Når egenkærligheden tager kontrollen

Jeg så en lille pige på ca. 4 år stå med sin mor. Jeg stod lidt væk og kunne betragte dem som gennem et videokamera.

Pigen kiggede op på moren som fortalte et eller andet. Moren gestikulerede og ville tydeligvis have pigen til at gøre et eller andet. Pigen kiggede på sin mor med øjne der tydeligt fortalte at hun ikke forstod hvad moren ville have hende til, men datteren brokkede sig ikke. Hun stod bare helt stille og kiggede på sin mor med sine store undrende øjne. Så gik hun forsøgsvis nogle skridt men det var tydeligvis ikke det moren ville have, så moren rettede fysisk på pigen så hun gjorde det moren ville have. Pigens udtryk i øjnene tolkede jeg som ”jeg forstår stadig ikke hvad det er du vil have af mig, men jeg prøver mit bedste” og hun prøvede at gøre det moren ville have, men moren rettede stadig på hende. Pludselig tog pigen fat i morens hånd som ellers havde været plantet på barnets skulder til at dirigere. Pigen hoppede af sted i gadedrengehop som hun åbenlyst synes var meget sjovere end det moren havde gang i. Moren ville ikke med og irettesatte barnet. Pigen slog øjnene ned og stod stille. Så begyndte moren forfra med det hun synes barnet skulle gøre. Jeg vendte mig væk med ondt i hjertet.

Vi har alle en narcissistisk side af os selv – vi skal have det for at kunne elske os selv og passe på os selv – sund narcissisme.

Der hvor det går galt er når egenkærligheden tager kontrollen. Hvor alle andre skal indrette sig efter narcissisten og tilpasse sig ham/hende og hans/hendes behov.

Folk omkring narcissisten vil ofte strække sig langt, som pigen ovenfor, for at blive elsket af narcissisten. Børn vil gå rigtig rigtig langt – nogen gange alt for langt.

Først som voksne – hvis de er heldige – opdager de hvor langt de er vant til at gå for at opnå kærlighed fra folk som ikke er i stand til at give det.

Vi skal passe på de børn som vokser op uden at have lov til at have behov for hvis de gør synes den narcissistiske forælder at barnet er besværlig og forkert. Og vi skal hjælpe de voksne børn som har årtiers sår på sjælen.

Jeg skal i hvert fald huske at kigge datter i øjnene og sikre mig at vi forstår hinanden – og hendes behov, drømme, ønsker og håb. Sammen kan vi så beslutte om vi skal lave gadedrengehop den dag (som jeg bedst kan lide) eller om vi gå i takt og lave chasse (som hun bedst kan lide).

PS: Jeg tror behovene på billedet er essentielle for både børn og voksne