Du kommer til at gøre dit barn ked af det. Der er ingen vej udenom.
Forfærdeligt ikke?
Men ikke desto mindre en uundgåelig del af livet. Vi vil så gerne være perfekte forældre som altid sørger godt for vores børn. Vi vil hellere dø end skade dem.
Og så kommer vi alligevel til at gøre dem kede af det.
Det er de små ting – eller de ”små” ting i voksenperspektivet. Som når du åbner døren når I skal gå og du ellers havde lovet at Albert på 3 måtte gøre det.
Når Katrine ikke må blive oppe og se julekalender nr. 3 kl. 20 når resten af hele verden (i børnehaven) må.
Når vi skal hjem fra Tivoli, selvom Karl lige gerne vil have en tur mere i Dæmonen.
Når Simone ikke må gå den den fest resten af Danmark (der bor i Rødovre) skal til.
Så bliver de kede af det og det er os der har bragt det i stand.
Skulle/kunne vi have handlet anderledes? Nogle gange. Men oftest er det vejen vi forældre må gå og så bliver de kede af det fordi de ikke får hvad de vil have.
Så er der de store situationer hvor børn – og voksne – bliver kede af det.
Når nogle tæt på bliver alvorligt syge eller man mister.
Når ens forældre skal skilles.
Så bliver børn kede af det og igen kunne vi forældre ikke have handlet anderledes. Sygdom forekommer – selvom det er det mest uretfærdige i verden. Man skal ikke blive sammen for at undgå at gøre nogen kede af det, så gør man bare sig selv og hinanden mere kede af det.
Begge slags situationer – de store og de små – kræver samme svar fra forældre:
Du skal turde være i barnets sorg.
Det er svært. Det er hårdt. Det er livsnødvendigt.
Hvis du ikke kan holde ud at barnet er ked af det og med djævlens vold og magt taler udenom, begraver, fornægter eller direkte bede barnet om ”at holde op med at skabe sig”, lærer du kun barnet 1 ting:
Mine følelser er forkerte og skal pakkes væk.
Jeg ved godt det kan være voldsomt.
Jeg ved godt at sorg fra børn kan blive udtrykt meget – for voksne – voldsomt. Det er det de har at rutte med. De har ikke hjerner som 30-årige og dermed mulighed for at kontrollere deres følelser så godt (eller skidt?) som voksne. Det er et hjerne-teknisk faktum og ikke til diskussion. Det handler altså ikke om at børn er blødsødne og bare skal tage sig sammen.
Det handler om at børn, mens de er børn, skal lære deres følelser at kende. De skal lære sig selv at kende. Når de siger goddag til følelser, gode, dårlige, små og store, så kan de lære at navigere i dem.
Hvis de bliver lukket ned og bevidst fortrængt af de voksne de elsker højt, ligger de i en sort sæk på ryggen og tynger barnet ned. Følelserne holder ikke op med at komme op og være der, men de er indestængte og undertrykte.
Undertrykte og indestængte følelser er ikke godt for nogen. Hverken dem der har dem eller dem der bliver modtager af dem.
Så vi skal kunne være der for barnet i sorgen.
Også den lille sorg som skal tages alvorligt selvom vi voksne synes det er noget pjat.
Børn kan godt tåle ikke at få det de gerne vil have, men de kan ikke tåle at blive underkendt i deres følelser om det.
Så vær med dem i sorgen over de små ting og styr din egen irritation over hvor lille bitte en ting det og ”bestemt ikke noget at hidse sig op over”. Bare vær der. Ikke fixe, ikke belære, ikke få til at gå væk.
Jeg lover: Hvis du er der med det der er, går det hurtigere over end hvis du aktivt prøver at fjerne sorgen hos barnet. Lad barnet selv undersøge sorgen og sig selv.
De store ting er meget sværere fordi vi oftest selv er meget berørt og derfor ikke kan udholde at barnet også er ked af det. Men vi må bare huske os selv på at barnets følelser jo ikke skal underkendes fordi du er ked af at du skal skilles og ikke orker mere drama.
Du skal være der for barnet og for at du kan være det skal du have styr på dig selv.
Du skal tale med andre om din sorg eller vrede, så du kan få den bearbejdet. Det har alle der oplever livskriser, som skilsmisser, sygdom eller død brug for.
Hvis du stadig ikke kan være der for barnet fordi det simpelthen er for svært, må du få hjælp fra et familiemedlem eller ven som kan. Og du skal undgå at prøve at fixe barnet imens.
Man skal ikke ”lige gi’ et lille smil til sin mor” hvis man er ked af at ens mor og far skal skilles.
Man skal ikke være glad for at man trods alt har en god veninde over i skolen når farmor er syg.
Man må godt have lov bare at være skideked af det.
Børn er sjældent i sorg så længe som voksne. Så lad dem have det som de har det, så slipper du hurtigere ud af pinen. Det er helt sikkert.
Lukker du dit barn ned, varer det ved og det kommer ud mellem sidebenene på en uhensigtsmæssig måde.
Det er faktisk ret fint: At vores børn fortæller os at vi alle skal være bedre i kontakt med os selv og vores følelser.
Husk det er lige så normalt at være vred som glad, ked af det som fornøjet.
Tør du blive siddende i det uden at fixe eller fortrænge?