De sidste 14 dage har jeg haft meget ondt i min krop. Men jeg har ikke talt særlig meget om det. Jeg har snakket med en enkelt veninde om at det var irriterende fordi har betydet at jeg har måttet opgive en ambition om at gennemføre et ½ maraton. Men elles har jeg holdt det mest for mig selv.

Hvorfor har jeg det?

Kort fortalt er jeg ved at trappe ud af noget medicin som giver massive muskel- og ledsmerter og der er ikke noget at gøre siger lægerne. Kroppen skal selv i balance og så bliver det bedre.
Så jeg prøver at se det som et godt tegn: at min krop kæmper for at reparere sig selv. Men det holder hårdt. Det tærer på kræfterne at have ondt uanset om man går, står eller ligger. Uanset om man træner eller ej. Om man spiser fiskeolie eller ej.

Alligevel har jeg ikke rigtig sagt det højt til nogen. Hvorfor har jeg ikke det?

Den anden dag kom det så vidt at jeg undlod at tage et telefonopkald fra en veninde ganske simpelt fordi jeg vidste jeg ikke ville kunne skjule det overfor hende og jeg ville ikke belemre hende med mit pyllerværk.

Så jeg skrev det til hende bagefter hvortil hun heldigvis svarede at hun altid gerne ville lytte uanset hvad jeg havde at fortælle.

Jeg tænkte videre over det og talte med min mand om det. Han er en meget pragmatisk fætter som sagde at det godt nok var svært for ham at vise hensyn hvis jeg prøvede at skjule at jeg dårligt kunne gå for smerte. Jeg kunne godt se han havde ret, alligevel var det svært at sige højt.

Nu jeg aldrig været bleg for at tage en udfordring op, så jeg besluttede mig for at tale om det til de mennesker jeg mødte på min fremover. Vel og mærke de folk som jeg stolede på ville modtage det i en empatisk vedkommende ånd…jeg er jo ikke masochist

Jeg startede med at fortælle det til min kusine som jeg spiste brunch med. Det føltes lidt angstprovokerende men godt. Og da hun svarede at hun godt kunne se der var noget galt for jeg gik virkelig mærkeligt, tænkte jeg: ”Who the f… am I kidding?”

Så ringede jeg til en veninde som har været igennem sit eget smertehelvede. Jeg fortalte hende om min situation åbent og ærligt selvom jeg egentlig ikke var meget for det. Jeg har kendt hende i en million år og vi taler sammen jævnligt så der er faktisk ret åndssvagt at holde sig tilbage der.

Hun sagde at hun også havde holdt sig tilbage fordi hun ”ikke ville defineres af sine smerter”.

Bumbummelum.

Og alle de mørke skygger ramte mig: Jeg vil jo ikke stemples som svag, sygelig, pivet, doven og tyk.

Jeg synes det er så irriterende at have ondt. Det begrænser mig og jeg er bekymret for hvordan det vil påvirke vores ferie.

Men jeg er allermest bange for at andre vil kigge på mig og høre på mig og tænke: Hun er svag. Hun kan ingenting.

Jeg får lyst til at skrive 100 blogs om alle de ting jeg kan. Om alle de ting jeg er god til.

Men jeg ved inderst inde godt at det jeg allermest har brug for at skrive om er at jeg er bange for at blive set som svag og ubrugelig.
For ingen kan vel bruge en person som er svag og har ondt hele tiden…

Men så dukkede Brené Brown op i min hoved. Brené Brown som holdt en lokal TED talk i Houston i 2010 om styrken ved sårbarhed. Den har i dag 34,890,957 views.

Vi kan i den grad bruge at andre åbner op om deres sårbarhed. Vi kan i den grad bruge at andre tør sige højt at der er ting de ikke kan finde ud af, overskue eller magte. At andre indrømmer at de fejler og kvajer sig og føler de ikke duer til en pind.

For så tør vi andre det også lidt mere. Så er vi ikke alene. Så kan vi bedre knytte os til hinanden, støtte hinanden, elske hinanden og…elske os selv.

For vi er alle sammen det hele: Stærk, svag, usårlig, sårbar, doven, energisk, pivet, fighter…
Vi skal kigge på alle vores egenskaber og undersøge hvornår det er smartest at bruge hvilken kvalitet.

Vi skal på ferie lige om lidt. Jeg har en mand som af natur er lidt tilbageholden med at komme med ideer og forslag til ting vi skal gøre og se. Jeg er hende der kan det hele – også planlægge 3 ugers ferie helt uden hjælp. Ikke at jeg helst vil gøre det alene, men jeg kan godt.

Men lige nu orker jeg det ikke. Lige nu er jeg pivet og svag. I stedet for at vise disse egenskaber køkkenvejen, bide tænderne sammen og kæmpe mig igennem ferieplanlægning og to-do inden afrejse, lægger jeg mig på drømmesengen og kigger op i solen og tænker at det faktisk er ret afslappende at være pivet og svag.

Gaven ved at være pivet og svag er at jeg giver mig selv lov til at slappe af og bare være med min familie.

Jeg kan mærke jeg stadig er sårbar med at tale om det hvis jeg tvivler på modtagerens empatiske forståelse, så det er nok ikke lige noget jeg nævner til fælles morgenmad i 6z i morgen

Men Brené Brown og jeg er helt enige om at vi skal tale mere åbent om vores fejl og mangler, om vores mørke skygger, sår og smerter. Om vores skam og frygt for at være forkert.

På den måde sætter vi os selv fri og vi kan inspirere andre – og måske give dem modet til at gå lidt i den retning også.

For vi er alle sammen værdige og elskelige uanset om vi er pivede eller benhårde. Det er bare ikke alle der tror det om dem selv