Sygeplejersken – eller hvem hun nu var – fortalte mens Charlotte drak sin kakao. Ahh, det var godt nok lang tid siden hun havde fået så lækker varm kakao. Det eneste kakao hun fik i øjeblikket var en kold Mathilde sammen med en banan ovenpå en hård svømmetur i Kildeskovshallen.

”Ja, det var jo mig der fandt dig på dit kontor efter du var faldet. Du kom til bevidsthed ret hurtigt heldigvis, men du blev ved med at snakke om julebal i nisseland og derfor var jeg bekymret for om du var ny og ikke kunne finde hjem. Så jeg tog dig med hjem i min kane. Klaus’ sekretær, Grethe, kunne jo med det samme se at du ikke var herfra, men rigtigt menneske, så vi lod dig blive i mit gæsteværelse indtil videre så du ikke skulle udsættes for endnu en lang kanetur”.

Charlotte var flad af grin og det gjorde ondt i siden at grine, måske havde hun bøjet nogle ribben.

”Det er vildt sjovt det her – er det fordi 3.sal har besluttet at lave fis med mig fordi jeg ikke ville med til fyraftensgløgg?”

Sygeplejersken kiggede på lægen og han svarede med sin helt utrolig dybe stemme: ”Måske er det nemmest at forstå hvis hun kigger ud af vinduet”.

Sygeplejersken hjalp hende op og stå og hun fik et par lækre morgensko på med noget helt vildt blødt skind, som aede hendes fødder. Hun kiggede ned af sig selv og måtte konstatere at der ikke var noget galt med hospitalstøjet heller, for det var en ok natkjole hun havde fået på. Hun var lidt svimmel og støttede sig til sygeplejersken de få skridt hen til vinduet. Der hvilede hun hænderne i vindueskarmen og kiggede ud på det hun regnede med ville være Kildegårdsvej eller Niels Andersens Vej.

Hvis det var Kildegårdsvej, havde Lars Løkke etableret et nisseministerium, mens hun havde leget Arianna Huffington. Der var også en ting om klimaforandringer hun lige skulle tale med ham Jarnvig om for der var sne overalt. Masser af sne. Men ikke gråsort storbysjask sne. Næh det var kridhvid, glitrende puddersne i metervis. Det lå på tagene og det lå, helt lige skovlet, i nydelige bunker der adskilte fortov fra vej. På vejene kørte snescootere i roligt tempo og holdt pænt tilbage for – ja, Charlotte gned sine øjne som et 4 årig juleaftensdag ved synet af alle gaverne – der var sgu rensdyr der trak kaner.

Hun kunne ikke se så meget af menneskene, der bevægede sig rundt for de var alle pakket godt ind for det var koldt derude. Men nissehuerne kunne hun sagtens se. Huer i alle former, størrelser og farver – alt fra kæmpe glimmerkvaste til en lille kvast, der skinnede som stjernen på toppen af juletræet. Charlotte bemærkede at nissehuernes kvast ikke alle skinnede lige meget og nogle flakkede også lidt som om de manglede batteri.

Hun kiggede over på den anden side af vejen og så et posthus, bortset fra at logoet havde fået nissehue på i stedet for krone.

Hun vendte sig om mod de to, hun indtil nu havde taget for at være sygeplejerske og læge.

”Hvor fanden er jeg henne? Og hvordan kommer jeg hjem?”

”Velkommen til Stråleglans, nissernes hovedstad og julemandens hjem” sagde manden der indtil nu havde været læge. Charlotte besvimede igen, men denne gang greb sygeplejersken hende og bar hende hen i sengen igen.