Mennesker som bøvler med noget, mennesker som er i krise eller går igennem noget svært…de mennesker kan være virkelig anstrengende for os der står på sidelinjen og holder af dem.
besværlige fordi de hele tiden snakker om sig selv
ynkelige fordi de græder hele tiden
urimelige fordi de giver dig skylden for alting
drama-queens fordi de hele tiden snakker om dårlige ting
og mange andre muligheder
De fleste af os har det bedst med at der er ro på bagsmækken.
Det kan derfor larme vældig meget når nogen pludselig taler om kriser, ked-af-det-hed og komplicerede situationer.
Rigtig mange af os får mest lyst til at sige
”Det kender jeg ikke noget til”
”Det har jeg ikke hørt om”
”Det er jo ikke noget jeg kan gøre noget ved”
Og så får vi fred for drama og gråd…
Men gør vi i virkeligheden det?
Personen, hvis følelser vi har ignoreret, bliver svigtet.
Det er et hårdt slag at modtage når man i forvejen står i noget svært. Så kan man hurtigt føle sig forkert og uelsket
Det, kan man argumentere igen, er jo ikke dit problem. Men det skaber jo en distance i jeres relation fordi den anden føler at du ikke gider personen…hvilket jo også har lidt sandhed i sig: Du gider jo godt personen, bare ikke når det er svært.
Du kan jo så overveje om det betyder noget for dig at der kommer distance imellem jer.
Hvis det betyder noget, er næste spørgsmål så:
Hvad er dit ansvar i relationen og situationen?
En voksen relation med to mennesker i nogenlunde balance vil bære 501% ansvar hver – normalt for en velfungerende relation.
I krisetider kan balancen skifte lidt over til mere ansvar hos den, der er mest i balance. Men det skulle gerne ikke blive en permanent tilstand for voksenrelationer at ansvaret primært ligger hos en person. Det er ikke ligeværdigt for nogle af parterne. (Og her udelader jeg eksempler med voksne som har en terminal syg partner eller lignende – der er helt andre elementer på spil)
I terapi taler vi ofte om at når vi peger en finger ad nogen, vender der altid 3 fingre mod os selv.
Så når du har svært ved at være med en du holder af som har det svært, hvad peger de 3 fingre så på i dig?
For mange af os handler det grundlæggende om at vi ikke har lært at håndtere svære situationer på en hensigtsmæssig måde.
Utrolig mange af os er vokset op med at svære, ubehagelige ting blev dysset ned, fejet ind under gulvtæppet, sendt på kostskole, ignoreret, gjort forkert, skammet ud eller slået ned med hård hånd.
Jeg møder desværre flest af dem i min praksis. Og meget få som fortæller at de er vokset op i et miljø med rummelige, forstående mennesker omkring dem som selv var i nogenlunde balance og som kunne hjælpe et barn eller ungt menneske med at forstå, rumme og komme videre når livet gjorde ondt.
Når man er vokset op med at svære ting taler man ikke om, så larmer det utrolig meget når nogen er i krise. For man aner jo for pokker ikke hvad man skal gøre. Det har man jo aldrig lært.
Så man lukker sit hjerte. For den anden og for sig selv.
Fordi det at føle noget er for overvældende. Fordi man simpelthen ikke aner hvor man kan gå hen med de følelser eller hvem man kan læne sig op ad.
Første (mentale) skridt på vej mod forandring og mere hjerte er at opdage: Puh, når nogen har det svært får jeg lyst til at løbe langt væk fra det og kun være i solskin med høj musik og kold fadøl.
Næste skridt er at tage et lille bitte baby step udi det du mærker, gerne med en hånd i ryggen fra en du stoler på (eller en terapeut som mig).
Jeg garanterer at hvis du gør det og vover at kigge ind ad den lille sprække i dig selv, så åbner der sig glæde og nære relationer med andre, som du ikke har oplevet før
Men det kræver mod. Det føles som at gå planken ud
Men det handler om dit hjerte og din kærlighed til dig selv
For hvis du har svært ved at rumme andre menneskers problemer, så er der næppe meget plads til dine egne.
Og du fortjener at blive set, hørt, mødt og elsket med alt hvad du indeholder – godt og skidt
