William vågnede ved at et rensdyr snusede til hans ansigt. Han kunne ikke kende forskel på dem, så han vidste kun det var Lystig fordi Clara i det samme sagde: ”Rolig Lystig, han sover jo væk. Væk ham forsigtigt”

William strakte sig og kiggede sig lykkeligt omkring. Han havde sovet vidunderligt under Claras nissekappe omgivet af rensdyr – så kunne man da ikke bede om mere som 12-årig dreng op til juleaftensdag.

”Vi skal til og afsted William” sagde Clara stille.

”Øv altså” William lavede surmuleansigt.

”Ja, nederen. Det ved jeg. Men jeg skal lige rundt og tjekke op på mine projekter her på den sidste dag, så jeg har temmelig travlt” Clara rørte ved hans bryst, der hvor han hjerte sad ”Men vi, mig og rensdyrene, vil altid være lige der hos dig”

”Ja, det ved jeg og hvis jeg kigger op i himlen, kan jeg lege at jeg kan se Stråleglans. Jeg skal bare blive ved med at minde mig selv om hvordan der så ud i byen”

”Det lyder som en god ide. Det er stadig tidligt, jeg vil ikke vække resten af din familie. Vil du hilse fra mig og sige glædelig jul?”

”Det vil jeg og glædelig jul til dig, og til dig Lystig og jer andre som jeg ikke kan kende forskel på” William krammede alle 7 rensdyr en efter en.

Clara og rensdyrspandet med kane lettede elegant

”De har virkelig lært det nu” råbte William mens han vinkede mod Clara

Clara løftede sin ene hånd til hilsen, den anden holder tømmerne til spandet…og puf, så var de væk.

William stod et øjeblik med lukkede øjne og huskede sig selv på hvordan der så ud i Stråleglans. Så vendte han om og gik ind til sin familie denne juleaftensdag 2022.

Clara startede med at få en briefing fra en kollega hun mødte mellem et par stjerner på vej til første projekt. Han havde haft ansvaret for projektet med Janes bror og vidste derfor hvordan det gik down under fordi en kollega fra Australien havde briefet ham.

”De ankom planmæssigt og er installeret på hotellet eller lodgen tror jeg det hedder. Alle er glade for at se hinanden og søsteren har afsat tid til at de tre voksne søskende skal have noget tid sammen alene på en tur i dag. Derover fejrer man jo først rigtig jul 1. juledag. Så de tre skal på en tur sammen i de smukke bjerge tæt på. Broren og Jane er glade for at søsteren prioriterer dem og der er egentlig fryd og gammen hele vejen rundt” fortalte kollegaen.

”Det er jeg glad for. Jane er en af dem der altid bidrager med god energi. Hun fortjener virkelig en dejlig jul som hun havde ønsket sig”

De to nisser udvekslede lidt generelle nyheder om dette og hint, og så drog de hver især videre til deres projekter.

Clara stoppede først ved Caliana. Det var jo egentlig ikke hendes projekt som sådan, men de havde jo haft den særlige forbindelse gennem hele december og Clara var nysgerrig på at se hvad Caliana skulle denne dag.

Caliana var oppe og i gang i køkkenet. Hun sang Last Christmas og var i godt humør.

En sms bimlede med høj gonggong på hendes telefon og hun læste den, mens Clara læste med usynligt over skulderen. Caliana var jo ikke i trance, bare i julehumør og kunne derfor ikke mærke Clara.

Det var fra veninden Tanja som åbenbart skulle komme senere ”Jeg glæder mig sådan til Annelise, dig og mig skal holde jul sammen. Sådan tre gamle damer som har kendt hinanden i ages – det bliver så skønt”

Clara smilede veltilfreds – her var ikke behov for noget last minute hjælp – juleenergien klarede sig helt fint her hos Caliana. Hun satte sig op i sin kane og fløj videre.

