I dag skulle jeg have løbet HC Andersen halvmaraton i Odense. I stedet løber jeg et par kilometer i skoven og laver lektier med mine børn. Lægen sagde jeg ikke skulle udsætte min krop for så meget træning som det kræver for at nå op på 21 kilometer i benene.
Det var noget af en nedtur. Jeg havde hyret en træner til at hjælpe mig igennem – har i øvrigt 10 klip til gode hvis nogen mangler en dygtig løbetræner!
Jeg var topmotiveret og kæmpede mig igennem træningen selvom jeg godt kunne mærke det var temmelig hårdt. Efter nogle uger begyndte jeg at få ondt. Ikke sådan bare øm i benene efter hård intervaltræning, men ondt i kroppen. Så jeg gik til lægen.
Det havde jeg nok ikke behøvet for jeg vidste nok godt hvad hun ville sige. Måske havde jeg bare brug for at en anden end mig selv sagde stop for projektet.
Det gjorde hun utvetydigt: ”Du skal ikke løbe over 3-4 k – det kan din krop ikke holde til med al den sygdom og medicin der er i den. Men det er vigtigt du træner og holder din krop i gang og så stærk som muligt. Du skal løbe et par gange om ugen 2-4 k hvis det er den cardio du foretrækker og så styrketræne et par gange om ugen”.
Bum
Jeg tror aldrig jeg kommer helt i mål med at acceptere at min krop ikke kan det jeg gerne vil. Jeg er blevet meget bedre end dengang jeg i 2010 måtte sige mit job op og nærmest tudede uafbrudt de første 3 måneder.
Jeg bliver stadig ked af at jeg ikke kan så meget fysisk med mine børn og mand – eller være så længe oppe – uden at blive træt, men jeg bliver bedre og bedre til at se hvad jeg så giver dem i stedet for.
Så nu skal jeg ”bare” træne for at holde mig i form – altså ikke noget fysisk mål som at løbe 5 k på under x magiske minutter eller kunne dødløfte mange kilo. Det er svært synes jeg.
Det er svært fordi jeg umiddelbart er bedre til håndgribelige mål og i min situation giver det ingen mening.
Så jeg øver mig i kvalitative resultater og mål. Her er et par af mine eksempler:
at føle (selv)tilfredshed med at jeg har trænet,
at føle mig godt tilpas i min krop,
at føle mig så stærk som muligt, at føle at jeg gør hvad jeg kan for at optimere mit helbred,
at vise mine børn at det ikke duer bare at give op, sætte sig ned og drukne sig i ostepops hvor fristende det end lyder.
Jeg er vildt misundelig på dem der tørner ud på turen i dag i Odense – men jeg ønsker dem verdens bedste tur desuagtet, især Trine Holm-Larsen
God søndag hvor du end tilbringer den
