Det’ bare fordi han godt ka’ li’ dig

”Det er bare fordi han godt kan lide dig”. Det ved jeg at jeg har sagt til min datter når hun klager over at en af drengene i hendes klasse skubber til hende eller kalder hende noget grimt. Jeg ved at det også var det min mor sagde til mig engang da nogle drenge fra min klasse gik langt over mobbegrænsen ”de er misundelige fordi du hellere vil bruge din fritid sammen med nogle andre drenge”.

Hvorfor gør vi det? Hvorfor siger vi til vores piger at mobning og fysisk vold er ok bare fordi drengene er vilde med en og ikke sådan rigtig kan gøre for det? Hvorfor undskylder vi deres opførsel med at det er hormoner der flyver rundt om ørene på dem og derfor er de undskyldt?

Jeg så dette billede og fik det helt skidt. Sådan havde jeg aldrig tænkt på det.

Men det gør jeg nu. Jeg siger til min datter at hun godt kan kræve at blive behandlet med respekt uanset om drengene synes hun er nice eller ej. Jeg siger til min datter at hun har al mulig ret til at sige fra – og sige det meget højt og tydeligt – hvis en drenge overskrider hendes grænse ved at slå, skubbe, sparke eller kalde hende en grim kælling.

Det gør hun så. Hvilket kan eskalere det til tider fordi drengene ofte tager det som et råb om kamp i stedet for at lytte til hende og høre at min datter faktisk beder ham stoppe. Men jeg støtter hende i at holde fast og blive ved med at sige fra på en ordentlig måde uden at lade sig drage ind i en kamp om grimme ord eller knytnæver.

Jeg hjælper samtidig min søn med at lytte efter fordi ikke alle piger er lige så tydelige som min datter. Hellere være på den sikre side end at gå over nogens grænse, siger jeg til min dreng på 13. Derfor er det generelt bare nemmere at opføre sig respektfuldt overfor andre mennesker.

Når min datter siger fra i klassen, er der nogen drenge – og drengeforældre – der synes hun taler meget højt og direkte. Det er da også irriterende at hun meget tydeligt gør klart at modpartens opførsel ikke er i orden – det ville jo være nemmere hvis hun bare sagde pyt og lod ordene og sparkene falde i flæng…for drengenes forældre i hvert fald…lige nu…men på sigt vil de nok alligevel foretrække at deres søn kunne forstå og respektere hvor andre menneskers grænse gik.

Her er jeg nødt til at sige pyt. Pyt med at andre ikke er enige. For jeg kommer aldrig mere til at sige til min datter ”arh men han kalder dig jo bare en dum so fordi han godt kan lide dig, sådan gør drenge”