Charlotte tvivlede efterhånden på at det havde været en god ide at fortælle familien om Stråleglans. Anton spammede hende med spørgsmål om nisser, rensdyr og julemand. William spurgte efter hjemmesiden til det nisseland hun åbenbart havde besøgt og Jesper ville stadig høre hvad hun egentlig foretog sig i Sydney. Det var en balancekunst af de større at give nogle svar og ikke nogle andre. Hun brød sig ikke om at lyve for Jesper, så hun undlod at svare på spørgsmål om Australien selvom det blev nogle mærkelige mails hun sendte. Heldigvis var både Jesper og børn ved at være så optaget af jul og halløj at der tilsyneladende ikke blev brugt megen tid på at undre sig over Charlottes undvigende svar.
Efter netop at have balanceret endnu en udfordrende mail til Jesper, gik hun med Maria d. 9 december om morgenen hen mod torvet for at få dagens ord.
’Ja, det kunne jeg sgu’ godt bruge lidt hjælp til’ tænkte hun da hjulet stoppede på dagens ord >balanceret<.
Hun bemærkede at alle nisser med det samme rørte ved deres kvast på nissehuen.
”Hvad er det med den skinnende kvast på jeres huer?” spurgte Charlotte Maria da de gik videre mod kontoret.
”Hvad?! Har du ikke fået den forklaring endnu? Den er jo essentiel for vores virke. VI snakker om det på morgenmødet i dag”
Da julehjælpskomiteen havde sat sig ved bordet i mødelokalet, lagde Bent – formanden – for:
”Jo altså en nisses job består jo ikke, som mange mennesker tror, i bare at rende rundt og lave fis og hygge. Vores job er komplekst fordi det handler om at støtte menneskene i at få balance i deres liv. Plads til det hele, det sure og det søde. Ikke mindst en accept af at for at vi kan få det søde, må vi acceptere det sure til tider. Vores arbejde handler faktisk for en stor del om at hjælpe menneskene med at acceptere det sure og hvordan de kommer om ved det. Langt mere end vi bruger tid på at farve risengrøden grøn eller binde snørebånd sammen.”
Charlotte tænkte ved sig selv at hun godt kunne tænke sig en nisse permanent ved sin side.
”Men hvad har det med kvasten at gøre?”
”Kvasten skinner i styrke alt efter balancen i menneskers liv. Alle nisser skal være rejsenisser på et tidspunkt. Vores kvast skinner mere eller mindre afhængig af hvordan det går de mennesker vi har med at gøre. Dem der så at sige er på vores liste. På den måde kan vi hurtigere hjælpe en vi tidligere har hjulpet fordi skinnet i den ansvarlige nisses kvast vil aftage som manglede den batteri. Selvfølgelig er det et stort arbejde at gå tilbage for hver nisse har jo hundredevis af skæbner på sin kvast, men det er trods alt godt at vi kan hjælpe nogen som falder af vandvognen so to speak.”
”Hvordan går det så med os mennesker og balancekunsten?” Charlotte var glad for hun ikke var rejsenisse og skulle flyve rundt og hjælpe folk med al det sure i deres liv.
Hele julehjælpskomiteen sukkede og Karl sagde:
”Det er gået alvorligt ned af bakke de sidste 10 år her i Europa. Vi får mere og mere travlt fordi folk er så stressede. Balancen er helt off for mange mennesker og de tonser igennem livet uden at skele til om de i virkeligheden lader livet gå forbi dem.”
”Hvad er problemerne helt præcist?” Joh, Charlotte var stadig en hands-on kvinde
Anegrethe lænede sig frem og pegede ned af en imaginær liste på bordet:
”De har for meget om ørerne, de vil nå alt på en gang, de sover for lidt, de griner for lidt, de er sure på hinanden alt for længe, de er sure på sig selv, penge er vigtigere end kys og kram, forbrug er vigtigere end kærlighed, ensomhed er mere fremherskende end fælleskab…vil du have flere?”
Charlotte sukkede opgivende ”Nej tak, jeg forstår pointen. Jeg kan godt forstå I har travlt”
”Ja” sagde Karl ”vi har snakket om her i julehjælpskomiteen om vi måske skulle have nogle menneske-nisse-ambassadører. Nu har du jo været her en uges tid knap og det er måske meget sundt at udveksle menneske og nissesyn. Men Klaus er meget imod at lukke mennesker ind i nissernes verden og det forstår vi jo godt”
Anegrethe lagde sin hånd på Karls arm ”Nu tror jeg vi skal i gang med arbejdet. Der er kun 2 uger til jul”
De gik hen til deres skriveborde og tog nisserapporterne frem. Charlotte kiggede på sin første opgave som beskrev en lille pige Sylvia som var så ensom fordi hendes forældre var blevet skilt. Hun boede hos moren som havde fået ny mand og en lille baby, så Sylvia følte sig fuldstændig tilovers. ’Det virkede uoverskueligt’ tænkte Charlotte, ’så mange havde brug for hjælp. Hvorfor hjalp de ikke sig selv? Hvorfor så de det ikke selv?’
Charlotte skrev en note på rapporten og mens hun skrev, gav hendes vielsesring et ”kling” hver gang den ramte kuglepennen.
Charlotte lagde kuglepennen og lænede sig tilbage: ’Gad vide om hun eller Jesper eller børnene have fået julehjælp før? Gad vide om hun var på en af rejsenissernes liste i år?’
Hun kiggede hen på Bent: ’Mon hun kunne få at vide om hun var på en liste?’