”Så ses vi hos mig kl. 18 i morgen – dejligt du vil hygge med mig” Tinas sms tikkede ind på Charlottes telefon som hun smuglæste med mobilen under bordet og kvitterede med hjerte-tapback.

Hun var stadig ikke blevet klogere på bøvlet mellem Tina og hendes mand Henrik og havde ikke haft tid til at snakke med Jesper om det siden han undgik at svare på hendes spørgsmål om vennernes parforhold for knap en uge siden. Hun vidste at sådan noget med følelser skulle være timet til et 12-tal for at hun fik Jesper med på at tale om det. Han var sød, varm og en dejlig hensynsfuld mand, men han bestemt ikke brug for at tale om følelserne, der var involveret.

Men tale om det skulle de altså, ville Charlotte insistere på. Der var noget galt, det kunne hun tyde ud af Tina kryptiske triste beskeder. Og da hun jo nu havde valgt Tina som en af sine juleenergi-projekter, kunne det kun gå for langsomt med at finde ud af hvad der var galt med de to og så få det fikses, så juleenergien steg. Nåh, ja og så også fordi Tina var hendes veninde og hun hadede at hun var ked af det.

”Charlotte, du er igen lidt væk til et af vores møder. Hep hep du tilbage til virkeligheden og ud med mobilen. Det er jo ikke 8.klasse det her. ” Morten, hendes chef havde også fanget hende i at tænke på noget helt andet for nogle dage siden da hun stadig troede hun var den eneste der kunne se den var gal med julelyset.

Hun måtte tage sig sammen for det sidste hun havde brug for nu, var at Morten blev irriteret på hende. Han var nemlig hendes andet valg til juleprojekt. Morten var en travl chef. Travl fordi han konstant og hele tiden skulle micro-manage alle på kontoret, selv sekretærens kaffeindkøb blandede han sig i. Det betød at han var urolig stresset og havde svært ved at huske de vigtige ting fordi han forsøgte at vide alting om alt på kontoret.

Uden chefen havde de det egentlig fint nok, men hans konstante indblanding gjorde at alle havde travlt med at passe selv sig først for ikke at få ørerne i maskinen, hvis Morten synes de ikke kunne alting helt ned i detaljen.

HR-chefen Jens havde forsøgt at tale med Morten i forbindelse med et teambuildingseminar i foråret. Jens havde fortalt Morten at det nok ville give holdånden et boost, hvis han som leder gik forrest med at vise tillid til at alle medarbejdere godt kunne håndtere deres portefølje. ”Det gør jeg da også Jens” havde Morten svaret indigneret ”jeg taler da hele tiden med dem alle om deres forskellige projekter”. Jens havde tømt rødvinsflasken om aftenen på seminaret og indrømmet overfor Charlotte at han ikke vidste hvordan han skulle få Morten til at passe sit eget chefjob og begynde at uddelegere.

Charlotte var glad for sit job som souschef, men var ikke interesseret i at lægge samme antal sindssyge timer som Morten. Men da Morten forventede at Charlotte vidste lige så meget om alles job som han gjorde, var hendes arbejdsbyrde kun blevet større og større. Så udover at Morten selv kunne have brug af lidt mere grøn juleenergi, så var Charlotte meget interesseret i at tage lidt af presset på hende selv. Hun var også 100% overbevist om at kontoret ville fungere meget bedre hvis alle ikke skulle bruge oceaner af tid på at referere til hende og Morten konstant.

Charlotte skævede ud ad døren hvor Jane sad bag guirlander og nissetrapper. Hun måtte have hende på sagen – hun var kreativ og Charlotte behøvede jo ikke fortælle hende baggrunden med nisserne.

Da mødet var slut, gik Charlotte hen til Janes bord ”Jane, jeg kunne godt bruge din hjælp. Kan vi spise frokost sammen i dag?” At passe telefonen i frokostpausen gik på tur mellem de andre ansatte, så Jane kunne få lov at spise frokost uden nogen i røret.

”Ja” Jane kiggede op ”Med noget arbejde eller?”

”Well, både og” Hun lænede sig hen mod Jane og hviskede ”Jeg vil helst tale med dig uden at Morten hører noget”

”Uh, spændende – jeg er på. Kl. 12?”

Charlotte bakkede fra skrivebordet med to tommelfingre i vejret.

3 timer senere sad de ved det fjerneste bord i kantinen bare de to med deres frokost.

”Nå, ud med sproget Charlotte. Nu har jeg i 3 timer tænkt på hvad det er jeg skal hjælpe med som Morten ikke må høre”

”Vi er nødt til at få Morten til at uddelegere mere og blande sig mindre. Det tager for meget af alles tid og er mindst dobbelt, hvis ikke trippel-arbejde, fordi både den projektansvarlige, han og oftest og mig skal rodes ind i alle detaljer. Du må da også mærke det?”

