De største glæder og de største sorger i livet har vi oftest ingen kontrol over.

Liv og død, kærlighed og tab.

Det er skræmmende, men der er ikke en pind vi kan gøre ved det.

Så vi kan vælge en af to veje:

1. Jeg kan ikke udholde tanken om at jeg ikke kan kontrollere mit liv 100%, så jeg lukker ned for oplevelser, som er udenfor min kontrol.

2. Jeg trækker vejret dybt og tager hovedspring fra livets 100 meter vippe med både sorg og glæde, tab og gevinst, kontroltab og flow

Når vi lukker ned for ting og oplevelser vi ikke kan kontrollere, er det for at passe på os selv.

Fordi vi måske engang er blevet såret, forladt eller skuffet.

Vi fjerner os fra oplevelser, som er usikre og beror på andre menneskers meninger og handlinger – for eksempel kærlighed.

Vi fortæller os selv at vi ikke har brug for nogen.

At vi har nok i os selv og evt. nogle få venner, som vi også kan holde på behørig afstand.

Venner er nemlig også kærlighed mellem mennesker. Venner kan også såre dig, forlade dig og svigte dig.

Så du holder også dem i armslængde.

Betror dig ikke til nogen om hvad der ægte rør sig i dig…mest fordi du undlader at mærke efter selv.

Du holder dig på overfladen med alle mennesker, så du ikke risikerer sorgen over at de måske svigter dig eller forlader dig.

Vi fortæller os selv at vi er stærke, selvstændige og uafhængige. Det er mennesker i den kategori helt sikkert også.

Mange af dem er desværre også ensomme og alene.

Mange af dem oplever ikke megen glæde i livet fordi de er så bange for at skulle opleve den anden side af mønten: Sorgen.

De er bange for at miste kontrollen fordi det jo betyder at ALT kan ske. Så de lever hellere i en sfære hvor de kan kontrollere alt.

En sfære, hvor man kan kontrollere alt, er en utrolig begrænset og kedelig sfære.

Så vi må gå planken ud.

Vi må LEVE, elske, miste, glædes, sørge, grine, græde, spilde vores tid, vinde i livets lotto og tabe i det store binko – alt på en og samme kaotiske, rodede ukontrollerede måde som livet nu engang er.

Jeg mistede en rigtig god ven alt for tidligt for et år siden. Jeg er stadig møgked af det, men jeg tænker tit på ham.

Jeg glædes over det vi havde sammen og jeg græder over at han ikke er mere – nogle gange gør jeg det nærmest på en og samme tid.

Og så tænker jeg at han valgte dør nr. 2 – han levede livet, han fejlede og han havde succes, han fandt kærligheden flere gange og han mistede den også. Men han var sig selv helt ind til benet og det mærkede man tydeligt når man var sammen med ham.

Han gik planken ud og jeg har oplevet at alle uden undtagelse taler om hvor godt et menneske han var. Fordi han ikke holdt sig tilbage, fordi han var den han var overfor sig selv og alle andre – også når han havde det skidt.

På den måde var han en vidunderlig berigelse i vores liv og jeg vil ikke være det foruden selvom det stadig gør ondt.

Vi er nødt til at gå planken ud fordi alternativet: “At kontrollere alt i en lille lukket osteklokke” på ingen måde er meningen med livet.

Dare to live, until the very last

Dare to live, forget about the past

Dare to live, giving something of yourself to others

(Sang af Pausini/Bocelli)