Trivselskommisionen er kommet med en rapport der indeholder kritik af forældres måde at opdrage på samt gode råd til forældrene. Kommissionen siger ligefrem i en af deres konklusioner: ”Forældrene er selv en del af problemet, når deres børn mistrives.”
WTF på gen Z sprog!
Er det den måde vi skal skabe forandring på? Ved at udskamme og beskylde forældre for at være grunden til at deres børn mistrives?
Endnu en gang kigger en ekspertgruppe på hvordan vi kan støtte vores børn og unge.
Jeg noterer mig at der er 1 lærer og 1 elev samt 1 jurastuderende i Trivselskommissionen. Resten er akademikere med fine forskningstitler.
Hvor er pædagogerne? Hvor er sundhedsplejerskerne? Hvor er børnepsykiatrien? Børnepsykologerne?
Hvor er de folk der arbejder med børn der mistrives?
Hvorfor kigger vi igen bare på at fixe symptomer i stedet for at kigge på årsager?
Jeg blev så glad da jeg læste at Maria Ørskov Akselvoll opponerer imod den form for ”forældrebashing” som hun kalder det (https://www.dr.dk/…/ekspert-frygter-nye-anbefalinger…)
Som hendes, i øvrigt udmærkede bog, Det Grænseløse Forældreskab handler om, så er forældre pressede i dag. Med ”ekspertråd” fra alle sider 24/7 lige fra, ja nærmest før, graviditetstesten er positiv.
Alle offentlige instanser, institutioner, sundhedspleje, kommunale instanser osv. har råd og kurser. Og dertil kommer så alle de tusindvis af bøger, podcasts og apps man kan downloade så man rigtig kan slå sig selv i hovedet over ikke at kunne følge med når man skal være perfekt mor eller far.
Hvorfor kommer kommissionen ikke med anbefalinger til hvordan det offentlige STØTTER vores forældre så de kan få fred og ro til at være bare det – forældre?
Hvorfor kommer kommissionen ikke med anbefalinger til hvordan det offentlige kan indrette skolesystemet og fritidsordninger bedre så der bliver ordentlige forhold for både elever og personale? Ligeså med vuggestue/børnehave.
Hvis man synes forældre overvåger deres børn for meget, kunne man jo stoppe med at overvåge forældre med Aulabeskeder om alt fra gummistøvler til nationale test. I stedet kunne man give tilliden tilbage til læreren. Tro på at Karen i dansk og Peter i matematik kan tage sig af at gøre det arbejde de trods alt er uddannet til. De kan forvalte en god skole-hjem dialog for de kender deres elever. De har bare ikke tid fordi de skal være på Aula hele tiden.
Måske kunne vi sammen starte en lille revolution som ikke handler om bare at hæve gennemsnittet for adgang til uddannelser. Men som handler om hvordan giver vi vores børn ro, renlighed og regelmæssighed. For det er de basale ting børn har brug for – det har vi voksne også – for at lykkedes i verdenen af i dag.
Så kære Trivselskommision, det er en ommer.
Lad forældre være forældre. Kig på hvordan vi kan skabe de bedste rammer for dem i stedet for at skamme dem ud. Udskamning har aldrig hjulpet nogen.