Næste stop var Annabeths hus, hvor hun vidste Emilie ville FaceTime om lidt. Så Clara satte sig godt til rette i Annabeths lænestol, mens Annabeth selv FaceTimede med veninden fra sengen. Heldigvis gjorde hun det på computeren så Clara fik et godt udsyn til Emilie og således kunne vurdere om der var brug for hjælp hos nogen af dem.

Emilie havde det godt. Moren var i ok humør, selvom det ikke var tiptop ”Men det er i det mindste ikke tudedrama hele tiden som sidste år og hun prøver faktisk at styre sig og fjolle med min søster og tale nogenlunde normalt til mig. Min mormor har styr på det hele, så det er ret chill her. Hvad med dig?”

Annabeth trak lidt på det ”Hm, jo det er ok, men lidt presset for min mor stresser helt vildt over maden. Det skal jo være hos os fordi min mormor siger hun ikke kan orke det længere med at huse os alle sammen. Så nu skændes min mor og far i køkkenet over anden og sovs og rødkål. Det har de gjort et par timer nu. Suk, vi får nok aldrig mad eller fred i aften”

Clara løb nedenunder og kunne godt se der var røg i køkkenet, både bogstaveligt og i overført betydning. ”Der er brug for lidt nissemagi – Mary Poppins, som Jesper ville sige” og så løftede hun armene og vupti forsvandt røgen, ovnen rettede sig til den korrekte temperatur, der blev pillet kartofler af usynlige hænder, rødkål smagt til og sovsen jævnet. Et par minutter efter kom Annabeths far ind i køkkenet med en skumslukker mens han råbte ”Louise, jeg har fundet skumslukkeren hernede….hvad fanden?” Han gloede målløs på julemaden som stod og hyggede sig på komfuret.

Clara smilede og rørte ved sin glimmergrønne nissekvast. ”Lidt juleenergi værsågod” hviskede hun, satte sig op i sin kane og fløj videre.

Der var gang i hytten ved det næste stop hvor Henrik og Tina fejrede jul. De var hos Tinas forældre og der var både onkler, tanter, fætre og kusiner og gang i den. Der var enighed om at julen startede tidligt der for at alle de små – og dem var der hele 8 af – ikke skulle gå helt op i limningen.

Så de var i gang med maden for om lidt skulle der danses om træet, så de gaver kunne komme på bordet i en fart. Tinas mor og svigerinde var helt sublime til at styre de små med Carls hjælp, så Tina formåede faktisk at slappe af og smile roligt flere gange til Henrik under måltidet.

Clara rørte ved sin nissekvast, som stadig lyste stærk grøn ”Jeg tror ikke der er nogen der løber nogen steder her” og sendte ekstra rød energi – kærlighedens farve – Tina og Henriks vej inden hun fløj videre.

”2 stop mere” sagde Clara til sig selv, ”så kan jeg slappe af det sidste sted og forhåbentlig nyde det lidt mere”

Noah ankom netop nu til sin mormor og morfars hus. Katrine, Noahs mor, holdt et par flasker op ”Vi har taget en lille drink med til Disneys Juleshow for jeg gider altså ikke mere gløgg og pebernødder”

Mormor kom ud i gangen, tørrede hænderne i sit forklæde og tog flaskerne ”Det lyder godt min skat, sig til din far at han skal finde nogle glas i vitrineskabet. Niels og Noah, I kan bare sætte jer ind i stuen, jeg er der med det vuns”

Kort efter sad de alle klar med champagne og Disney Juleshow på flowTV. De talte om løst og fast, eller det vil sige Katrine talte mest og mest om sit arbejde og farens firma.

