22. december

Der var meget stille på kontoret da Charlotte lige stak næsen forbi torsdag formiddag for at printe en rapport hun tiltænkte juleferien. Hun kunne godt læse den på sin computer, men foretrak til stadighed at sidde i sofaen med papirudgaven, en kuglepen til noter i margen og en kop kaffe.

Så hun kørte forbi kontoret og havde lovet Jesper at købe ind til juleaften på vejen hjem Jesper synes det var meget stressende at gå i supermarkeder eller andre butikker op til jul, så hun sørgede for det meste for at gøre de fleste indkøb. Til gengæld var det så Jesper der nussede med maden i timevis juleaften, hvor Charlotte kunne slappe af.

Deres lillejuleaften var som regel også meget rolig hvor alle var hjemme og dimsede rundt med deres egne små gøremål. Sådan var det i hvert fald blevet de sidste par år både fordi Charlotte havde sadlet om og prioriteret familie og fritid generelt mere end arbejde. Det havde altid været Jesper der stod for juleaften, men før 2018 var Charlotte som regel kommet løbende ind sent lillejuleaften med en bunke arbejde under armene og store sorte rander af søvnmangel under øjnene.

Det havde ændret sig og Charlotte var glad for sit valg. Hun forsøgte at lade være med at slå sig selv i hovedet over de 10-12 år hvor hun ikke havde været ordentligt til stede derhjemme, det var mest gået ud over Anton. Men han virkede som om han var ok. Han var en fin ung mand og virkede på ingen måde bitter over at Charlotte havde forsømt ham i de unge år. Han havde så også haft en tro støtte i sin far som aldrig havde været fan af at arbejde meget mere end 37 timer og som satte stor pris på sin frihed til at have egne hobbies og passe familien inkl. sin travle kone.

Hun var taknemmelig for Jespers støtte gennem de hektiske år, men vidste også at det måske havde været i sidste sekund da hun skiftede spor – hvad deres ægteskab angik.

Corona-årene havde også rundet Charlotte og hun var stolt af at de var kommet nogenlunde følelsesmæssigt uskadt igennem lockdown og hjemmearbejde + skole for 5 personer.

Nu sad hun med en lidt todelt følelse for på den ene side var hun meget begejstret for de unge voksne deres børn var ved at blive, på den anden side ville hun gerne have haft mere tid med sine små børn.

Hun kiggede på familiebilledet på skrivebordet. Det var en selfie taget på en restaurant på deres ferie i sommer. Det var præcis sådan hun gerne ville være med sin familie altid: Simpelt, kærligt, hyggeligt og ukompliceret – som det havde været den aften i særdeleshed.

Nu var Caroline meget med sin kæreste, Anton var meget væk og skulle snart ud og rejse i flere måneder. Charlotte kunne godt mærke at hun skulle styre sig for ikke at overlæsse stakkels William med alle de mor-følelser Charlotte nu havde til overs.

”Måske burde jeg få en hund” grinede hun ”sådan en bomuldstot som Morten passede. Så kunne den komme med på arbejde og jeg havde hele tiden nogen at kramme”

Charlotte gik i kontorets køkken for at se om der var nogen klejner tilbage. Da hun kom ud i fællesrummet, kom Morten ud af elevatoren. Han var ikke alene. Han havde en ung kvinde med som lignede ham – det måtte være hans datter Amalie og hendes bomuldstot som hun holdt i armene. Morten vinkede til Charlotte med den ene arm og Charlotte så han bar noget i den anden…en anden bomuldstot, bare gråsort.

”Hej Morten, hvad søren laver du her? Og hvad er det på din arm?”

”Hej Charlotte, ja, det her er min datter Amalie og hendes hund Hannibal”

Charlotte kom i tanke om at Caroline havde fortalt om at en af hendes veninder var blevet faster til en menneske ”Hannibal” – det måtte være et populært navn i 20’erne konstaterede hun.

”Ja, den har jeg jo mødt en del på zoom” hun klappede Hannibal ”goddag min ven, godt at møde dig irl”. Hun gav Amalie hånden ”og velkommen hjem til dig. Hvordan var Paris?”

”Ohlala” Amalie grinede ”det var fantastique. Jeg kunne godt være blevet, men skal jo hjem til far til jul, så…” Hun klemte sin fars frie arm.

”Men Morten – hvad er det så på din arm? Hannibals fætter som jeg ikke har set eller hva’?” Charlotte grinede af sin egen joke, men ingen andre synes åbenbart det var sjovt for Morten kiggede gravalvorlig på hende

”Øh nej Charlotte, det er da min hund Theo”

”Ok? Du har så også fået hund nu?” Charlotte kiggede vantro på hendes arbejdsnarkoman kontrolfreak af en chef som nu var blevet helt soft og mushy.

Han satte den forsigtigt ned og den løb straks hen og snusede til nissen der stod på gulvet ved Janes plads.

