”Har du egentlig talt med din mand eller børn siden du vågnede i mit gæsteværelse?” Maria spurgte Charlotte mens de gik fra torvet hen imod kontoret efter dagens ord var blevet udtrukket.

”Næh, jeg har bare sendt beskeder på Messenger til min mand og bedt ham give mine hilsner videre til børnene.” Jesper havde prøvet at Facetime et par gange kunne hun se, men Charlotte ville ikke rigtig indrømme at hun simpelthen ikke turde være face-to-face med Jesper eller børnene for hvordan skulle hun dog kunne skjule denne skøre situation? >Skør< var dagens ord og hun konstaterede at det nok nærmere var ugens ord for hende.

Maria kiggede undersøgende på hende. ”OK” Charlotte havde desperat brug for en at betro sig til: ”Jeg er bange for at de opdager sandheden. Jeg tror ikke jeg kan spille så godt skuespil at jeg kan overbevise Jesper om at jeg er i Sydney på arbejde. Børnene vil spørge om kænguruer og om jeg har set Crocodile Dundee. Jeg tror ikke jeg kan lyve overfor dem”. Charlotte fornemmede en klump i halsen og en sugen i maven – hun savnede de unger kunne hun mærke.

Maria rynkede brynene som om hun tænkte sig grundigt om. Så grinede hun: ”Hvad er dagens fokus ord?”

”Skør” svarede Charlotte ”hvorfor?”

”Det lyder skørt og det er jo godt for dagen i dag, men prøv at tænk sådan her: Hvad hvis du nu ikke løj? Hvad hvis du bare fortalte sandheden?”

Charlotte stoppede så brat op at en lille nissedreng med huen ned i panden stødte ind i hende og faldt ned i den dybe sne.

”Hov, undskyld lille ven” sagde Charlotte og hjalp den lille nissedreng op igen. Nissedrengen smilede og løb videre efter sine venner på vej i skole.

”Jeg kan da ikke fortælle sandheden. Det vil Klaus ikke have og desuden så vil min familie jo tro jeg er blevet skør” Charlotte stod helt stille mens tiøren faldt og man kunne åbenbart se det for Maria smilede endnu bredere: ”Ja, præcis – skørt ik?”

Charlotte grinede lettet – Maria ville ikke have hende til at gå imod julemanden. Det turde hun alligevel ikke hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om at komme hjem til jul i Søllerød.

”Du har ret. Jeg fortæller sandheden til mine børn. De to yngste vil lytte til den mest fantastiske julehistorie som slår Tim Allens film med flere længder. De vil helt glemme at spørge ind til hvor jeg rent faktisk er, Jesper vil ikke nænne at ødelægge det for dem og Noah kan nok ikke løsrive sig fra FIFA18 længe nok til at høre på sin mor fortælle løgnehistorier om nisser og lykkehjul. Hvor tror du det er bedst at ringe fra?” Charlotte var vild med ideen og allermest var hun glad for at hun ikke skulle lyve overfor sin familie. Et kort øjeblik havde hun lyst til at bede Klaus om at Facetime med Jesper – det var jo trods alt ham der holdt hende fange her i Stråleglans. Men så kom hun til at fnise over hvor skørt det ville blive at skulle lave det opkald og hun tilgav Klaus…for nu.

Dagen gik virkelig langsomt synes Charlotte. Hun kunne først ringe om aftenen Nisselands tid, da de fulgte den nordiske tid her. Hun havde skrevet til Jesper om de kunne Facetime kl. 20 om aftenen deres tid for så ville hun stå tidligt op i Sydney som var 10 timer foran. Jesper svarede straks tilbage at de ville glæde sig til at se hende på iPad’en og han ville optage julekalender på TV2 som kørte kl. 20. ”Er der sommer, varmt og dejligt? Her er småkoldt og regnvejrL” skrev Jesper. Charlotte kiggede på sin varme kakao og hen på kontorets pejs som knitrede og svarede: ”Ja, her er skønt og lunt. Tales ved senere. Godnat<3”. Godt hun kunne lade som om hun gik i seng nu australsk tid, så Jesper ikke ville blive ved med at chatte. Hun var nervøs nok ved tanken om at skulle tale med dem senere.

Efter aftensmaden tog Maria og Charlotte en snescooter hen til Klaus’ hus. Charlotte ville helst have været i kane, men Maria sagde det var bedst med snescooter hen til ham for det lå op af en stejl bakke og rensdyrene var trætte sidst på dagen.

”Hmm, ok – vi kan jo ikke have at rensdyrenes fagforening 3klove kommer efter os”

Maria reagerede ikke. Hun synes sjældent Charlottes menneskevittigheder om Stråleglans var lige så sjove som Charlotte selv, så Charlotte undlod at joke mere på turen derhen.

Klaus havde sagt god for at de måtte låne hans hjemmekontor og Charlotte vidste med det samme hun så det, at det var en super ide. Kontoret var indrettet med tunge træmøbler med store puder i varme farver, hvor rød naturligvis var den dominerende. Der var reoler overalt fyldt med tykke bøger med læderbetrukket rygge. Blandt bøgerne på reolerne og i vindueskarmene var der julepynt af alle mulige slags fra hele verden – gaver fra gæstende nisser fra udlandet. Hele rummet var badet i et blødt lys fra 5-armede store lysestager der stod ved hans skrivebord og henne ved sofaarrangementet foran pejsen.

Klaus kiggede på Charlotte der opdagede hun stod med munden halvåben

”Her er jo utrolig hyggeligt. Ligesom der skal være hos julemanden” sagde Charlotte.

”Det er da glædeligt at høre at vores fortællinger lever op til virkeligheden” smilede Klaus.

”Virkeligheden og virkeligheden” mumlede Charlotte for sig selv, mens hun gik rundt i rummet.

”Vil du sidde på min stol ved skrivebordet?” tilbød Klaus gavmildt

”Nej, jeg foretrækker at sidde på sofaen med skærmen vendt mod dit skrivebord, så de får hele oplevelsen” Charlotte var begyndt at få alvorlige nerver på med tanke på det skøre show hun skulle til at optræde med. Hun tænkte med længsel på sin cognac hjemme i barskabet.

”Her er et glas nisseøl” Maria kom med et skummende glas og Charlotte tog en stor tår selvom hun ikke brød sig meget om øl.

”Jeg tror det er bedst I venter udenfor begge to. Hvis jeg kan se jeres ansigter undervejs, er jeg ikke sikker på jeg kan gøre det her” Charlotte flettede hænderne i en bedende gestus mod Maria og Klaus.

”Naturligvis” brummede Klaus forstående ”vi venter i stuen” og så forsvandt de.

Charlotte satte sig i sofaen, tog sin Mac frem og åbnede Facetime. Så trak hun vejret dybt og glædede sig over at ribbenene tillod dybere og dybere vejrtræning som dagene gik.

Så trykkede hun på Jespers profilbillede.