”Det går så godt og det bliver bare bedre og bedre” Hun kiggede på Noah ”Jeg siger dig, du kan være så glad for at han er din far og at du skal overtage firmaet engang – han har jo nærmest lagt en kæmpe succes klar foran dine fødder”

Der blev stille i stuen og Clara tænkte ”Åh nej, der røg den juleenergi”

Noah sad som på nåle og kiggede på sin mor, så sin mormor, så sin far, og til sidst på sin morfar. Så rømmede han sig og sagde: ”Mor, far, jeg skal ikke overtage firmaet. Jeg vil være socialrådgiver”

Lyden af champagneglas der splintrede mod gulvet var høj og uventet og Clara sprang op – hun havde ikke regnet med at hendes lille skub ville skabe sådan en ravage. Moren sad med åben hånd og kiggede forstenet på sin søn. Faren kiggede bare lige ud i luften, mens hans glas hang og dinglede faretruende fra den ene hånd. Noah kiggede desperat på sin mormor og morfar.

”Så for pokker Katrine, du har da fået en splint glasskår i hånden kan jeg se – lad os lige gå op og få det renset og et plaster på” Morfar rejste sig og nærmest hev sin datter op ad sofaen og ud i gangen.

Tilbage sad Noah, hans far og hans mormor. Noah og mormor udvekslede blikke og så sagde mormor: ”Nå, socialrådgiver, ser man det Noah. Hvad skyldes det valg?”

”Åh, jeg vil bare gerne hjælpe andre børn som føler sig ensomme” sagde Noah lidt trist

”Andre børn?” spurgte faren ”Føler du dig da ensom?”

Noah trak lidt på det ”ikke ensom hele tiden, men derhjemme ja, for dig og mor har jo altid så travlt med alt det arbejde” Han fortsatte ”Jeg gider altså ikke det firma far, når jeg kan se hvor meget tid du og mor bruger på det. Jeg vil have tid til familie og venner og ja, alt mulig sjov. Jeg er ligeglad med at have alle de penge”

Faren så overrasket ud ”Hm, ja, vi skal jo ikke tvinge dig til noget, vi troede jo bare du ville blive glad for at arve det, men hvis det ikke er det du vil, så er det jo ikke det du vil”

Han kiggede op mod 1. sal ”Men jeg ved sgu ikke lige med din mor, det her har jo været hendes plan fra du blev født”

”Ja, så må hun altså finde en ny plan med nogle andre, Basta” sagde mormor kontant fra sofaen ”Ja undskyld Niels, men det er da for pokker Noahs eget liv. Du må da kunne tale med Katrine om det og løse det?”

Niels så ikke helt tryg ud ved tanken om at skulle løse det med sin kone, men heldigvis for ham, havde han en svigerfar som netop nu kom retur i stuen med sin datter og noterede ”Så, nu er Katrines hånd fin med plaster og vi to har haft en lille snak om Noahs fremtidsplaner, ikke min søde skat?” Han klappede sin datter på den raske hånd

Katrine kiggede på sin far som var hun blevet 14 år igen og lige skældt huden fuld af sin far. Så kiggede hun på Noah ”Min elskede skat, jeg vil jo bare det allerbedste for dig og jeg synes jo at dét at arve fars firma er det bedste der kunne ske for dig”

Morfaren rømmede sig

”Ja, ja, far, det kommer nu.” Katrine rynkede irriteret brynene af sin far ”Men hvis du vil noget andet, så støtter vi dig selvfølgelig i det” Hun smilede og faren gav slip på hendes hånd. Hun gik over til sin søn og kiggede på ham helt tæt ”Far og jeg elsker dig jo og vi vil gøre alt for dig, det ved du godt ik?”

Nu var det Noahs far der rømmede sig ”Hm, Katrine, jeg ved ikke om han ved det, hans synes vi har for travlt med arbejdet. Vi skylder ham nok at slappe lidt mere af og når jeg sidder her juleaften hos dine forældre, tænker jeg mere og mere på at det skylder vi faktisk også os selv og hinanden”

Katrine gjorde store øjne ”Jamen Niels dog, du er blevet helt juleblød, hvad er der dog i den champagne” og så lænede hun sig ned og gav ham et stort smækkys. Hun vendte sig mod sin far ”Og nu skal du lige hente et nyt glas til mig så jeg har champagnen klar når Ferdinand skal lukta på blommorna”.