”Ikke tisse Theo. Du har lige tisset ik’” formanede Morten

”Jeg skal nok holde styr på dem begge far, så kan du hente de ting du skulle” Hun kaldte på Theo og gik ned i den anden ende af lokalet med begge hunde.

”Ja, jeg skal lige printe lidt ting og så have en gammel rapport fra mit kontor. Hvad laver du her 2 dage før jul?” Han kiggede på Charlotte

”Jeg skulle også lige printe noget. Men svar mig nu – hvad er det med den hund?”

De satte begge deres computer på fællesbordet, fandt det de skulle printe, trykkede på print, og fulgtes hen til printeren.

”Kan du huske da du havde dit wake up call i 2018? Det du har fortalt om før?” spurgte Morten mens de kiggede på papir der kom ud af printeren.

”Ja?”

”Jeg tror sgu også jeg har fået et de sidste par dage, mens jeg har siddet hjemme. Har siddet derhjemme med mig selv og mine tanker. Har tænkt at I jo klarer den herinde uden mig for du har jo det hele under kontrol”

”Vi kan da ikke klare den permanent uden dig” skyndte Charlotte at forsikre sin chef om

”Nej måske ikke, men I kan klare meget uden mig og det er jo godt.” Han så meget tænksom ud ”Så jeg har fundet på en ny stilling til mig selv i det papir jeg skulle udarbejde til ledelsen” Han smilede kækt til Charlotte ”Vil du høre…eller læse min rapport?”

”Hvad siger du? Selvfølgelig vil jeg det – hvad går det ud på?”

”Arh detaljerne kan du læse i papiret, men tanken var at jeg stadig var chef her, men da du og de andre klarer tingene så fint, giver det jo mig mulighed for at deltage mere på det strategiske management plan, så det har jeg givet nogle linjer i papiret”. Han smilede fortroligt til Charlotte ”og det ville da være skønt hvis min souschef bakkede mig op”

”Det havde jeg sgu ikke set komme” udbrød Charlotte og skyndte sig at tilføje ”Ikke at der er noget galt med det, det lyder som en god ide. Jeg vil gerne bakke op – hvordan kan jeg hjælpe?”

”Læs papiret først, så kan vi måske drikke kaffe mellem jul og nytår?”

”Det vil jeg gerne” Charlotte ærgrede sig vildt over at Jane allerede var fløjet til Australien. Hun ville have elsket at dele den her nyhed med hende lige nu.

Der lød bjæffen fra det fjerneste hjørne af kontoret

”Men hunden, Morten, hvad laver hunden hos dig?”

”Well, det har sørme været hyggeligt at passe Amalies lille tot. Det gik op for mig hvor alene jeg er om aftenen og at det måske er derfor jeg bare er blevet på kontoret. Så i dag hjalp Amalie mig med at hente lille Theo hos Dyreværnet i Rødovre. Så nu har jeg en grund til at komme hjem allerede efter kort tid og ovenikøbet blive hjemme og arbejde nogle dage” Han smilede helt saligt, så Charlotte tænkte at det var godt hun stadig sad der som souschef med lidt killerinstinkt når nu chefen var blevet helt blød om hjertet.

”Så nu skal Amalie og jeg holde hvalpe-jul hos mig. Vi er jo ikke de store traditionelle jule-mennesker og da Amalie kender en super fransk bistro på Østerbro, har hun fået dem til at levere lækker mad til os juleaften, så det bliver skønt” Han sukkede glad og smilede ”I skal være hos jer som sædvanlig med begge forældre?”

Charlotte var overrasket over at hendes chef kunne huske hvordan hun fejrede jul. Men der var så meget der havde overrasket hende den seneste tid, så hun smilede bare glad og svarede ”Jeps, og Jesper er som sædvanlig den der sørger for det hele. Jeg skal så bare lige købe ind på vejen hjem, så jeg må hellere komme afsted inden der går julehamstring i rødkålen i midtpunkt.” Charlotte samlede sine papirer sammen og puttede ned sammen med sin MacBook.

De gik hen til Amalie og Morten samlede lille Theo op som slikkede sin nye herre i hele femøren.

”Jeg tror ikke jeg behøver ønske jer 4 en glædelig jul – det har I allerede” smilede Charlotte og klappede Morten på skulderen. ”Tales ved mellem jul og nytår”

Morten løftede sin arm og lagde den på Charlottes skulder ”Og glædelig jul til dig og dine. Tak for de sidste uger og for at give mig muligheden for at finde mig selv igen”

”Det er helt din egen fortjeneste, Morten. Det har jeg virkelig lært i denne december: At vi kan skabe så meget glæde og god julestemning for os selv og vores nærmeste, hvis bare vi er en smule bevidst om det.”

Hun tog en bid af den sidste klejne fra Janes skål og vinkede til Theo og Hannibal og deres mennesker. Så kørte hun i midtpunkt og købte rødkål, kartofler, svesker, æbler, utrolig meget piskefløde…og flere klejner.