Hvem rækker du ud efter når du er glad og har brug for at prale lidt med succes i dit liv?
Hvem rækker du ud efter når du er ked af det og har brug for omsorg?

Det kan være nemt og du ved lige præcis hvem der vil glæde sig på dine vegne og flage hele dagen – kun for dig.

Det kan være ligetil at tude i telefonen og få præcis den empati man har brug for – den ghostbuster der skal til for at jage det hele på afstand for en stund…eller måske oveni købet for evigt.

Men mange mennesker – mig selv inklusive – kan godt kæmpe lidt med at vælge de rigtige til jobbet.

Nogen gange får vi ringet til den forkerte og havner i en situation hvor modparten slet ikke kan se det fantastiske i din oplevelse eller tage del i din glæde. Nogen gange er den anden måske mere misundelig på dig end glad på dine vegne. Nogen gange er den du betror dig til bare ikke en person som viser glæde så tydeligt som du kunne ønske det.

Nogen gange prøver vi at græde ud ved en skulder hos en som ikke er interesseret i at blive belemret med dine problemer. Det kan der være mange grunde til: Måske er personen ikke specielt interesseret i dig. Måske er personen ikke en der bryder sig om emotionelle udbrud – hverken gode eller dårlige. Måske kan personen dårligt overskue sit eget liv – og da slet ikke at skulle have energi til at trøste en anden en sig selv.

Der kan være mange grunde til at vi ikke får den modtagelse vi ønsker og mange af dem kan ligge hos den anden og er dermed ofte uforståeligt fremmed land for os selv.

Her er det så vi lige trykker pause og trækker vejret.
For den lette løsning – den der står i en fin 2 minutters blog i Alt For Dullerne – er: Vær omhyggelig med hvem du betror dig til. Vælg kun dem du stoler på vil dig det godt.
Og så er den ged barberet.

Eller er den?

Er jeg den eneste i verden som gang på gang på gang betror mig til mennesker som jeg inderst inde godt ved ikke kan gøre det som jeg har brug for?

Er jeg den eneste på kloden som gang på gang lægger hovedet i nærheden af den skulder jeg ønsker at græde ud ved for så kun at få hold i nakken fordi den anden uden varsel trækker sig væk?

Er jeg den eneste på planeten som altid bringer mig selv hjertesorg ved at kontakte den anden i håb om at møde forståelse og kærlighed for så at blive ignoreret eller overhørt?

Nej, jeg VED jeg ikke er den eneste.

Og jeg ved det er dumt – og alligevel gør jeg det igen og igen.

Men den sidste tid har noget alligevel ændret sig for jeg er blevet bedre til at styre udenom det jeg på forhånd ved bliver en følelsesmæssig katastrofe for mig. Jeg er blevet bedre til at vende mig mod dem som har mod, energi, lyst og kærlighed nok til at være der for mig.

Men det kræver mere end en blog i et dameblad.

Der kræver først og fremmest sorgarbejde.

At indse at der er nogle mennesker som jeg vildt gerne vil have al mulig sympati, omsorg, kærlighed og flagdage fra – og de er ikke i stand til at give mig det. Ikke fordi de er onde. De er dem de er. De har bare ikke muligheden for at give mig det jeg har brug uanset hvor brændende jeg end ønsker mig det.

Det gør naller at indse og acceptere. Det kræver – for mig – at der er nogen der kan hjælpe mig igennem den proces.

At finde de rette flagbærere eller ghostbusters kræver mod. Ret meget mod. Mod til at indrømme jeg er sårbar når jeg vender mig til et menneske og beder om emotionel støtte eller konfetti.
Tænk hvis de misbrugte min tillid og ærlighed. Tænk hvis de vendte sig imod mig og ikke kunne lide mig når jeg er sådan. Tænk hvis de bare ikke orkede mine følelser.

Men jeg har opdaget at føles meget værre og meget mere ensomt at være lukket og ikke række ud. For mig er det risikoen værd.

Jeg har fundet flere flagbærere og ghostbusters i små skjulte afkroge som jeg er glad for at jeg udforskede.

Jeg har fundet mennesker som synes jeg er værd at fejre – ligesom jeg er. Som den skønne modige Taylor Swift siger det: ”Supporting another’s success won’t ever dampen yours”

Jeg har også måttet give slip på nogen som ikke havde muligheden for at holder af mig når det gjaldt og det gør ondt. Men det gør endnu mere ondt at blive ved med at tigge om omsorg fra en som ikke kan give det.

Men jeg har fundet flere end jeg har givet slip på.

Så værn om dig selv, øv dig i at hive modet frem til at bede om omsorg, sørg når du må give slip på noget du så inderligt ønskede dig –

Og hyld så alle dine flagbærere og ghostbusters??️?