Charlotte kunne høre nogle snakke stille omkring hende, men inden hun fik tænkt videre, blev hendes hoved ramt af en skærende smerte indefra som gik fra tinding til tinding. Hun holdt øjnene lukkede og prøvede at trække vejret i det mindste.

”Hov, rørte hun ikke lidt på sig” sagde en stemme og hun hørte nogle skridt komme nærmere. Hun orkede bare ikke at åbne øjnene.

En blid hånd lagde sig på hendes bryst ovenpå en dyne, hun havde på. Hun kunne mærke det varmede dejligt gennem dynen. ”

’En sygeplejerske med healing hænder’ fnisede hun i sit hoved – ’hvor heldig er jeg lige?’

Hun åbnede det ene øje halvt på klem og så en hvid stue og to mennesker stå og kigge ned på hende. Det så ved gud ud som om ene var klædt ud som julemanden. Hovedet smertede altovervældende og hun lukkede øjet igen og faldt hen.

”Charlotte, prøv lige at åbne øjnene og kigge her”. En blid stemme kaldte på hende og hun åbnede modvilligt øjnene. Hun var bange for at hovedpinen ville komme igen. Den blide stemme holdt hænderne om hendes hoved og det varmede dejligt. ’Min healing sygeplejerske’ smilede Charlotte ved sig selv og åbnede øjnene.

En kvinde på hendes egen alder kiggede hende lige ind i øjnene, men Charlotte blev ikke forskrækket, kun beroliget. Kvinden lignede Mia Lyhne på en prik inklusive det skønne glimt i øjet og kiggede undersøgende på Charlotte, mens hun holdt hænderne om hendes hoved.

”Gør det stadig ondt i hovedet?” spurgte sygeplejersken

Charlotte undrede sig lidt over hvor pokker sygeplejersken viste fra at hun havde ondt i hovedet, men da hun mærkede efter, var den stilnet af og så var det jo ligegyldigt hvordan diagnosen var blevet stillet.

”Nej, det er bedre nu. Tak. ” Charlotte vågnede lidt mere op ”Er jeg på Gentofte? Hvem har bragt mig på hospitalet?”

Sygeplejersken smilede og sagde: ”Det var mig der fandt dig. Nu skal jeg hente en der kan hjælpe med at forklare hvordan du er havnet her”

Charlotte synes det var vældig serviceminded at de sådan kunne hidkalde lægen med det samme. Hun troede ellers at lægerne aldrig havde tid og man skulle vente med at blive tilset af dem i timevis. Hun rynkede panden ”

’Hm, var det fordi der var noget alvorligt galt med hende siden lægen kom med det samme?’ Hovedpinen sneg sig lidt tilbage ved tanken og hun lukkede øjnene igen.

”Charlotte?” en dyb mandestemme kaldte hende tilbage til virkeligheden. Hun slog øjnene op og så lægen stå ved hendes side. Hold op, det var ikke end drøm: Han var sgu klædt ud som julemanden. ”Det er da dejligt med julestemningen her på hospitalet, men er det ikke at gøre lige lovlig meget ud af det, hr. Julemand?” Charlotte smilede skævt og følte sig lidt mere ovenpå.

Lægen kiggede på sygeplejersken og sagde ”Trækker du ikke lige gardinet fra?”

Sygeplejersken gik hen til vinduet og Charlotte lagde først nu mærke til hvordan der så ud på hendes stue. Det lignede faktisk mere et gæsteværelse end en hospitalsstue. Faktisk, tænkte Charlotte og spærrede øjnene op, så lignede det et gæsteværelse hjemme hos julemanden. Der var gran og guirlander, snelandskab med kælkebakke på kaminhylden og ved gud i himlen en sok hængende ned over ildstedet. Hun kneb øjnene sammen og stillede skarpt på sokken, jovist der stod ”Charlotte” langs siden af den grønne julesok. Charlotte besvimede.

”Charlotte?” hun hørte lægen kalde på hende igen. Lægen eller hvem pokker han nu var. Hvor søren var hun og hvem var de mennesker?

Hun åbnede øjnene og duftede varm kakao. Sygeplejersken – hvis hun da var det – stod med et dampende krus og rakte det hen imod hende.

”Her, sæt dig op og drik lidt, så kan vi fortælle imens – forhåbentlig uden at du besvimer mere”