Vi må altid tage udgangspunkt i det enkelte menneske først.
Hvem er jeg, hvad har jeg brug for
Diagnoser.
Der findes desværre mange meninger, holdninger, tolkninger om emnet som betyder at feltet er noget af en overvældende jungle at blive kastet ind i eller prøve at gennemskue og få overblik over.
Først og fremmest er vi mennesker.
Mit job som psykoterapeut er IKKE at diagnosticere men at hjælpe folk med det, der er svært i livet. Uanset om de har 0 eller 5 diagnoser.
Jeg skal støtte mennesker i at få oparbejdet styrke til at stå i svære ting.
Hjælpe dem med at udvikle strategier til at håndtere problematiske situationer.
Minimere stress og frustration i dagligdagen.
Forbedre vores opfattelse af at være i verden, uden at vi dermed tror det hele skal være et glansbillede.
Jeg synes, der er mange udfordringer ved diagnosebegrebet og den måde det anvendes på i dag.
Men først og fremmest savner jeg at vi kigger på mennesker, der har det svært, med nysgerrige, åbne, varme øjne.
Det er ikke vigtigt for mig om der er bogstaver efter et menneske, hverken i form af titler eller diagnoser.
Det er vigtigt at vi er sammen om hvad der er svært i dit liv uanset hvem du er.
Dermed ikke sagt at diagnoser ikke er vigtige. For mange mennesker gør det en kæmpe forskel at blive udredt og få en forklaring.
Og her når vi til det der er sagens kerne for mig:
Psykisk udfordring er et kæmpe emne, mange-facetteret, kompliceret og individuelt.
Psykiatrifonden skriver: Omkring 82 % af befolkningen vil på et eller andet tidspunkt i livet få udskrevet medicin for psykiske symptomer og/eller blive behandlet i psykiatrien.
Så det rammer os alle stort set.
Det er klart at nogen har det så svært at de er til fare for sig selv og andre – jeg er nok ikke den eneste der har set Sikringen. Men det er de færreste, der har det så svært.
Dem, der er rigtig mange af, er dem som oplever udfordringer med en almindelig dagligdag, psykisk, fysisk eller socialt. Dem der får diagnoser, dem der får medicinsk behandling, dem der får samtaleterapi og alle dem der ”bare” går rundt og kæmper med noget i dem, der er svært som de ikke kan finde hoved og hale i, men bare reagerer på autopilot.
Når folk reagerer, dømmer vi og putter dem i kasser.
Så har vi lukket ned for vores egen usikkerhed omkring andres psykiske udfordring.
Vi lukker også effektivt ned for hvad vi selv bøvler med.
Fordi det er skamfuldt.
Det er skamfuldt at være psykisk syg.
Hvad enten det er indlagt på Sikringen på livstid eller man får en depression ovenpå en stor livskrise.
Hvad enten det er noget biokemisk i din hjerne som roder med signalerne eller du har haft en utryg barndom, som sætter sine spor i den måde du interagerer med andre mennesker.
Så vi skal se på det enkelte menneske og lytte til hvad den person har det svært med.
For nogle vil det hjælpe med en diagnose, for andre vil andre indsatser hjælpe.
Bottom line er at vi der står om personen og lytter, hjælper med det den person har brug for. Ikke hvad der er hurtigst, nemmest (eller billigst) for os andre, som individer eller samfund.
Den video jeg linker til er et fint eksempel på hvordan vi kan blive bedre til at adskille mennesker fra diagnoser. Som jeg indledte med at skrive:
Vi må altid tage udgangspunkt i det enkelte menneske først.
Hvem er jeg, hvad har jeg brug for