”Juletur til NYC?” stod der i Charlotte kalender da hun åbnede den på sin telefon og kiggede på dagen i dag. Hun havde tilkæmpet sig en plads i B-toget på vej ind til byen og sad nu og kiggede på dagens program.

Suk, hvem der bare skulle til Manhattan og kigge på juleudstilling i Macy’s, stå på skøjter ved Rockefeller og spise på Rooftop i Meatpacking district. Hun tænkte lidt over hvornår hun mon havde noteret det i sin kalender…åh ja, det var for et års tid siden, hvor hun sad og følte sig presset fordi hun ikke havde styr på juleforberedelserne, som de andre, der likede alle mulige julemarkeder i Hamburg og julepynt-outlets i Ringsted. I år var det ikke noget problem for Jesper var det seneste år gået nærmest i frø…det var i hvert fald blevet lige lovlig bohemeagtigt med ham på deltid og hjemmebag. Men hey, så skulle hun da i det mindste ikke tænke på at hente og bringe nu hvor Jesper havde nægtet at ansætte ny au pair efter den sidstes kontrakt udløb i sommer. Hun kunne få lov at arbejde og udleve sine drømme som blandt andet indeholdt et ironman i Barcelona til maj næste år.

Siden hendes 40 års fødselsdag i februar, hvor hun havde taget sit liv op til revision og besluttet sig for at tingene på hendes bucket list skulle have dato på, havde hun virkelig opnået meget allerede. Det var godt nok noget hårdt med al den træning, men hun kunne klare det – hun var jo ikke gammel og svag. Det handlede om at få det planlagt, så det passede med hendes arbejde og så lige at være sammen med børnene. De så godt nok ikke så mange venner fordi Charlotte var så træt i weekenden, men lidt veninde-cafe-hygge blev det da til indimellem.

Det værste var nok egentlig manglen på søvn. Mellem arbejde, børn og træning fik hun ikke meget mere end 4-5 timer hver nat, men hvis præsidenter kunne klare sig med det, kunne hun vel også. Det hjalp også med de melatonin piller hun havde fået anbefalet. Nåh ja, anbefalet og anbefalet – det var jo fordi Ottos mor havde fortalt at hendes dreng fik dem for at sove om natten fordi han som autist havde svært ved at falde i søvn.

Men udover lidt træthed (og lidt hovedpine og lidt svimmelhed som synes at have taget til de sidste par uger) havde det været et fedt år. Arbejdsmæssigt især men også fordi det endelig var lykkedes hende at trænge igennem til sine forældre. Endelig havde de fået øjnene op for at hun var mindst lige så succesfuld som hendes storebror. Hendes far spurgte ofte til hendes job nu når de spiste middag hos dem og hendes mor havde overlevet at Jesper gik ned i tid, når det nu gav mulighed for at Charlotte kunne gi’ den gas. Hun glædede sig til juleaften hvor de skulle været værter for hele hendes og Jespers familie. Hun havde godt nok ikke meget tid til juleri i år, men det manglede da også bare at Jesper tog tjansen når nu hun tjente til Barolo’en.

Hun kiggede rundt på de andre i toget og smilte for sig selv. De skulle bare vide, hvilken badass de delte kupé med.

9 timer senere kl. 17.30 var der ikke meget badass over Charlotte som hun sad ved Mac ‘en og prøvede at få de sidste mails skippet af sted inden fyraften. Eller rettere inden hun tog hjem til Søllerød for så at genoptage arbejdet når børnene var lagt. Hun var mere træt end sædvanlig synes hun. Jeg må få læst den bog af Arianna Huffington. Huffington var et af hendes idoler: Hun skabte sit eget medie imperium og solgte det for svimlende summer, men dog nåede at kollapse og knalde hovedet i skrivebordet en aften hun arbejdede sent. Da ændrede Huffington stil og begyndte blandt andet at sove mere og det handlede hendes bog ”The Sleep Revolution” selvfølgelig om.

Måske kunne hun læse lidt i toget hjem, tænkte Charlotte. Karsten stak hovedet ind og rullede lidt med øjnene: ”Charlotte, alle har taget nissehuen på – kom nu med ned og få lidt gløgg”. Charlotte smilede: ”Nej tak du, kernefamilien kalder med Netflix og julefredagsslik – gud bedre det”. ”Suit yourself” Karsten løftede på huen og væk var han sammen med resten af 3.sal.

Hun kiggede ud af vinduet på juletræer med lyskæder på og røde oplyste hjerter, der hang hen over gaden. Et eller andet sted kunne hun høre ”Last Christmas” tone.

”Pling” og en sms tikkede ind. Det var hendes Anton på 7 år, der (med stavehjælp fra storebror sikkert) spurgte, hvornår hun kom hjem. Suk! I et kort vanvids-blødt øjeblik havde hun lovet at de skulle tyvstarte julemåneden i dag og spise risengrød og se ”Tror du på julemanden”.

Puh, hun fik helt kvalme ved tanken om risengrød. Og hun gad da slet ikke bruge sin fredag aften på at se en film om nisseland og julemandens værksted og pladder idyl. Og dog: Hvis man bare kunne være nissepige der i december – for i nisseland kørte alt jo på skinner og så slap man for julestress oveni herhjemme.

”Pling” sagde det igen og hun tjekkede irriteret sin telefon. Dobbelt suk, det var fra Stinna, hendes svigerinde, som lige ville høre hvad Charlotte synes om voksengaver juleaften. ’Julegaver – vi har jo ikke engang passeret 1. december’ skreg Charlotte indeni.

Hun kunne mærke at kvalmen og trætheden tog til. Hun måtte nok hellere pakke sammen og komme ud og få lidt luft. Gåturen til Nørreport ville gøre hende godt.

Hun smækkede Mac ‘en i, lagde den i sin taske, skubbede stolen tilbage og rejste sig op. Der stod hun så og vaklede på sine 10 cm Louboutinhæle og blev mere og mere svimmel, men hun hørte musikken i det fjerne skifte til ”Julebal i nisseland”. Charlotte stønnede og spredte armene ud som for at stabilisere sig, men det virkede ikke.  ”Bare jeg ikke slår hovedet som Huffington” nåede hun lige at tænke inden det sortnede for hendes øjne.