Jane sukkede ”Jo for søren, og han er så stresset og så bliver han endnu mere kontrollerende. Det er en ond cirkel og virkelig anstrengende for mig for jeg synes jeg sidder lidt i første række lige foran hans kontor”

”Det kan jeg godt forstå og der er mange der gerne vil have ham lidt på afstand, så de kan få ro til at lave deres arbejde – ikke mindst mig”

”Samme her” istemte Jane ”men hvad skal vi gøre? Vi er jo ikke hans chefer”

”Vi må på en eller anden måde få ham på andre tanker, sådan lidt mere afslappet og julestemning-agtigt – ikke sandt?”

Charlotte vidste hun talte lige til Janes hjerte som elskede alt med jul, fødselsdage og den kongelige familie.

”Jeg kan bare fjerne alle hans papirer og pynte med musetrapper i stedet ”grinede Jane

”Ja, det er måske et lige lovligt stort skridt, men du er inde på noget. Måske noget med at kontoret skal effektiviseres så han skal bruge tid på noget andet end at belemre personalet hele tiden…vi må lige tænke videre ik?”

De spiste færdig mens de talte om jul og hvad resten af december godt måtte byde på.

Tilbage på sin pind, kiggede Charlotte på sin oversigt over medarbejdere og deres job-ansvar og projekter. Det var egentlig fint distribueret, hvis bare folk fik lov at lave deres arbejde uden konstant indblanding eller krav om afrapportering.

Klokken 14 stod Morten i hendes dør og så endnu mere stresset ud end han plejede ”Vi skal lige snakke sammen nu, du, jeg og Jane. Der er kommet mail oppefra”

”OK” Charlotte gik med ham tilbage til hans kontor hvor Jane sad og ventede. Hun så på Charlotte og løftede hænder og øjenbryn – hun vidste heller ikke hvad der foregik.

”Jeg har netop fået mail fra Søren – I ved, bestyrelsesformanden. Bestyrelsen har besluttet at resten af min december skal gå på at tænke nye tanker om ledelsen fremadrettet. De er meget tilfredse med vores arbejde og synes der er tid nu for mig at tænke lidt fremad og lidt i effektiviseringsånd, uden at det betyder at nogen skal fyres”

Han kiggede lidt perplekst på Charlotte

”Jeg ved ikke lige om du kan klare det uden mig de næste 14 dage, men de vil gerne have et foreløbigt svar inden juleferien.

De har i øvrigt også bebudet at hele organisationen holder lukket mellem jul og nytår med løn for at vise alle medarbejdere at i år har været et rigtig godt år takket være dem.” Han prustede lidt ”Jeg ved sgu ikke lige I to, jeg kan da nok godt se muligheder som de efterlyser og det har været et godt år, men tror I at I kan klare det mens jeg sidder her og laver noget helt andet som bestyrelsen pludselig har sat på deres juleønskeseddel?”

Charlotte sendte Clara en venlig tanke – det måtte da være hende der havde fået ideen og plantet den i bestyrelsen.

”Du har oplært mig og hele kontoret godt Morten. Jeg kan sagtens klare det sammen med Jane og alle de andre de næste to uger. Det lover jeg. Jeg lover også at vi nok skal holde dig up-to-date. Kan vi hjælpe med dit projekt?”

”Hm, jeg har jo kun lige fået mailen, så har ikke lige fået tænkt overhovedet endnu. Men før jeg fik så travlt med at holde styr på kontoret her, var jeg da temmelig ferm ud i at sidde og nørde corporate management i timevis på mit kontor, så det kan jeg nok godt klare selv.”

”Jeg skal sørge for du har kaffe nok Morten – og julesmåkager til arbejdet” Jane klappede ham på hånden som om han var en lille dreng.

”Tak Jane” sagde Morten og var tydelig taknemmelig ”Det bliver måske helt sjovt sådan at sidde og tænke store tanker om vores lille biks her”

”Det gør det helt sikkert. Og vi holder fortet udenfor din dør, ikke Charlotte?”

”Nemlig” sagde Charlotte og kunne næsten ikke vente med at komme ud på sin egen pind og overveje hvordan hun så skulle gribe de næste 14 dage an.

”Måske kan jeg lige drafte en mail til hele kontoret om de næste 14 dage, så kan du sende den ud Morten?”

”Hmmm, bøh, burde jeg ikke selv lige skrive den – det er jo trods alt mig, der lidt lader jer andre i stikken så lige op jul”

”Pjat, du har jo allerede selv pointeret hvor vigtigt det er at du kommer i gang nu og får fred til dit procesarbejde” Charlotte løftede pegefingeren ad Morten

”Har jeg pointeret det? Ja, men det er jo rigtigt. Ved du hvad, skriv du bare mailen og send den ud på mine vegne. Jane, henter du den kaffe og de småkager, så jeg kan komme i gang?” Morten vendte sig mod computeren og de to kvinder skulle styre så for ikke at danse ud arm i arm.