det er alle andres skyld.

I disse selvudviklings-tider er det også nærmest umuligt at have bare en enkelt dag hvor man som en trodsig 2-årig bare nægter.

For alle steder bliver man blæst omkuld med opråb fra coaches, psykologer, selvudråbte selvhjælpseksperter, folkeskolen, arbejdet, politikere og andet godtfolk om at vi alle skal tage ansvar. Ansvar for klimaet, velfærden, samfundet, dem der har det skidt, de fattige, de syge, de gamle, de unge, vejene, skovene, havene, pindsvinene – og ikke mindst os selv. Vi kan ikke bare få lov til at tage en pjækkedag hvor vi æder en hel kiksekage og skyder kvalmen på synet af opvasken som ens bedre halvdel ikke har taget.

Det kan give præstationsangst for nogle og stagnation for andre. Nogle giver bare op og siger ”Det kan jeg simpelthen ikke overskue. Jeg kører mit liv i laveste gear og holder fast i at det ER andres skyld uanset hvad der går skævt i mit liv”. Andre tager hele ansvaret på sig og får stress over at skulle bære hele verden på sine skuldre.

Den gyldne middelvej er naturligvis det simple svar – og det sværeste. For det er svært at hitte rundt i hvornår vi må give andre skylden, hvornår vi skal tage ansvaret selv og hvornår det ganske enkelt bare er fordi livet er som det er.

I går fik jeg endnu en besked fra klasselæreren i min søns klasse om at støjen igen er for meget i timerne. Jeg taler med min søn om hvor hans sociale ansvar ligger, men også at han ikke skal tage fuldt ansvar for at have ro i klassen når 3-4 andre drenge bare kører på med festen. Og så lover han at han virkelig vil prøve at huske at han ikke må have fødderne på stole eller borde i klassen.

Min datter skal heller ikke tage ansvaret for at nogle piger føler sig ensomme i skolen. Hun skal være en god kammerat og udvise socialt ansvar, men hun behøver ikke føle ansvar for altid at skulle være den der tager det på sig at finde legekammerater til alle i 10-pausen.

Jeg skal også tage ansvar (suk prust støn) og jeg gør det da også, selvom det lyder tillokkende med den kiksekage. Men jeg er blevet 1.000.000 gange bedre til at kigge på hvornår det er passende ansvar og hvornår det er overansvar.

Jeg skal ikke tage ansvar for andres menneskers lykke og liv – udover at jeg ikke bevidst skal forsøge at ødelægge det for nogen!

Hvis en veninde eller familiemedlem er trist, kan jeg forsøge at trøste og hjælpe med min mening – hvis jeg er blevet spurgt. Men hvis veninden sidder (med kiksekage i mundvigene) og råber at det også er min skyld det hele fordi jeg er forkert på den og den måde…hvis hun gør det, har jeg lært at det ikke er mit. Jeg kan ikke tage ansvaret på mig for folk som ikke selv ønsker at have det og handle på det.

Hvordan har jeg lært det? Ja, så er vi tilbage hvor vi startede: ved selvudviklingJ Jeg har pillet mig selv i navlen i 10 år og står stærkere end nogensinde. Men det er en jungle out there og jeg har lænet mig meget op af folk som jeg stolede på eller som tiltalte mig.

Hvis du skal have hjælp i form af en coach eller mentor, er det så vigtigt at du er selektiv, krævende og er bevidst om at DU tager ansvar for din udvikling og hvad DU vil. Hvis din hjælper er for emsig med at du skal tage ansvar for alt mulig andet, er det måske ikke der du skal lægge dine skillinger.

Summasummarum: Nej, det er ikke alene dit ansvar at det bliver en hvid jul og super hyggestemning i familien hele december. Det er heller ikke dit ansvar alene at alle har et sted at bo og at klimaforandringerne ikke bliver værre.

Men DIT liv er dit ansvar og det er rigeligt til at begynde med.