Kvinden marcherede vredt forbi min veninde og mig den anden dag da vi gik i skoven med vores hunde. (Det er en hundeskov, så vores to ældre labradordamer er løse). Vi fik travlt med at kalde dem til os for det var tydeligt at hun ikke var interesseret i hundekontakt.
Bagefter talte vi om det: ”Pyha, hun var oprørt. Gad vide hvad der var sket”. Vi talte om at man jo ikke aner hvad der sker i andre menneskers liv og man derfor ikke nødvendigvis forstår hvorfor folk agerer som de gør. Man skal altså ikke ”skue hunden på hårene”.
Vi mødte hende igen da vi nåede rundt i skoven. Hendes udtryk og aggressive vandre-stil var uændret. Jeg havde sådan en lyst til at give hende en krammer.
Det er så trist for lige der hvor vi er allermest nede, allermest har brug for omsorg og nærvær…lige der trækker folk sig oftest. Fordi vi på overfladen udtrykker al den ked-af-det-hed og vrede som ligger indenunder. Men det er kun den overflade andre ser og tolker på: De ser er jeg er vred og gal og sur. Så trækker vi os fra kontakt med det menneske. Den triste oplever afvisning og bliver endnu mere ramt og så kører bussen i ring.
Det er nemt nok for os udenforstående at sige: ”Så må de jo bare sige hvad der er galt”. Det er bare ikke altid lige så nemt gjort som sagt (af andre). Der kan være mange grunde til at vi har svært ved at udtrykke hvordan vi har det. Mange oplevelser af svigt når man har brug for omsorg.
Det vi kan gøre – os der ser smerten i andres udtryk – er at blive ved det simple: Personen jeg står over for er berørt af noget. Lad mig give nærvær og omsorg uden at bruge tid på at skulle have en forklaring først.
Vi kan nemlig godt give omsorg uden at kende historien. Det handler om at være der for den anden. Historien er ligegyldig i den situation.
Jeg oplever, privat og professionelt at vi er besat af forklaringer, af spørgsmål om alt muligt og forventning om svar. I stedet for bare at være stille, nysgerrige, lyttende og nærværende for dem der tæt på os…og dem som vi møder tilfældigt på vores vej.
Jeg taler af erfaring, både god og dårlig: Det gør en verden til forskel når vi bare er med et andet menneske som er ked af det eller vred. Når vi lægger vores eget behov for information til side og bare er der for det andet menneske.
Når jeg møder et menneske i stor eller lille krise med spørgsmål om praktiske detaljer – ”hvad skete der” – så tager jeg muligheden væk for os begge til at nærme os det sårbare og blive klogere på det. Når jeg afviser et menneske ”hold op en idiot – hun er sgu da for meget” uden at stoppe op og mærke efter om jeg bare kan give omsorg fordi det meget meget sjældent er personligt, så misser vi begge en mulighed for forandring.
Når jeg omvendt trækker vejret og kigger med mit hjerte på den anden, så kan vi begge meget bedre være i situationerne og komme lidt lettere ud på den anden side.
Jeg har teenagebørn – jeg kan godt anbefale at trække vejret meget dybt ofte. For ”tornado meets tornado” er den dårligste metode til at få teenagere ned på jorden igen😉
Men det gælder for os alle:
At blive mødt af et varmt åbent hjerte er det bedste vi alle kan få.
