Hvad er familierådgivning og er det noget for mig?

For mig er familierådgivning basalt en samtale om vores relationer. En samtale om vores relationer til de mennesker vi er allertættest på.

Når vi taler om vore relationer til de mennesker vi er tættest på, er de ofte komplekse fordi de betyder så meget for os. Det kan gøre det svært og sårbart.

Svært fordi vi så gerne vil beholde dem i vores liv, men samtidig måske har nogle udfordringer med at være sammen på den måde som det fungerer lige nu.

Sårbart fordi vi er bange for at miste og derfor ikke vil fremstå svage eller forkerte, så vi bliver afvist eller smidt alene ud på savannen.

I min familierådgivning taler vi om de relationer. Om hvordan I er bundet sammen til hinanden i familien, på godt og ondt.

Vi taler ud fra en såkaldt oplevelsesorienteret metode hvor det er det der rører sig lige nu som er omdrejningspunktet for samtalerne. Jeg har derfor ikke en dagsorden på forhånd om hvad vi skal igennem, men tager udgangspunkt i der hvor I står lige nu som familie og som individer.

Vi er alle ligeværdige i samtalen. Alle i familien er lige meget værd uanset alder, køn, job eller ej, penge eller ej. Så alles mening gælder og alle skal høres på med respekt.

Vi søger alle sammen i bund og grund 3 ting: Ro, glæde og samhørighed.

Det er så vigtigt for os at høre til, så vi skal øve os i og huske på at tale med respekt, så vi ikke skubber de andre væk.

Men vi skal også lytte med respekt. Vi skal alle have lov at have det som vi har det. Man kan ikke ”have det forkert”. Andre i familien kan være uenige, men man kan ikke føle noget forkert.

Så det er en stor øvelse i familierådgivnig: At lytte til hvordan de andre siger de har det.

Når vi har talt om hvordan vi går og har det i familien, finder vi ofte automatisk ind til en eller flere problemstillinger som handler om hvad vi gerne vil have mere af og hvad vi gerne vil have mindre af.

Så taler vi om hvordan vi gør det fremadrettet. Hvem der kan tage ansvar for hvad.

Forældre bærer altid det primære ansvar for relationen med børnene og er derfor primært ansvarlig for stemningen og det fremadrettede. Men det fine ved familierådgivning er netop at kigge på HELE familiens ressourcer som enkeltpersoner og som hel familie. Alle familier har meget at give når de får kigget på sig selv med et kærligt, varmt blik.

Det kaldes familierådgivning, men betyder for mig mest at jeg holder den røde tråd. Oftest er det nemlig sådan at når man får skabt et åbent, kærligt, varmt, respektfuld rum i en familie, så kommer løsningerne helt af sig selv fra de forskellige familiemedlemmer. Kunsten er så der at holde sit eget hjerte og hjerne ÅBEN for nye muligheder som man måske ikke selv så eller synes er mega fantastiske.

Flere har skrevet til mig og spurgt: ”Kan mit problem bruges?” i forbindelse med at jeg søger klienter til min eksamen.

Til det vil jeg sige:

Der findes ikke forkerte problemer.

Der findes rådgivere og terapeuter som måske ikke er klædt på til at håndtere din problemstilling, men det er så rådgiverens (mit i dette tilfælde) ansvar at skrive tilbage: ”Jeg er simpelthen ikke fagligt klædt på til at hjælpe dig” og så gerne anbefale en der er.

Så alle udfordringer gælder. Noget der synes kæmpestort for en familie, vil slet ikke fylde i en anden. Så jeg deler heller ikke problemerne op i ”store” og ”små”.

Et problem eller en udfordring er præcis det og kan dræne en hverdag for en familie i dage, uger, måneder, ja år, uanset hvad andre måtte mene om det.

Så bøvler du med noget som dræner din hverdag i din familie (stor familie, lille familie, mærkelig familie, almindelig familie, skør familie…), så overvej om det måske ville være skønt at få smidt lidt god energi ind i familierelationen nu, så bliver klar til at springe ud i foråret.

Lige nu tilbyder jeg gratis rådgivning, så skriv hvis det har vakt din interesse. Du finder mig her: