De var 7 piger i alt, der tog plads rundt om de to små caféborde på Espresso House: Caroline, Annabeth, Emilie, Susan, Emma, Iris og Liva. De havde været til morgenmad på skolen og sagde nu god jul til hinanden over lidt islatte, frapino og sandwiches. Der var som altid meget der skulle nås at deles med hinanden, via snak og via visning af diverse news på TikTok.

De andre piger var taget afsted til jul andre steder i landet, så det var bare de 7. Caroline vidste at de 5 af dem skulle blive hjemme, men hun havde en fornemmelse af at Emilie skulle til Fyn igen til sin mormor og morfar. Men hun ville ikke spørge af frygt for at Emilie tog det ilde op fordi det mindede hende om skilsmissen.

Caroline sad lidt og betragtede Emilie mens hun talte med Susan om noget. Hun var faktisk i tvivl om Emilie overhovedet havde andre veninder end de piger her i klassen. Måske var det vigtigt at få snakket om, så Emilie kunne komme videre i sit liv og ikke være så bitter? ”Nemt nok for mig at sige” tænkte Caroline ”når jeg ikke har bøvl med mine forældre. Men jeg synes alligevel vi må få snakket med hende om det”

Emma fnisede og skubbede til Caroline, viste hende en skør dansetiktok, som en af drengene fra klassen havde lagt op. De grinede sammen og Caroline følte sig overbevist om at det her var en god mulighed for at tale med Emilie.

”Jeg kan ikke huske hvad det er I alle skal I juleferien – remind mig lige en gang, hva?”

Hun pegede mod Emma, som sad ved siden af hende ”Vil du ikke starte?”

”Jooo, hvis det er vigtigt for dig Caro, skal du da kede dig i ferien?”

”Næh, det tror jeg da ikke, jeg kan bare godt lide at høre om hvad I andre skal juleaften og så videre” Caroline håbede at de andre ville gå med på ideen uden for mange spørgsmål om hvorfor.

”Allrighty, jeg skal være hjemme. Min farmor og farfar kommer, og så kommer min storebror og hans kæreste med deres lille bebs – det bliver hyggeligt selvom jeg frygter at det barn skal skrige hele aftenen…så må vi skrue op for Søren Banjomus, lige som hjemme hos dig den aften Caro, hihi” Emma mindede Caroline om den aften hvor pigerne var i hendes hus og Ane havde skruet op for musikken for ikke at blive afsløret.

”Årh, nuser” sagde Liva ”hvor gammel er bebs?”

”Hannibal er 6 måneder og ja, han er faktisk ret nuser, tænk at jeg er faster hva” Emma rokkede et imaginært barn i armene. ”Hvad med dig Liva, any babies?”

”Ha ha, næh, det bliver bare mig og min søster og mine forældre. Det er fint nok, men ret stille. Godt der er snapchat til, får mine forældre går nærmest i seng lige efter risalamanden og min lillesøster er…ja, min lille søster” Liva lød lidt trist ”men så er det jo godt jeg har nytårsaften med jer piger at drømme om” Der kom liv i Livas stemme igen.

Iris og Annabeth fortalte om deres jul og så var det blevet Emilie tur i sofarækken. Hun kiggede på Susan ”Vil du ikke gå først med hvad du skal?” Det lød ikke surt, mere usikkert og Caroline tænkte på hvor meget Emilie havde forandret sig på den december måned. Om det var fordi hun følte sig mere tryg i pigernes selskab eller der var kommet mere ro på i hendes familie, vidste Caroline jo af gode grunde ikke, da Emilie bestemt ikke talte om hvordan hun havde det eller hvad der skete hjemme – i modsætning til de andre piger, som jævnligt brugte pigegruppen som outlet for harme over alskens uretfærdigheder forældre kunne nedbringe over uskyldige teenagepiger.

Susan kiggede på Emilie med et lille smil: ”Nej, Emilie, kom nu bare”

Caroline undrede sig. Det var som om Susan vidste noget de andre ikke vidste. Siden hvornår var de to blevet slyngveninder?

”Ok, så fortæller jeg. Men jeg fortæller bare. Jeg gider ikke have en milliard spørgsmål bagefter for jeg gider ikke tale om det ok?”

”Nissesværg” sagde Caroline

”Hva?” Emilie gloede irriteret på hende

”Ikke noget. Jeg holder mund, go” Caroline forbandede sig selv om at være ved at ødelægge det, når hun selv gerne ville høre om Emilies jul.

”Ok. Nå men altså jeg skal jo til Fyn til min mormor og morfar med min lillesøster som vi også var det sidste år.” Hun trak vejret dybt ”Det endte jo ok, men hold kæft min mor var irriterende og med tudefjæs hele julen.” Dyb vejrtrækning igen

”Hun er jo ikke blevet stort meget bedre i løbet af året og jeg havde det bare sådan ’ det gider jeg sgu ikke sidde igennem en gang til’, faktisk må hun gerne begynde at tage sig lidt sammen for det er sgu ret ulideligt for min søster og mig”

Hun kiggede over på Susan ”Så jeg gjorde som Carl havde foreslået og sagde noget til hende sammen med min søster i sidste uge. Min søster er jo kun 13, så der var mest mig der talte. Men det virkede tror jeg” Susan smilede glad til Emilie.

Iris sad med åben mund og gloede på Emilie og så på Susan

”Hvad mener du med ’som Carl havde foreslået’ – Carl, som i Susans bror Carl, nerdy Carl?”

Emilie smilede undskyldende til Susan ”Ja, ham Carl og han er nu ikke så nerdy som jeg troede – det har Susan og jeg talt om”

Alle pigerne undtagen Susan og Emilie spærrede øjnene op

”Aha, nu kommer jeg altså til at bryde din regel Emilie, fortæl lige lidt mere om ham Carl der og hans forslag” Annabeth pegede bestemt på sin veninde

Emilie kiggede rundt på pigerne som om hun skulle til at tage hovedspring fra 50 meter vippen, så tog hun endnu en dyb indånding

”Ok, ladies, fordi I er nogle søde ladies. Carl kørte mig jo hjem efter den dag hvor jeg fik al en kakao ud over mig, kan I nok huske.” Hun grinede ”Jeg har nok været det sureste menneske Carl nogensinde har haft i sin bil. Men han lod sig ikke gå på af alt mit brok, lod mig bare ventilere. Da vi holdt foran mit hus og jeg skulle til at stige ud, tog han fat i min arm. Ikke sådan voldsomt, bare sådan roligt. Og så spurgte han hvorfor pokker jeg altid var så sur og skrap når ingen havde gjort mig noget. ’Det er december – vi skal hygge os i december og glæde os til juleaften’ sagde han. Så blev jeg jo helt stiktosset og brækkede mig lige ud over ham verbalt om alt hvad der var galt med juleaften og mine forældres skilsmisse. Det var megapinligt, men det væltede bare ud uden at jeg kunne stoppe mig selv” Emilie så beklemt ud ved tanken om hvad der var sket. ”Han sagde ikke noget til at starte med, sad bare og kiggede på mig men han hørte på mig læsse møg af.”

Emilie kiggede over på Susan ”og så sagde han bare ’Susan og jeg har været igennem det samme med vores forældre. Vi sagde noget til dem og det hjalp. Spørg Susan”

Alle pigerne kiggede over på Susan som løftede hænderne til hilsen og blinkede til Emilie.

Emilie blinkede tilbage ”Ja, det var jo så ikke lige det første jeg rendte hen og gjorde, kan I nok forestille jer. Men så spassede min mor helt åndssvagt ud over noget julearrangement i min søsters klasse, noget om at min far også ville med. Min søster blev så ked af det og så var jeg jo nødt til at spørge Susan hvad de havde gjort.”

Det var den vildeste udvikling med Emilie og Caroline sad bare og holdt vejret af frygt for at komme til at sige eller gøre noget, som kunne få Emilie til at afbryde historien. Der var helt stille ved de to caféborde og alle pigerne ventede på at Emilie fortsatte.

”Så jeg måtte tage min skodindstilling og smide den væk og gå til Susan og bede om råd.” Emilie kiggede på Susan ”Det var famne svært men Susan var sød og tog pænt imod mig, selvom jeg nok var lidt fjendtligt indstillet først”

”Det var helt fint Emilie” beroligede Susan hende.

”Anyways, Susan fortalte om at hende og Carl havde fået hjælp af deres moster. Hjælp til at sige til deres forældre at nu skulle de stoppe med det drama. De havde sagt til forældrene at de ikke gad høre mere om den rådne skilsmisse og at de måtte tage den i enrum uden at de skulle høre mere om det. De havde også krævet at de fandt ud af hvad der skulle gøres med fødselsdage, jul og så videre, så der ikke skulle være drama hver gang der kom noget event i familien.”

Emilie kiggede over på Susan, som sagde ”Ja, det gjorde vi. Det var pisseubehageligt, men vi gjorde det og det virkede. Vores forældre tog sig sammen”

”Hvad gjorde du så?” Spurgte Liva, som helt havde glemt reglen om ingen spørgsmål.

Emilie havde åbenbart også selv glemt reglen for hun forsatte med et nik til Liva

”Jeg ringede til min mormor. Hun kom over fra Fyn og hjalp mig og min søster med at hive fat i vores forældre. Det var skidehårdt, men vi sagde noget til dem”

Emilie så trist ud. Iris lagde armen om hende

”Har de så ændret sig?”

Emilie smilede til Iris ”Ja, først blev min far sur og sagde at vi ikke skulle blande os, men så sagde min mormor at de to skulle tage ansvar for deres skilsmisse og holde det væk fra det de har sammen med os børn. At børn ikke skal blandes ind i en sur skilsmisse. Så begyndte min mor at græde og sige undskyld til mig og min søster og så blev min far stille for vi vidste jo alle at det startede med at han bare skred med en anden”

Hun rømmede sig og sluttede sin fortælling

”Min mor er faktisk den der har ændret sig mest. Hun er blevet meget bedre til at hygge med os og ikke bruge tid på at tale om at min far er en idiot. De kræver heller ikke at vi skal ud til ham hver anden weekend, hvis der er noget herhjemme vi hellere vil. Min far kan godt se at vi gerne vil være sammen med ham, men kun ham – ikke hans kæreste og hendes børn”

Hun fnisede ”Min mor er også kommet på Tinder. I skal se nogle dates hun får tilbudt”

De andre piger begyndte at fnise og så fortalte Emilie om nogle af de tilbud hendes mor havde swipet til venstre på.

Caroline sad lidt tilbage og betragtede dem. Hun tænkte på at juleenergien måtte være fin grøn hjemme hos Emilie. Hun tænkte også at det var dejligt med nissemagi, men at det føltes bedst når menneskene selv tog ansvar for deres egen glæde. Og det føltes dobbelt godt, besluttede hun med sig selv, når action kom fra en uventet kant som det var sket med Emilie.

”Så jeg fornemmer det bliver en god jul hele vejen rundt” sagde Caroline til veninderne ved cafébordene og løftede sin islatte til skål.