”Du kommer til at fejle, så du skal lære at reparere”.

Det er noget af det bedste jeg har lært på mit studie til familierådgiver og terapeut er:

Det giver jo fuldstændig mening i en almindelig husholdning hvor vi alle kan tabe ting på gulvet (også hovedet). Så må vi samle op igen og tape, lime, hæfte eller sømme det sammen.

Sådan er det også med hjerter.

Vi kommer til at fejle, til at råbe for højt, at være for sur eller sige nogle ting vi fortryder. Så skal hjertet repareres.

Naturligvis øver vi rådgivere og terapeuter som gale for at forebygge så sårene og traumerne ikke kommer, men vi må også erkende at der kommer sår og chok i selv den mest almindelig velfungerende familie.

Der kan vi reparere og hele sammen…hvis vi tør gå derhen. For det kræver at man skal ud og være sårbar, stå ved sine fejl og tage ansvar for at hele og komme videre sammen.

Det er svært. Det er især svært hvis man aldrig har set det praktiseret da man selv voksede op.

Hvis man er vokset op med at det var vigtigst at få placeret skyld, skælde ud og så gå videre, ja, så er det dét man gør. Det føles trygt for det er dét man kender, men man kan bare mærke på sig selv – og sine omgivelser – at det ikke helt duer, men man aner ikke hvad man ellers skal gøre for det er simpelthen for sårbart at stå frem og blotte sine egne fejl. Men er godt nok ked af at man tabte hovedet, ”men den anden var jo også…” siger man til sig selv i forsvar.

Som forældre bærer vi ansvaret. Altid. Også selvom børnene er umulige. Det handler om at (undskyld mit franske) at have nosser nok til at være nysgerrige på når børn larmer – for der er det ofte de prøver at fortælle os noget med de midler de har til rådighed.

Så helt banalt når der jeg falder i og indgår i råbekonkurrence med min teenagedatter, må jeg bagefter lige samle mig og få ro på mig selv. Tænke over hvad det egentlig handle om og hvad søren jeg blev så gal over. Dernæst må jeg (når der er nogenlunde ro i begge lejre), opsøge hende og sige:

”Øv der stak det lige af for mig. Det er jeg ked af for jeg har ikke lyst til at råbe ad dig. Men jeg blev gal over at der igen stod flasker som jeg har bedt dig rydde op. Men det er ikke ok at jeg råber så højt, så det må du undskylde”.

Punktum.

Ikke noget ”men”.

Bare helt rent: ”Undskyld jeg råbte. Jeg følte sådan her”.

Ikke noget med skyld eller skam.

Så får vi repareret og hvis vi er opmærksomme på det og gør det når det skal til, kan det være den fineste oplevelse mellem forældre og børn fordi de føler sig set og hørt for det de synes er svært.

Og så lærer de at det er helt normalt at tage ansvar for sine bommerter og stå frem og sige ægte undskyld. Ikke et ”undskyld” som de af en velmenende pædagog er blevet tvunget til at sige til kammeraten som har fået et gok i nøden uden at nogen har været nysgerrige på hvorfor man havde brug for at slå den anden.

Men det er mega svært at gøre som voksen hvis man ikke har lært det som barn, så man kan øve sig og tale med sin partner om at man øver sig. Så kan man hjælpe hinanden og bære over med hinanden. For børn skal ikke gøre det overfor forældrene. De skal bare være børn.

Jeg øver mig meget herhjemme og det bedste er alle de krammere man får når man kommer og sidder på sengekanten og giver et dybfølt undskyld.