Motiveret af Antons fine ønskeseddel, var Charlotte opsat på at komme hjem til Søllerød hurtigere end Klaus kunne stave til pebernøddebagerjomfru.
Hun følte sig fuldstændig forstået da Nissehjulet trak > initiativrig< denne morgen og nærmest løb af sted til kontoret. Kakaoen måtte lige vente for hun skulle nå at skrive alle hendes ideer ned mens de stadig var i hendes hoved. Hun noterede på listen og følte sig hjemme i det hun lavede for første gang. Her var noget hun var god til. Ikke noget med at sidde og læse lange trange rapporter om mennesker der ikke kunne finde ud af deres liv. Næh, hendes hjerne væltede initiativer ud på papir. Initiativer som ville effektivisere julehjælpskomiteens arbejde, som ville lette deres arbejde, og medvirke til at de kunne nå flere mennesker på samme tid. Hun var også sikker på de nok kun spare en enkelt rejsenisse eller to, så der kunne komme flere i arkivet her i Stråleglans. Der var virkelig brug for mere styring i den afdeling for lige nu lå der bunker af rapporter og papir uden noget form for system. Der var heller ingen form for digitalisering på trods af at nisserne havde lige så god adgang til det som menneskene.
Hun skrev og skrev hele formiddagen og midt i al skriveriet, nåede hun lige at løbe ud og give resten af kontoret besked om at hun ville fremlægge nogle super initiativer, i anledning af dagens ord, lige efter frokost, så hvis alle lige ville sætte en time af mellem 13 og 14.
’Nøj, hvor det gled’ Charlotte glemte helt at spise og drikke og da hun mødtes med de andre kl. 13 var hun høj af papir og ideer – og lidt svimmel fordi hun ikke havde fået hverken vådt eller tørt siden kl. 7.
”Som I ved, er dagens ord jo >initiativrig<” Charlotte kiggede med tilfredshed på sine nissekolleger og slog ud med armene ”så jeg har givet den gas her til morgen kan I tro”
Hun rejste sig op og holdt et papir op:
”Siden jeg kom her til Stråleglans, er der en del ting der er faldet mig i øjnene. Ting der ikke kører så smart som de kunne. Procedurer der ikke er optimerede, gamle regelsæt, forældede arbejdsgange og total mangel på digitalisering. Jeg synes også Nisseland skal med på kanen hen til det 21. Århundrede”
Hun smilede og pegede på papiret.
”Derfor har jeg lavet nogle forslag til effektiviseringer og nye tiltag som vil gøre godt her – ikke kun i Nisseland, men for menneskene også. Jeg vil gennemgå alle mine initiativer og så kan I jo snakke med om hvordan de skal prioriteres i forhold til implementeringsrækkefølgen. Er der nogen spørgsmål indtil videre?”
Kollegerne kiggede rundt på hinanden og rystede på hovedet og mumlede ”øh, næh, nej, ikke lige nu”
”Fedt, så går jeg i gang:
Først synes jeg vi skal have et logo til vores komite og vi skal have det forkortet så vi kan bruge hashtag – altså hashtag jhk”
Charlotte lavede finger-hashtag ved at krydse pege- og langefingre over hinanden og pegede derefter ud på sine kolleger, som så noget urolige ud.
”Vi skal have styr på arkivet. Det er jo helt oldnordisk derhenne. Især her kommer digitaliseringen i spil”
Charlotte fortsatte med at vise papirer frem med sine forslag mens hun remsede op
”robusthed, globalisering, innovation, empowerment, forandringsparathed, branding, team-spirit, win-win”
Hun var så optaget af alle sine vidunderlige ideer at hun ikke bemærkede at nisserne kiggede stjålent på hinanden og rullede med øjnene.
Til sidst fik Anegrethe ondt af hende og rakte en hånd op.
”Ja? Anegrethe, du har måske et spørgsmål?”
”Øhm, jaaa, vi kan jo godt se og høre at du er meget begejstret og det lyder sørmer også spændende, men hvorfor skal vi have alle de der branding og digitaliseringsprocesser her? Vi når jo dem vi skal og det kører faktisk ganske fint her, hvis jeg selv skal sige det”
”Men hvis I optimerede nogle ting her, kunne I jo nå meget mere – ville det ikke være fantastisk at nå flere mennesker i nød?” Charlotte undrede sig over at de ikke faldt i svime over hendes forslag og hoppede ned i kanen med det vuns.
”Må jeg komme med en kommentar?” Yngstenissen Beate pippede forsigtigt
”Det må du” Charlotte blev glad – pyha, nu kom de unge på banen, så skulle Bent og Anegrethe bare se løjer – gamle forstokkede nisser som ikke forstod at der måtte nye boller på suppen bare en gang hver 500. år
”Hm, ja, altså du siger vi kan hjælpe flere mennesker hvis vi søsætter dine initiativer”
”Det er nemlig helt rigtigt Beate” Charlotte smilede og gav hende thumbs up
”Men hvis nu I mennesker hjalp jer selv lidt mere, ville vi jo ikke have så travlt. Skulle du så ikke hellere lave initiativer i menneskenes verden? Ville det ikke være smartere og mere omkostningseffektivt at ændre ved sagens kerne, at forebygge i stedet for at helbrede?”
Der blev helt stille og alle kiggede interesseret på Charlotte.
Charlotte kunne pludselig mærke kvalmen i hendes hals. En kvalme der ellers ikke havde været der i mange dage. Hun stod og kiggede lidt på alle sine super forslag, så sank hun sammen i stolen.
’Bare fordi man var initiativrig, var der jo ingen garantier for at andre elskede ens forslag. Og hun havde jo en pointe, Beate, med at gå efter den oprindelige årsag til nissernes travlhed’. Charlotte anede bare ikke hvor hun skulle begynde hvis hun skulle fixe det i menneskenes verden.