I går brugte jeg ½ time af min tid på at hjælpe et andet menneske uden at der var nogen som helst gevinst i det for mig.

Det her er ikke en blog for at glorificere mig selv.

Men en blog som tager udgangspunkt i at der var mange mennesker i situationen som kunne have valgt at hjælpe. Men det var der ingen der gjorde udover mig.

Alle de andre brugte i stedet for tid på at vcnde øjne af den der havde brug for hjælp fordi hun betød ventetid for andre.

Det blev jeg temmelig ked af at være vidne til.

Er det der vi er?

Er det de mennesker vi vil være?

Jeg er i Kvickly en lørdag formiddag. Der er mange mennesker på indkøb. Jeg stiller mig i kø som nr. 4 til kassen. Foran mig går en mand væk fra kassen og hen til en anden kasse som er ved at lukke, mens han højt og irriteret siger til den unge mand som er ved at lukke kassen: ”Du er nødt til at lade kassen være åben for det er gået helt i stå her fordi der er en der slet ikke kan finde ud af at betale”. Manden får lov til at bruge kassen. Jeg kigger mod den kasse hvor jeg står i kø. Ved kassen foran en ung mandlig ekspedient står en nydelig gammel dame og taster sin kode. Det er en forkert kode. Hun kan ikke finde ud af det. Ekspedienten prøver at hjælpe, men hun kan ikke finde ud af at taste den rigtige kode. Folk står i køen og vender åbenlyst øjne. Den gamle dame er tydeligt stresset og fortvivlet. Til sidst siger ekspedienten: ”Jeg er nødt til at lade de andre komme til nu. Jeg kan gemme dine varer, hvis du lige vil gå derhen (han peger væk fra kassen) og se om du kan finde en løsning.”

Damen hanker op i sin rollator og går meget langsomt lidt til siden. Hun tager sin telefon frem og tager den helt op til ansigtet. Hun har tydeligt svært ved både at gå og se.

Jeg får lagt mine ting på båndet og mens jeg venter på min tur, går jeg hen til hende og siger: ”Jeg skal nok hjælpe dig. Har du en du kan ringe til, så kan jeg lægge ud for dine varer og måske har du en søn eller datter som kan mobile pay’e mig”

”Tak” siger damen og begynder at ringe til en.

Jeg betaler mine ting og går hen til hende. Hun taler med sin søn, men er forvirret, ked af det og stresset. Jeg spørger om jeg må tale med sønnen. Jeg får sønnen i røret og forklarer ham situationen. Vi udveksler numre så jeg kan få mit udlæg retur.

Jeg betaler for hendes varer. Da jeg lægger tingene i hendes rollator-kurv, siger hun så: ”Åh nej, jeg skal op til fodlægen på 1.sal nu – men nu kan jeg jo ikke betale når jeg ikke kan huske min kode”. Jeg kender godt den fodlæge – de er søde. Jeg siger til hende: ”Jeg følger dig derop – det finder vi ud af”. Vi går, meget langsomt, hen til elevatoren mens hun fortæller: ”Jeg går til behandling deroppe fordi jeg har haft brækket benet” Hold nu op, tænkte jeg!!! Mens vi står i elevatoren udbryder hun så: ”Åh nej, nu kan jeg ikke komme hjem med taxa for jeg kan jo ikke bruge mit kort”. Hun fortalte hvor hun boede og det var en meget kort tur, så jeg sagde ”Jeg har nogle kontanter du får til taxaen, så skriver jeg til din søn at jeg også har lagt ud for det”.

Jeg fik sat hende af hos en meget sød og forstående fodterapeut som sagde damen bare kunne skylde til næste gang og lovede at få hende i en taxa efter behandling.

Den gamle dame var meget meget taknemmelig. Jeg tænkte at jeg var glad for jeg stod i den kø og kunne hjælpe hende med det. Ja, det havde taget 30 minutter af min tid, men det var alle minutterne værd for den kvinde jeg hjalp. Og dermed det hele værd for mig,

Jeg kom hjem, sendte besked til sønnen med mine udlæg og fik penge og et stort tak med det samme.

Så vi kan altså vælge når vi står i køen i Kvickly:

Vil vi brokke os over en gammel dame som er langsom – uden at vi overhovedet kender til hende og hendes historie? Står vi der med – undskyld mit franske – med hovedet så langt oppe i egen mås at vi ikke lige kan hjælpe et medmenneske?

Eller kan vi hjælpe? Ingen siger at man skal gå hele vejen som jeg gjorde. At gøre bare lidt er også at gøre noget.

I det mindste kan vi måske undlade at vende øjne når folk er langsomme i køen…vi ved jo ikke hvorfor de er langsomme. Og kald mig naiv, men jeg tror simpelthen ikke at folk bevidst er langsomme for at genere dem der står efter i køen.

Måske kan vi kigge på hinanden med kærligere, roligere øjne end vi plejer. Jeg er sikker på der kommer noget rart ud af det 🥰