Frihed for dig er ikke nødvendigvis frihed for mig og det kan virke uforståeligt.
Når jeg skal til Kjøwenhavnstrup med min mand – ud og spise eller i biffen – foretrækker jeg at tage toget. Det er frihed for mig at vi ikke skal sidde i trafik og bøvle med parkering. Det er frihedsberøvelse for min mand. Han vil helst køre i bil så han selv kan bestemme præcis hvornår han vil hjem og hvis der er forsinkelser vil han helst sidde i sin bil.
Så vi skiftes til at føle frihed:-)
Men det er vigtigt at huske på at vi ikke er enige om hvad frihed er. Eller om det er dejligst at få forret og hovedret eller hovedret og dessert – hvis man nu ikke kan få tre retterJ Igen her foretrækker jeg forret/hovedret, min mand foretrækker hovedret/dessert.
Vi er alle vidt forskellige og det er super spændende at dykke ned i – synes jeg.
Hvorfor synes nogen chips er bedre end slik; hvorfor synes nogen DF er bedre end SF; hvorfor pynter nogen op til jul allerede i november, mens andre gør en dyd ud af ikke at have så meget som én nisse boende; hvorfor elsker nogen hunde, mens andre er kattedamer; hvorfor tror nogen på at penge er det vigtigste i verden, mens andre hylder dét at leve på en sten; hvorfor elsker nogen mænd og nogen elsker kvinder – og nogen elsker alle?
Jeg synes det er umådeligt interessant at tale om hvor vi er forskellige, hvorfor og hvad det betyder for os hver især. Jeg synes det er vigtigt at diskutere vores forskellighed for på den måde bliver vi mere rummelige og tolerante…og på den måde bliver der mere plads til at vi hver især kan nyde præcis den frihed som er vigtig for os.
Og nu vil jeg spise en pebernød til morgenmad for ja, sådan nogen har vi allerede i huset selvom det kun er start november og ja, sådan nogen må man godt få til morgenmad når det snart er jul:-)