’Jeg har virkelig slået hovedet’ lå Charlotte og tænkte ved sig selv mens hun holdt øjnene helt lukkede. Hun magtede ikke at tale med de to som stod ved hendes seng. De to som snakkede om nisser og den ene som var klædt som julemand. Det var som om hun var trådt ind i et psykedelisk eventyr. ’Hvordan fik hun vækket sig selv?’ spekulerede hun på.
”Charlotte?” sygeplejerskens stemme lød lige ved siden af. ’Hun var jo egentlig sød nok og hendes hænder var magiske’ så meget vidste Charlotte da i hvert fald. Måske kunne det kun hjælpe at spille med på deres leg og på den måde finde ud af hvordan søren hun kom retur til kontoret og derfra hjem til risengrøden.
Hun åbnede øjnene og satte sig op ”Kan jeg få en kop kakao mere og en sandwich for jeg er virkelig sulten? Så kan I fortælle mens jeg spiser.”
”Jeg henter noget mad og drikke til dig. Klaus er ude på et lille ærinde, men jeg kan fortælle imens vi venter på ham” Sygeplejersken gik ud af værelset og Charlotte kiggede sig mere grundigt om i værelset. Her var faktisk virkelig hyggeligt indrettet. Jesper ville elske stilen som var med hyggepuder und alles – ikke den minimalistiske stil Charlotte foretrak i deres hjem.
”Her er mad og drikke” sygeplejersken kom tilbage med en rød-hvid dekoreret bakke med en mere kakao og det der viste sig at være en lækker flæskestegssandwich. Charlotte spiste godt nok ikke normalt så fedt kød eller hvedemelsboller, men det gik nok tænkte hun så længe hun befandt sig i denne skøre drøm.
”Jeg hedder Maria og det er mit hus, du er i” Sygeplejersken satte sig i stolen ved siden af Charlottes seng.
”Jeg er rejsenisse med speciale i Nordeuropa og pebermøer. Det er mit job at hjælpe de enlige kvinder som er alene uden nogen at fejre jul med. Jeg var på 3.sal den aften du faldt, for at studere en pebermø ved navn Berit. Måske kender du hende? Hun er sekretær”
Charlotte vidste godt hvem Berit var. Den mest kedelige lille grå mus af en sekretær. Charlotte anede ikke at Berit var pebermø. Charlotte anede faktisk intet om Berit og havde aldrig følt sig motiveret til at lære hende at kende – hun var usigelig kedelig.
”Ja, jeg ved hvem hun er”
”Berit mistede i en ung alder sin kæreste og deres fælles barn i en trafikulykke og hun har haft svært ved at komme videre. Hendes familie er ikke nogen støtte. Derfor skal jeg se om jeg kan hjælpe hende i år så hun ender med at have et sted at holde jul”.
’Av’ den sved lidt på Charlotte som måtte erkende at hun nok havde dømt Berit uden at kende hendes historie. ’Men alle andre på kontoret er jo ligedan over Berit’ forsvarede Charlotte sig med uden at sige det højt.
”Ok, så du er nordeuropæisk pebermø ekspert. Hvad er der ellers af nisser?” Charlotte kunne ikke lade være med at grine og det gjorde stadig ondt i højre side, så hun stoppede hurtigt igen.
”Ja, der er jo mange forskellige jobs. Både her i landet og i menneskenes verden. Naturligvis bor der flest her hovedstaden Stråleglans, men der er også nisser som foretrækker at bo ude på landet. Du skal nok komme til at møde andre end mig så længe du er her”
”Så længe jeg er her – hvad mener du med >så længe<?”
Maria smilede lidt forkrampet ”Jaaaaa, nu er det nok bedst jeg lige gå ud og ser om Klaus er kommet tilbage”
Maria småløb ud af værelset og kom tilbage med lægen/julemanden.
Manden satte sig i stolen Maria havde forladt og kiggede på Charlotte. Så talte han med sin dybe stemme:
”Kære Charlotte, for at starte med starten: Jeg hedder Klaus og jeg er julemanden. Du er i øjeblikket i Marias hus for at restituere og her skal du blive lidt tid.
Jeg har fået rapporteringer tilbage fra vores rejsenisser i København om at utrolig mange mennesker har brug for nisse-jule-hjælp i år fordi alle er så stressede. Vi har derfor måttet indsætte flere rejsenisser end sædvanligt. Nisser som normalt har jobs her i Stråleglans. Maria er også nødt til at rejse mere end hun plejer i december, så jeg har brug for at du dækker hendes opgaver mens du kommer dig over dit fald. Marias hus er dit hus så længe du bor her og I kan nok komme overens når hun er hjemme til advent”
Hvis der var noget Charlotte havde lært af de første 40 år af hendes liv, var det at man ikke kan springe langsomt. Man kan tage utrolig lange tilløb, men selve springet er at kaste sig ud i tingene hurtigt og med dødsforagt. ’Jeg kan blive i denne seng og forsøge at bliver klogere på det hele’ tænkte Charlotte ved sig selv ’eller også kan jeg springe ud i det og se hvor det ender. Det lader jo ikke til de vil mig noget ondt. Det hele er også for sindssygt til at jeg ikke kan undgå at være hamrende nysgerrig på hele setuppet’
”OK” sagde Charlotte ”jeg er med på den. Fortæl mig lidt om mit nye job”