Mens Charlotte sad i myldretidstrafikken, tænkte hun over Carolines beretning om lørdag aften og besluttede sig for at der måtte være mere vandtætte skodder mellem menneske- og nisseverden fra nu af, hvis projekt juleenergi ikke skulle gå i opløsning inden de fik udrettet noget.

Hun skulle også tale med Clara selvom det betød at hun måtte afsløre Jens og Ane. De ville helt sikkert få en ordentlig skideballe af deres mor for at rode med grænsen mellem nisser og mennesker, men lidt skæld ud måtte de overleve så det overordnede mål – juleenergien – stadig var det vigtigste. Så hun havde sat sutskoen ud ved hoveddøren da hun tog på arbejde.

Hun var stolt af sin datter for at håndtere lørdag aften flot. Det var godt hun havde fået hende med på projektet. Caroline var den perfekte medsammensvoren.

Da Emilie havde genkendt Ane, havde Caroline med det samme sagt: ”Gud, lille verden hva’ – det må vi høre mere om, om lidt, men først skal Ane lige hjælpe mig nede i køkkenet” og så havde hun hevet afsted med nissen.

Nede i køkkenet satte Caroline hænderne i siden, kiggede på Ane og sagde: ”Så, ud med sproget. Hvor kender hun dig fra?”

Ane satte sig tungt ned ”Åh, det er altså pokkers uheldigt det her, men tro mig når jeg siger det ikke var med vilje fra min side.”

”Ja ja, men fortæl hvor I kender hinanden fra?”

”Indimellem får vi unge nisser lov at komme med en ældre nisse på arbejde, så vi kan se hvordan tingene foregår. En slags praktik. Jeg skal jo være rejsenisse som min mor, så jeg kommer ud til nogle af de julehjælpsprojekter som rejsenisserne står for – dem med at hjælpe mennesker. Sidste jul var jeg ude sammen med min mor for at hjælpe et par som skulle have deres datter på besøg hen over julen sammen med hendes to børn. Datteren var lige blevet forladt af sin mand for en anden kvinde og hende og børnene var selvfølgelig kede af det. Hendes forældre, Peter og Annemarie, havde svært ved bare at være der for datteren og børnebørnene. De ville gerne fixe hendes ægteskab og blev ved med at presse hende. Så min mor skulle derud for at få dem på andre tanker, så det kunne blive en nogenlunde jul for datteren og børnebørnene. Det var på Fyn ved Svendborg. For at jeg kunne følge med og se hvordan menneskene opfattede det, fik jeg lov at være synlig for dem. Jeg var en pige, der luftede min hund i samme skov som Peter og Annemarie også luftede deres lille schnauzer. Jeg fik lov at låne og lufte en skotsk terrier. Så mødte jeg dem tilfældigt med deres ældste barnebarn som var på min alder og vi snakkede som hundeejere nu engang gør. Det var Emilie. Så hun tror altså at jeg bor på Fyn”

”På Fyn! Jamen nu har vi jo fortalt en anden historie her om at du bor i England. Hvad søren gør vi nu?” Caroline var ikke overraskende noget presset.

”Jeg ved det ikke. Måske kan jeg nøjes med at sige hej til Emilie og at vi har mødtes før…måske er de andre lidt ligeglade. Jeg mener så spændende er det vel heller ikke”

Caroline så tvivlende ud ”Hm, jeg ved ikke. Jeg er altså noget utryg ved det her. Måske skal du bare gå, så kan jeg sige du blev dårlig og gik hjem”

”Nej, lad os gå tilbage til de andre og se hvad der sker. Ellers må jeg jo kaste forglemmelses-spell på Emilie. Det vil jeg bare virkelig nødigt for så glemmer hun meget om selve perioden hvor vi mødtes”

”Hvorfor må hun ikke glemme det? Eller altså jeg forstår godt hvorfor man ikke skal glemme ting eller episoder generelt, men hvorfor er det lige vigtigt at hun særligt husker julen sidste år?”

”Fordi det blev en god jul hos hendes mormor og morfar på trods af skilsmissen. Fordi de lykkedes for dem at lægge presset på datteren på hylden og bare være der for hende og børnebørnene. Sådanne minder er gode byggesten til fremtiden”

Det gav mening tænkte Caroline og sagde: ”Ok, vi går tilbage og ser hvad der sker. Men ikke trække den et sekund længere end højst nødvendigt. Hvis der bliver nogen form for uro og vi bliver afsløret, må du lægge det der spell med det samme, aftale?”

”Aftale” nikkede Ane og de gik tilbage til de andre.

Emilie smilede til Ane da de kom retur ”Hej Ane, godt at se dig igen. Hvad søren laver du her på Sjælland?”

”Kender I to hinanden?” spurgte Susan

”Ja” begyndte Emilie og pludselig lød der høj musik fra højtaleren

”Skillema dinke dinke du” bragede det ud over pigerne, som forskrækket holdt sig for ørene

”Så for pokker – hold da op det er højt” råbte Ane, mens Caroline løb over og skruede ned

Susan grinede ”Kan vi lige vente med Søren Banjomus, jeg vil lige høre hvad Emilie siger”

”Kom og syng og dans med os, det synes vi at I sku” Et undseligt lille nik fra Ane og volumenknappen drejede voldsomt mod højre. Caroline løb over og skruede ned igen.

”Ok, er det hemmeligt eller noget siden vi ikke må høre hvor I kender hinanden fra?” smilede Emma.

Caroline kiggede med strenge øjne på Ane, som tog en dyb indånding og løftede hånden , men Emilie kom hende i forkøbet

”Nå nej, det er da ikke hemmeligt, vi mødtes sidste jul, men ærlig talt den jul hvor mine forældre blev skilt – den gider jeg pænt ikke tale om, så lad os nu bare spise og tale om noget andet. . Annabeth, har du de der lækre bacondadler med som du altid laver?”

Anes hånd, som havde hængt lidt hævet i luften klar til at kaste spell, sank nu fredeligt ned i hendes skød og Caroline åndede lettet op.

”Jep, og jeg har også nogle lakseruller med som min mor har hjulpet med. Skal vi sætte os til bords?”

Resten af aftenen var gået uden problemer, havde Caroline fortalt sin mor, og der var ingen tvivl om det var en stor succes.

Ane vinkede farvel til alle pigerne kl. 23 og svarede ”Nu må vi se” til spørgsmålene om hvorvidt hun ville komme på besøg hos Caroline igen.

Selv Emilie sagde tak for en dejlig aften da pigerne gik ved 01-tiden ”Jeg er glad for at jeg kom og det var jo en god film selvom jeg nok altid vil foretrække Ryan Gosling. Hugh Grant er jo på min mors alder”

Caroline ryddede op i køkkenet og stuen, men hun sang:

Vi glæder os til juleaften, så blir træet tændt

og vi får fine julegaver – ih, hvor er vi spændt.

Skillema-dinke-dinke-du – skillema-dinke-du.

Bar’ det altså snart var nu!