Hvad er der i din pakkekalender?

Jeg har besluttet at jeg forærer mig selv en pakkekalender.

Jeg sad den anden dag og hørte en lille gruppe kvinder tale om hvordan de får løst pakkekalendersituationen hjemme hos dem. Der var flere måder og jeg sad egentlig mest og tænkte på at det gad jeg ikke.

Jeg synes bare ikke det er fedt at skulle bruge timer og dage i november på at stresse rundt i alle mulige butikker og finde 24 ting som er lige det mine børn mangler til en 10’er. Jeg synes ikke det er hyggeligt at sidde og pakke 24 gaver ind i min aftensstund selvom jeg dulmer med klejner og rødvin imens.

De andre kvinder snakkede videre og jeg sad og skumlede over kommercialiseringen af min gode gamle jul – og havde lidt ondt af mig selv.
Indtil jeg fik en strålende ide:

Hvad med om jeg lavede en pakkekalender til mig selv?

Med alt muligt lækkert som jeg kan lide og med sjove ideer som falder lige i min smag.

Så kan jeg åbne en lille gave til mig selv hver dag og hygge mig i alt mellem 5 minutter og ½ dag fuldstændig på mine præmisser.

Heldigvis skal jeg til Gøteborg og bo på hotel med spa afdeling d. 1 december da min datter skal til cheerleading konkurrence der – så gaven 1.december er allerede klar

Så skal der være en dag hvor jeg spiser kartoffelkage og ser Chesapeake Shores på Netflix.

En dag hvor jeg skal i biffen helt alene midt på dagen med sodavand og snolder.

En aften hvor jeg melder mig ud af opvask efter aftensmaden og putning og låser døren til badeværelset for at tage verdens længste karbad mens jeg ser sidste sæson af HOC.

Der er en aften hvor jeg skal til Maria Carmen Koppel koncert med min mand.

En dag hvor jeg skal spise så meget pasta med ost jeg kan. En formiddag hvor jeg laver den perfekte playliste med alle de numre JEG vil høre i bilen.

En konfektdag med ungerne hvor vi godt må spise marcipanen imens.

En aften med julefilm i flimmeren, dyner og klejner.

En buket blomster til mig selv.

En snak om livet med en veninde – dem skal der være mindst 3 af.

Kys og kram fra børn og mand – alle 24 dage.

Hvad mangler jeg?

Hvad skal der være i din pakkekalender?