En gang kom jeg til at skrælle en banan for min da 3-årige søn

Han flejnede fuldkommen skråt fordi han ville have gjort det og nu kunne jeg jo ikke bare putte skrællen tilbage igen.

Jeg måtte stå igennem hans sorg over ikke at kunne skrælle den selv og hans frustration over at han synes jeg havde ødelagt det for ham

Det var jo ikke med vilje at jeg skrællede den, men heldigvis lige der afholdt jeg mig fra at forklare ham den 3-årige sagens rette sammenhæng…sidenhen er jeg faldet i mange gange med at voksen-forklare ting til mine børn

Børn skal jo opleve og lære at de ikke altid får deres vilje og at livet ikke kører 100% på deres præmisser.

De barske vilkår begynder så småt at gå op for dem i 2-3 års alderen hvor de opdager at mor/far slutter der og jeg først begynder her – vi er to adskilte individer.

Så skal de øve sig i hvordan grænserne mellem mor/far og barn er indrettet. Og de voksne skal huske på at de små børn øver sig med de midler de små børn har til rådighed og de midler er stadig begrænsede.

Deres små hoveder kan jo slet ikke, rent teknisk, overveje, reflektere, gennemtænke, prioritere og ”lytte til sund fornuft”. De er bare i deres føle-hjerne og agerer derefter, meget basalt.

Det føles ofte meget voldsomt på os forældre som jo er voksne og har lært ”at styre os” Nogle af os har endda lært det alt for godt.

Så vi styrer og kontrollerer os selv og prøver det samme med omverdenen. Og pludselig sidder der et barn og skriger fordi jeg har skrællet hans banan. Det er jo ikke noget at tude over, kunne den voksne synes. Men det er det for barnet.

For at barnet skal lære sig selv og sine følelser at kende, så han kan navigere i dem som ældre – ja, så må vi voksne kunne udholde det mens de øver sig.

Vi skal øve os i at kunne være i deres barnlige sorg over ikke at få sin vilje. Det er både irriterende og anstrengende og det er der hvor man mest har lyst til bare at klistre den bananskræl på igen eller give ham 50 bananer han kan sidde og skrælle.

Men Jesper Juul (afdød børnepsykolog) siger at børn godt kan tåle ikke at få det de gerne vil have. Men de kan ikke tåle at blive afvist i deres sorg over ikke at få det.

Giver det mening?

Vi forældre skal holde ud, holde fast og holde af mens de sørger – og det er den svære del – ikke sandt? Man får jo lyst til at løbe væk til Honolulu.

Hvis man har svært ved bare at sidde med gråden og frustrationen, kan man hjælpe barnet med at oversætte hans følelser, så han selv lærer at sætte ord på med tiden og ikke bare kun kan skrige. F.eks.: ”Hold da op Sten, du blev godt nok gal over at jeg skrællede bananen selvom du ville. Jeg kan godt se du er gal nu. Øv at du ikke fik gjort det – det skal jeg huske til næste gang”.

Og så trække vejret igennem det. Ikke snakke mere. Kun meget få ord. Ikke gå tilbage og prøve at fixe. Hold ud at være i hans frustration, gråd og måske vrede.

For hvis du kan rumme det, lærer han at rumme sig selv i stedet for at fortrænge en hel naturlig del af os, som skal være der: At vi bliver skidesure når vi ikke får hvad vi vil have.

Du vil også opleve, hvis du bare sidder med det, at barnets sure følelse oftest går hurtigere væk end hvis du prøver at fixe eller forklare eller sige ”Sikke noget pjat”

For hvis man bliver rummet, kommer man hurtigere igennem og ud på den anden side i stedet for at være ked af det, bliver lukket ned og få fortalt at ens følelser er forkerte.

Efterhånden som børn vokser op, bliver de bedre til at rumme at ting går imod dem, hvis vi forældre kan være der for dem.

Der kan ligge gamle sår hos os forældre som umuliggør denne fælles mor/far-barn proces. Så må vi voksne have modet til at kigge på det adskilt fordi ingen, hverken børn eller voksne har godt af at fornægte deres følelser.

Ansvaret ligger hos os forældre – altid

Tag lige en dyb indånding og tyg på den for det er et vildt stort ansvar vi frivilligt har pålagt os selv

Men vi skal håndtere dette ansvar solidt og med stoisk ro, så godt vi kan, for så får vi børn som kan håndtere verden