Clara trak vejret roligt igen, rørte ved sin grønne nissehuekvast, og gik ud til sine rensdyr.

Det var aften nu og næstsidste stop var hos Morten. Der var i sagens natur en anden stemning, uden julepynt og ingen brunede kartofler. Men den grønne nissehuekvast lyste alligevel nærmest irgrønt da hun sad i stolen ved spisebordet, hvor Morten og Amalie sad og spiste lækker fransk bistromad. Theo og Hannibal snorkede oveni hinanden i Theos kurv.

Morten løftede sit glas mod sin datter ”Skål min pige og tak fordi du vil holde jul med din gamle far”

Amalie smilede, med en tåre i øjenkrogen ”Skål far – og skål hunde” Hun vendte sig mod kurven og tilbage til bordet igen. ”Jeg er glad for at have set dig så meget de sidste dage. Jeg kan virkelig se der er sket noget for dig over den sidste tid. Som om du endelig tør kigge videre og ud i livet efter mor”

Morten fik en klump i halsen og tørrede tårerne som nu løb ned ad Amalies kind ”Ja, det tog en rum tid, men det er som om noget er løsnet indeni de sidste par uger” Han tog hendes hånd og sagde med stor alvor i stemmen ”Men jeg glemmer ikke din mor. Det lover jeg. Hun vil altid være en del af vores lille familie”

”Det ved jeg godt far. Sådan har jeg det også. Men jeg vil også ønske at 2023 måske byder på kærester…måske til os begge to”

”Ja, hold your horses, nu begynder du ikke også på det der Tinder pjat vel?” Morten så helt stresset ud.

”Haha nej nej far, du klarer dig selv på gammeldags vis, så klarer jeg Tinder selv”

”Pyha, jamen så skål og glædelig jul”

”Skål far”.

Theo løftede hovedet kort et øjeblik og kiggede i Claras retning, da hun rejste sig og gik. Så lagde den sig ned og sov igen.

Turen var kommet til sidste stop som var på Ludvigsvej. Det var ved at være midnat og Clara kunne lige nå at beskue hvordan det gik med juleenergien der inden klokken slog 24. Hun var usynlig for alle, for hun ville se hvordan det gik uden at de vidste hun var der.

Familien var netop blevet færdig med at pakke gaver op og havde sendt bedsteforældre hjem. Anton fik et lift af sine bedsteforældre til nogle venner, hvor han ville hygge sig videre. William løb op på sit værelse og fik fat i Oscar som var på PlayStation efter veloverstået gavehøst. Noah FaceTimede Caroline, som hun gik op ad trappen til sit værelse, og fortalte om sin aften.

Da Clara havde konstateret at alt var godt på børne-siden fandt hun husets værtspar.

Charlotte og Jesper havde taget frakker og tæpper på og satte sig nu på terrassen med en irish coffee og kalenderlyset stod på havebordet og brændte den sidste dag ned.

Så sad de der og talte om hvor dejlig en aften det havde været. De talte om ugen der var gået og turen til Stråleglans. De kiggede ud i haven der hvor kanen havde stået.

”Jeg troede aldrig jeg skulle sige det, men der er altså noget ved julen og det den kan” sagde Jesper og lagde armen om sin kone.

”Ja, du har da fået en på juleopleveren” grinede Charlotte

”Det må man sige og det er jeg så taknemmelig for. At opdage hvor vigtigt det er hvad vi sender ud hver især, ikke kun juleaften eller i december, men hele året”

Charlotte kiggede op mod stjernerne

”Enig og det vigtigste for mig var at opdage at vi hver især har både magten til og ansvaret for at gøre det der skal til for at juleenergien er i top”

Hun kiggede på sine nissesutsko ”Og at vi kan sprede det ud i verden, når bare vi er sammen om det”

”Og det er vi to” sagde Jesper og kyssede sin kone.

Se, det var en rigtig gør-det-selv-julehistorie

Glædelig jul