Jeg husker tydeligt den dag i 2005 hvor vi bragte vores første barn, en søn på bare 2 dage, hjem fra hospitalet. Så sad min mand og jeg der i sofaen med liften imellem og grinede lettere hysterisk til hinanden: Hvem henter en voksen?😅

For det er en overvældende følelse af ansvar der rammer dig når du bliver forælder…og den varer ved🥶

Jeg vil så gerne passe på ham og hans lillesøster, der kom 2 år senere og sørge for at de får det bedste og nemmeste liv i verden. Det vil alle forældre🥰

Så vi knokler på med at få det til at ske og lever med et åg af dårlig samvittighed fordi det aldrig går som præsten prædiker. Der kommer jo kriser, ungerne kvajer sig, de kommer ud for svære ting og tunge beslutninger. Uanset hvor meget umage vi forældre gør os, så er livet bare ikke altid en dans på roser. Det ved (de fleste) voksne godt om dem selv…det er bare så svært at rumme når det gælder ens børn😩

Så når krisen opstår, hvad enten barnet er 2 og i trodsalderen (eller selvstændighedsalderen som vi kalder det i dag😊)

Eller han er 15 og ikke forstår at vi ikke synes det er smart at drikke ølbong på en school night

Eller…fyld selv dine egne oplevelser på

Så går vi tit i selvsving og skal fixe det for dem. For så bliver det bedre for dem/de får det nemmere på sigt/de vil sætte pris på det med tiden.

Men hånden på hjertet🧐💓:

Når vi får trukket vejret og kigget en anden voksen i øjnene, så ved vi godt:

Det er for vores egen skyld vi primært gør det.

Det er fordi vi ikke selv kan holde det ud.

Det er fordi vi med vores vidunderlige fornuftige voksenperspektiv kan se alt muligt inde i fremtiden for vores børn om hvor galt det kan gå.

Det er der ikke noget forkert i. Det er helt normalt.

Men vi skal være bevidste om det og tale med en anden voksen, så vi ikke hælder alle disse voksen-bekymringer ud over vores børn i form af lange enetaler, regler, gode råd og forbud.

Vi voksne med børn skal blive bedre til bare at lytte til hinanden👂

Give hinanden plads til bare at lufte ud uden at fixe, give gode råd eller gøre de andre forældre forkerte🫶

Jeg synes stadig ansvaret er overvældende. Men dét der er overvældende i ansvaret er at ansvaret skal blive hos mig og jeg skal kunne sætte mine børn fri…(niveauet afstemt efter deres alder).

Min gave for at håndtere ansvaret fornuftigt og lade mine børn leve deres liv selv, er at de nu som store teenagere taler med mig og til mig om hverdagen. At de selv henvender sig om stort og småt. De giver ovenikøbet en krammer indimellem😍.

De har mod på livet, selvstændige drømme og håb, og ved hvem de selv er🤩

Det kan godt betale sig for en forælder at lade børnene leve deres eget liv selvom det kan føles angstprovokerende til tider😱❤️‍🩹🫣💝